søndag den 2. oktober 2011
Villy Søvndal som udenrigsminister?
Well... det skaber da i det mindste flere arbejdspladser for tolke og engelsklærere. Mere har jeg ikke at sige i den sag.
fredag den 17. juni 2011
Du er min yndlings, Fashionisto
Jeg indrømmer gerne, at jeg de sidste par måneder har brugt ufattelig lang tid inde på Thefashionisto.com, som er en ufattelig enestående hjemmeside for mandlige modeller. De modeller, der ikke er at finde på siden, er ikke rigtige modeller, så derfor bliver mit lille danske hjerte sgu en smule stolt, når jeg fanger navne som Mathias Lauridsen og Malthe Lund Madsen! Men ikke desto mindre, så har jeg da også gennem tiden opsnappet mine yndlingsdrenge. Cole Mohr, Andrej Pejic, Jaco van den Hoven, Mark Cox, Aris Schwabe, Jethro Cave, Andrew Cooper, Ben Hill and the list goes on and on and on!
Ikke nok med at siden opremser alle de anerkendte modeller, så har den også lister over featured fotografer, stylister, designere og agenter. I'm in heaven, hvilket jo er besynderligt når jeg ikke lusker rundt med de helt store modeldrømme, eller er et hak bevidst om mode. Jeg har vel bare fået en sær fetich med at glo artikler af denne fantastiske verden af fantastiske mennesker? Sider som TheFashionisto minder mig om, hvor mange smukke mennesker der faktisk lever blandt mig. Indtil da var mine skønhedsidealer: "langt hår, læderbukser, fejlfrit ansigt - så tager vi den derfra". Nu er jeg blevet obsessed med små kendetegn, trademarks, særheder og... ja, you get the picture.
Men nu vil jeg være en rigtig mode-blogger for en dag og trække dig med til Paris Fashion Week fra 2010! Det er Paul Smiths bud på foråret 2011, og indeholder modeller som Berthold Rothas, Cole Mohr, Dan Felton, Jethro Cave, Andrej Pejic og Yuri Pleksun!
Marcel Castenmiller...
Min absolutte yndlings model af dem alle. Der er et eller andet utrolig sexet over hans PMS-face, og det bedste ved det hele er, at han ser sådan ud på alle sine billeder. Derudover er han også en af de modeller, der har flest artikler om sig på thefashionisto, ikke engang overgået af flødebollen Francisco Lachowski, som alle lader til at kunne lide.
Ikke nok med at siden opremser alle de anerkendte modeller, så har den også lister over featured fotografer, stylister, designere og agenter. I'm in heaven, hvilket jo er besynderligt når jeg ikke lusker rundt med de helt store modeldrømme, eller er et hak bevidst om mode. Jeg har vel bare fået en sær fetich med at glo artikler af denne fantastiske verden af fantastiske mennesker? Sider som TheFashionisto minder mig om, hvor mange smukke mennesker der faktisk lever blandt mig. Indtil da var mine skønhedsidealer: "langt hår, læderbukser, fejlfrit ansigt - så tager vi den derfra". Nu er jeg blevet obsessed med små kendetegn, trademarks, særheder og... ja, you get the picture.
Men nu vil jeg være en rigtig mode-blogger for en dag og trække dig med til Paris Fashion Week fra 2010! Det er Paul Smiths bud på foråret 2011, og indeholder modeller som Berthold Rothas, Cole Mohr, Dan Felton, Jethro Cave, Andrej Pejic og Yuri Pleksun!
 |
| Jethro Cave (Nick Caves søn. Lækkert) |
 |
| Cole Mohr |
 |
| Ian O'Brien |
 |
| Marcel Castenmiller |
Min absolutte yndlings model af dem alle. Der er et eller andet utrolig sexet over hans PMS-face, og det bedste ved det hele er, at han ser sådan ud på alle sine billeder. Derudover er han også en af de modeller, der har flest artikler om sig på thefashionisto, ikke engang overgået af flødebollen Francisco Lachowski, som alle lader til at kunne lide.
 |
| Langt hår og læderbukser - men det der ansigt. Rauwf. |
 |
| Og min fetich for jakkesæt - jeg burde bo i London. |
torsdag den 16. juni 2011
Der der med stjernerne...
Horoskop
- Skorpionen
Skorpionen er meget opsat på at få tingene sat i en rækkefølge, så de kan ske nemmest og bedst muligt. Når denne logiske middelvej er fundet, vil Skorpionen dog have svært ved at løsrive sig fra denne løsning, hvis problemer skulle opstå. Skorpionen kan derfor have svært ved at træde et skridt væk fra sit eget koncept og forsøge at perspektivere opgaven.
Skorpionen foretrækker at fordybe sig i ting og lære teorien bag komplekse systemer og sammenhænge blot for forståelsens skyld, frem for at kunne udføre det praktisk. Skorpionen har brug for ro omkring sig for at kunne opnå dette behov, og kan derfor virke livsfjern og distræt for andre mennesker.
Skorpionens mål i stort set alle opgaver er at blive rost, da anerkendelse og bekræftelse er en vigtig del i dens dagligdag. Skorpionen vil derfor tit påtage sig en selvstændig rolle, for at opnå personlig bedømmelse. I gruppearbejde vil Skorpionen også forsøge at dele arbejdet op for at opnå denne selvstændige status og kan derved vurdere de andre og sammenligne sig og lettere holde styr på hvem der fortjener hvilken mængde af ros og anerkendelse fra de andre.
Skorpionen hidser sig lettest op ved uretfærdig behandling og reagerer via verbal kommunikation. Skorpionen føler sig meget knyttet til sine handlinger og har let ved at skelne mellem rigtigt og forkert eller godt og dårligt og vil derfor føle at den har et ord at skulle have sagt, hvis andres vurderinger ikke stemmer overens med dennes. Skorpionen vil føle sig uretfærdigt behandlet indtil den får ret i sin sag, eller vælger at skifte mening.
Skorpionen kan godt lide at leve blandt eksisterende strukturer, så længe den kan være med til at beslutte dem eller ændre på dem. Ofte tager Skorpionen afstand fra ændringer og bryder sig ikke om hvis dens beslutninger bliver kritiseret eller ugyldiggjort.
mandag den 13. juni 2011
Et efterskoleår i Hundredemeterskoven.
I år har det været et helt særligt år. Jeg har følt mig mere alene end hvad selv mine vildeste fantasier ville kunne præstere, og alligevel har jeg haft så fandens travlt med at rende til fester, koncerter, møder og fødselsdage, hvor jeg har siddet til langt ud på natten med Bacardi, Schweppes, lagkage, Harry Potter og veninderne. Men det har jo ikke været helt det samme, eftersom at en helt bestemt kerneperson har manglet. Vi har jo nok alle sammen oplevet det på et eller andet tidspunkt, det der med, når folk rejser væk. Nogle rejser væk i weekenden, nogle andre tager tre måneder til Kina for at forbedre sit Mandarin, nogle forsvinder for evigt og andre forsvinder i et år. Min savnet person hører under kategorien "Efterskoleår" og jeg indrømmer gerne, at morgenerne har været langt mere afslappet og at jeg har nydt godt af min grådighed, men her i løbet af de sidste måneder, har det kedet mig en anelse. Det er lidt ligesom at spise Smarties, for man har bare lyst til at blive ved og ved, men til sidst må man altså erkende, at det bare er for klamt, og brækfornemmelser trækker ens ildelugtende fødder ud til toilettet, som for mig, er det mest komfortable sted at knække sig. Det er så den følelse, som jeg urimeligt nok sidder med nu. Jeg er så ensom, at jeg kunne brække mig. Som jeg nævnte før, har jeg jo rigeligt at se til i mit sociale liv (sexliv ikke medregnet), så normalvis ville jeg ikke stemple mig selv som Miss Loner fra Fredericia Downtown, men når det kommer til det, man så episk kalder Søskendekærlighed (ikke nødvendigvis den voldelige af slagsen), så føler jeg mig virkelig tom. Der er bare en form for nærvær, der ikke kan tilfredsstilles af andre end ens søskende. Forstå mig ret, jeg gider ikke dine sjofle fantasier, for jeg mener, når jeg siger, at jeg har brug for at blive råbt af en gang i mellem, når jeg egoistisk nok vælge at tage time lange bade. Folk har det med at glemme, at skænderier er ligeså vigtigt som alt andet form for nærvær, og det har virkelig også en betydning, hvem man skændes med. At råbe af kæresten er ikke det samme som at råbe af sin mor, at råbe af sin søster er ikke det samme som noget andet. Det er en hel unik følelse. Det er både skænderiet jeg savner, men også de efterfølgende minutter. Forsoningen hvor man sidder i hver sin ende af sofaen og forsøger at holde de skide sure maske i længst tid, men pludselig bemærker man i refleksionen fra plasmaskærmen der viser Gossip Girl, at man begge ligner bagenden af en kat. Katten bliver pludselig sprættet op af et smil, man udveksler indforstået blikke og alt er godt igen.
Jeg har virkelig savnet Johanne, så derfor er det her indlæg specielt forbeholdt hende og ingen anden. Det er selvfølgelig løgn, for det handler jo også om mig, da jeg er ekstrem selvfed – men nice nok. Tidligere modtog jeg et sprøjt kærlighed fra den kære søster. For ja, kærlighed kan godt modtages såvel som gengældes over Facebook, da vi jo alle ved, at Facebook er det mest officielle man kan opnå, så fuck da lige alle de statskontrolleret ting i verden!
Men hvad jeg modtog, var det kæreste citat, jeg længe har læst. To kommentarer senere fortæller hun, at det er citeret fra vores alle sammens Plysbjørn, hvilken trak mig tilbage i et ocean af minder. Mine egne oplevelser med Peter Plys, mine adskillige Plys relaterede bamser og klistermærker, mine lydbøger hvor ham manden med den alt for dejlige stemme læser fortællingerne med de fantastiske moraler højt, men også minder, der slet ikke tilhører mig. Et minde som Pia skænkede alle sine lyttere, da hun tidligere på året holdte sin tale ved Karstens mindedag. Jeg tudbrølede dengang og jeg tudbrøler i dette øjeblik. Peter Plys vækker et eller andet i mig. Der er en smertelig ærlighed over det han siger, som bare kan få tårerne til at pible frem, fordi man selvfølgelig er bygget som et menneske, der ikke tør fortælle sandheden, stille smertefulde spørgsmål og bryde fri fra fortidens skygger.
Johanne Dam Jensen
If you live to be a hundred, I want to live to be a hundred minus one day, so I never have to live without you ♥
søndag den 12. juni 2011
Evolution – Fra medmenneske til medarbejder
Træng venligst ind i mit hoved og fremkald dig de utålelige minder, jeg har på lager. Du står i Føtex, hvor du føler dig på lige fod med alle andre. Jo mere du bare står og glor, jo tungere virker den fedtfattige, statskontrolleret økologiske Riberhus i din hånd, og jo mere føler du, at du da egentlig er et meget bedre menneske end de andre, da du både tænker på vægten, dyrene og miljøet. Du minder dig selv om, at du ikke engang er fyldt 18, at din mening derfor kan være ligegyldig og at du stadig bare er en svedig, bumset teenager, hvor Sanex virker som den eneste rigtige løsning til dette langvarige problem. Med usikre og stakåndede skridt bevæger du dig med din ost i favnen over til den kosmetiske afdeling, og her bliver du overfaldet af en ubehøvlet syndflod af alle mulige slags cremer, deodoranter, desinfektionsmidler og vatpinde i regnbuens skønne farver. I det dine øjne falder på et godt tilbud, glider de videre ned på gulvet hvor en parfumeflaske ligger knust. Mellem de små, skarpe lyserøde skår er der et lille mærke hvor der står "Tester", men nogen må tilsyneladende have formået at misforstå dette budskab. Kigger du til højre, vil du stirre mod en væg fyldt med make-up produkter, kigger du til venstre, vil du kunne se over på en anden afdeling, hvor alverdens ragelse fra Kornkammeret ligger på lur. Bag de lumske rækker af brød- og bolleblandinger ser du en ung mand, hvis påklædning antyder til at han arbejder i butikken og du tager chancen. Febrilsk træder du over i denne nye verden og spørger:
"Undskyld jeg sådan afbryder, men der ligger altså en masse skår derovre."
Svaret bliver: "Du må lige gå til en af dem i kosmetik afdelingen, så kan de hjælpe dig. Det er ikke min afdeling."
Her er jeg brysk og tænker: Hvor fanden knækkede filmen? Siden hvornår er vi gået tilbage til den overtroiske del af fortidens tidslinje, hvor vi var overbeviste om, at man kunne stjæle hinandens held og velvære? Nu handler det så åbenbart om at holde øje med hvor meget godhed vi deler ud af, og det hele skal nøje vægtes og vejes for ellers vil verden tilsyneladende drukne i korruption, fordi den ene vil få mere end den anden. For hvis brød- og bolleblanding manden hjalp mig, så ville de fortabte kunder i brød- og bolleblanding afdelingen jo forblive i uvisheden og føle sig presset til at sjæle, og hvis jeg samtidig modtog hjælp af en af de lidt kønnere piger fra kosmetikafdelingen, så ville jeg jo modtage meget mere godhed end de andre i butikken. Hvis det virkelig er sådan mennesker er begyndt at tænke, tør jeg da virkelig ikke sætte min lid til dem. Vi lever i en globaliseret verden, hvor vi alle sammen bærer en lille del af hinanden, og vi er nød til at hjælpe, for at de brudstykker af andres fremtid vi bærer kan føre det videre og hjælpe til, i stedet for bare at være til. Så det nytter ikke noget, at vi bare kaster bolden videre. Og videre til hvem? Videre til den næste medarbejder.
fredag den 3. juni 2011
Eugenia
Eugenia
Eugenia, en kvinde skabt af udelukkende det maskuline væsen. Skabt til at friste, lovgive, udøve og dømme. Lucifer, Satan, Belial og Leviathan, de fire kronprinser af helvedet. Hver af dem udpeger sig en tjener til at sende op i skærsilden og søge efter en flamme hver, som de skal bringe med sig tilbage.
Lucifer:
Morgen stjernen Lucifer 1, søn af daggry, modtager en flamme, der er stærkere end de andres af sin tjener Balthazar. Det er en frelst flamme tilhørende Johannes Døberen, og vandet fra dåbens kilde begynder at koge. Derved får kvinden sin første magi, magt over konduktion i forhold til den levende organisme.
Morgen stjernen Lucifer 1, søn af daggry, modtager en flamme, der er stærkere end de andres af sin tjener Balthazar. Det er en frelst flamme tilhørende Johannes Døberen, og vandet fra dåbens kilde begynder at koge. Derved får kvinden sin første magi, magt over konduktion i forhold til den levende organisme.
Satan:
I det gamle testamente var det ”modstanderen” Satans opgave, at sætte menneskerne på prøve og afprøve deres retfærdighed. Det giver kvinden et væsen der bestræber sig efter retfærdighed hvor hun ikke er blindfoldet. Hun er den lovgivende, udøvende og dømmende og dette modtager hun via flammen.
I det gamle testamente var det ”modstanderen” Satans opgave, at sætte menneskerne på prøve og afprøve deres retfærdighed. Det giver kvinden et væsen der bestræber sig efter retfærdighed hvor hun ikke er blindfoldet. Hun er den lovgivende, udøvende og dømmende og dette modtager hun via flammen.
Belial:
Kronprinsen uden en hersker gør kvinden uafhængig. Hun har ikke behov, kun et mål. Flammen som Belial modtog fra sin tjener tilhørte en kvinde med navn Maria Magdalene. Hendes gravide væsen gjorde flammen frugtbar og dens skønhed og blidhed tildeler kvinden sin krop skabt til at friste og mænge sig med hvert et væsen.
Kronprinsen uden en hersker gør kvinden uafhængig. Hun har ikke behov, kun et mål. Flammen som Belial modtog fra sin tjener tilhørte en kvinde med navn Maria Magdalene. Hendes gravide væsen gjorde flammen frugtbar og dens skønhed og blidhed tildeler kvinden sin krop skabt til at friste og mænge sig med hvert et væsen.
Leviathan:
Den dyriske skikkelse fra havets dyb modtager en flamme fra sin tjener. Flammen tilhørte en spedalsk hvis sygdom blev kureret af Jesus Kristus og skænker kvinden en magi der gør biologisk omstrukturering mulig. *something something*
Den dyriske skikkelse fra havets dyb modtager en flamme fra sin tjener. Flammen tilhørte en spedalsk hvis sygdom blev kureret af Jesus Kristus og skænker kvinden en magi der gør biologisk omstrukturering mulig. *something something*
1) Lucifer fik sparket da han forsøgte at hæve sin egen trone i himlen. Det fortælles ved at en stjerne der overgik Jupiters og Saturns lys hævede sig over bjergene og samtidig ved Babylon tårnet, der bliver bygget for at bestige himlen.
2) Selvom Leviathan ofte er oversat som noget hen ad ”Hval”, så er den illustreret som noget a la en søslange, og derfor vil den mest naturlige skikkelse for Eugenia være en slange.
fredag den 29. april 2011
Playmate
Liam starred at her face. He knew it was rude but she was asleep, so he didn’t really care at all. Besides, it was nearly 10 centuries ago his mother taught him about how to behave; most important how not to. He wondered if angels like her had the same needs as humans, such as sleep or food. Maybe she was just pretending to be dreaming and was looking right back at him through her long, beautiful, black lashes? There was only one way to find out, he thought to himself and reached out his small hand.
The first night they had met on playground, he had promised her that he would not touch her without her permission. He really wanted to keep that promise, but she had let him touch her all night, so what was the different now? Hopefully, the contract with the “Yes Liam, you may” in it hadn’t expired just yet.
Firstly, he waved gently his hand right in front of her pale face. No reaction. How far could he go? He waved a little harder, letting a gentle wind stroke against her hair and put his face next to hers. She was asleep and the feeling of pride rose up inside him. She dared to sleep in his company. She dared to close her eyes with him lying right next to her.
“You must not be afraid,” he had commanded her that night they met.
- “I’m not afraid and that’s what scares me.”
Liam knew why she wasn’t afraid. A few minutes before he had spoken those words she had drank his blood. Not much, but enough to heal the swollen part of her cheek and to make him, seem a bit more attractive to her. A sneaky trick he used with the ones he wanted; the precious ones. The ones who laughed when he told jokes, jokes he had practiced for a long time just to give response to all the things that didn’t really mattered to him, but was important to humans and the assimilated creatures. The very few, who wanted to assimilate. Most vamps didn’t dare to assimilate, it was way too dangerous.
Anthony, his maker, never liked the vampires, who wanted to live among humans.
“They do not deserve to call themselves pure blooded” he always said. Anthony lived in Logement, which was really bizarre since it was where all the poor people lived. Old vampires like him were always seen living in big mansions with at least three Corvettes parked on the drive and with a bunch peacocks scattered around the ground. But he preferred to live in an odd house with paintings all over it. This was the only thing he did for ‘living’, barely anything else such as hunting or sex, which was what most vampires spent their nights doing – in their fancy mansions or penthouses, not in a lousy rat nest.
He was a good teacher for Liam, no doubt about that. Taught him about everything Liam would need to know about everything; about how to communicate properly, how to hunt, how to control people and break into their minds and how to realize, that he was on top of the food chain, master of the world’s ecosystem. He even taught him seven out of the sixteen languages he knew, which became very useful during the First and Second World War. He had been living in southern Germany for several years until his Jewish look had him forced out, banished from the new world. He never liked the idea of a new world anyways. And defiantly not the new one after the vamps burst out of their graves in the late 70’ies, after then, both good and bad stories had been told. If ever one vampire lost his temper and slaughtered a human with his divine strength, they started to think of all vampires as insane murders though it never had crossed their reptile-brains and blindfolded eyes that through thousands of years they had slaughtered each other in meaningless wars leading to victory for a few men and endless sorrow and misery to the rest of the world, the new world.
He looked at Ophelia and she looked right back at him.
“Blimey!” he gasped and sat straight up.
- “What’s time?” She looked at him with a sleepy face and followed his example. Liam never cared about time since he had plenty of it. He rarely slept in his coffin during the day because of the solar proof bedroom he had, unfortunately it was only this one room and not the entire house.
“Seven past twelve,” he said and grabbed a bit of duvet to cover his naked lower parts.
-“Night-time?”
“Day-time.”
- “Shouldn’t you be staying in a creepy tomb by now then?”
“This...“ He looked around. “- is my coffin. No sunlight can get through here but it will still weaken me a bit, which is why my ears also bleed.”
-“Your ears are bleeding?”
To answer her question he turned his head a bit so that she could see the red stream of blood that floated from his ears. It was another strange vampire-thing that he could not explain. It was just how it was. To explain such things about humans, you may think that you just had to understand the mechanics behind these happenings but that didn’t make it any less than a miracle, which was just another word for magic. Vampires’ magic was just a little different from theirs.
“Would you mind me tasting?” Her question made Liam smile. It was very polite of her to ask like that. Most people wouldn’t even have done that; they would just have strangled him up with silver-chains and drained him for blood. It was like a drug to those people. The older the blood was the better, which is why Liam had to be extra careful with the toys he brought to his house at night. The precious blood could heal everything from small wounds to broken bones, all depending on the amount and age; no vampires would be left on earth if hospitals knew that. The drinkers’ senses would also get much sharper and the muscles stronger.
“Now now, let’s not be greedy,” he said, idly tracing Ophelia’s bare flank with a feather. Oh, and the best part – if the drinker were in perfect shape, it would make gradual increase of lust for having sex. “Besides, you’ll get all messed up and... I’m tired.” Tired? When his own words crumbled their way into his ear canal he realised how silly it must have sounded. Something about what he had said made her blush.
-“For how long can you..?” She wiggled her hair with a finger.
“Six hours.” Live with it, his words whispered.
-“You have timed it?!”
“All men do!” he claimed and got a bit disappointed about her poor reaction. He would have sworn that he had heard at least two ribs break in her try of holding back a massive, Russian laugh. His hands slowly stroke the length of her arms, which he, because of her amazingly smooth skin, could continue stroking hypnotizing all day and all night. It was like pale eel skin. Slowly, tenderly and expressive, a touch only she deserved. She deserved only the best of what he could give.
Firstly, he waved gently his hand right in front of her pale face. No reaction. How far could he go? He waved a little harder, letting a gentle wind stroke against her hair and put his face next to hers. She was asleep and the feeling of pride rose up inside him. She dared to sleep in his company. She dared to close her eyes with him lying right next to her.
“You must not be afraid,” he had commanded her that night they met.
- “I’m not afraid and that’s what scares me.”
Liam knew why she wasn’t afraid. A few minutes before he had spoken those words she had drank his blood. Not much, but enough to heal the swollen part of her cheek and to make him, seem a bit more attractive to her. A sneaky trick he used with the ones he wanted; the precious ones. The ones who laughed when he told jokes, jokes he had practiced for a long time just to give response to all the things that didn’t really mattered to him, but was important to humans and the assimilated creatures. The very few, who wanted to assimilate. Most vamps didn’t dare to assimilate, it was way too dangerous.
Anthony, his maker, never liked the vampires, who wanted to live among humans.
“They do not deserve to call themselves pure blooded” he always said. Anthony lived in Logement, which was really bizarre since it was where all the poor people lived. Old vampires like him were always seen living in big mansions with at least three Corvettes parked on the drive and with a bunch peacocks scattered around the ground. But he preferred to live in an odd house with paintings all over it. This was the only thing he did for ‘living’, barely anything else such as hunting or sex, which was what most vampires spent their nights doing – in their fancy mansions or penthouses, not in a lousy rat nest.
He was a good teacher for Liam, no doubt about that. Taught him about everything Liam would need to know about everything; about how to communicate properly, how to hunt, how to control people and break into their minds and how to realize, that he was on top of the food chain, master of the world’s ecosystem. He even taught him seven out of the sixteen languages he knew, which became very useful during the First and Second World War. He had been living in southern Germany for several years until his Jewish look had him forced out, banished from the new world. He never liked the idea of a new world anyways. And defiantly not the new one after the vamps burst out of their graves in the late 70’ies, after then, both good and bad stories had been told. If ever one vampire lost his temper and slaughtered a human with his divine strength, they started to think of all vampires as insane murders though it never had crossed their reptile-brains and blindfolded eyes that through thousands of years they had slaughtered each other in meaningless wars leading to victory for a few men and endless sorrow and misery to the rest of the world, the new world.
He looked at Ophelia and she looked right back at him.
“Blimey!” he gasped and sat straight up.
- “What’s time?” She looked at him with a sleepy face and followed his example. Liam never cared about time since he had plenty of it. He rarely slept in his coffin during the day because of the solar proof bedroom he had, unfortunately it was only this one room and not the entire house.
“Seven past twelve,” he said and grabbed a bit of duvet to cover his naked lower parts.
-“Night-time?”
“Day-time.”
- “Shouldn’t you be staying in a creepy tomb by now then?”
“This...“ He looked around. “- is my coffin. No sunlight can get through here but it will still weaken me a bit, which is why my ears also bleed.”
-“Your ears are bleeding?”
To answer her question he turned his head a bit so that she could see the red stream of blood that floated from his ears. It was another strange vampire-thing that he could not explain. It was just how it was. To explain such things about humans, you may think that you just had to understand the mechanics behind these happenings but that didn’t make it any less than a miracle, which was just another word for magic. Vampires’ magic was just a little different from theirs.
“Would you mind me tasting?” Her question made Liam smile. It was very polite of her to ask like that. Most people wouldn’t even have done that; they would just have strangled him up with silver-chains and drained him for blood. It was like a drug to those people. The older the blood was the better, which is why Liam had to be extra careful with the toys he brought to his house at night. The precious blood could heal everything from small wounds to broken bones, all depending on the amount and age; no vampires would be left on earth if hospitals knew that. The drinkers’ senses would also get much sharper and the muscles stronger.
“Now now, let’s not be greedy,” he said, idly tracing Ophelia’s bare flank with a feather. Oh, and the best part – if the drinker were in perfect shape, it would make gradual increase of lust for having sex. “Besides, you’ll get all messed up and... I’m tired.” Tired? When his own words crumbled their way into his ear canal he realised how silly it must have sounded. Something about what he had said made her blush.
-“For how long can you..?” She wiggled her hair with a finger.
“Six hours.” Live with it, his words whispered.
-“You have timed it?!”
“All men do!” he claimed and got a bit disappointed about her poor reaction. He would have sworn that he had heard at least two ribs break in her try of holding back a massive, Russian laugh. His hands slowly stroke the length of her arms, which he, because of her amazingly smooth skin, could continue stroking hypnotizing all day and all night. It was like pale eel skin. Slowly, tenderly and expressive, a touch only she deserved. She deserved only the best of what he could give.
torsdag den 28. april 2011
The Curious Incident of the Dog in the Night-time
The Curious Incident of the Dog in the Night-time is a hilarious novel written by Mark Haddon, who is a British writer and poet. The protagonist of this novel is 15-year-old Christopher John Francis Boone; the special thing about Christopher is that he has behavioural problems, which makes him a rather funny character. He describes himself as a mathematician and because of his big obsession with prime numbers he writes the chapters this way instead of the regular 1, 2, 3 etc.
Christopher’s mother died 2 years ago (or at least that is what his father, Ed, explains to him) and therefore he lives alone with his father in Swindon, Wiltshire, sharing room with his pet rat named Toby.
The novel’s beginning takes place in an odd scene. It was 7 minute after midnight and Christopher went through the gate to his neighbour’s, Mrs. Shears, garden. The black poodle he finds has a big garden fork sticking through it and he wonders about who have killed it and why.
In the next few chapters, Christopher explains a bit about himself and how he lives his everyday life. Here, we also meet his mentor, Siobhan, who teaches him how to behave in situations he could find difficult to get through. He explains the many reasons why he wants to write a book about this murder and introduces the readers to his fancy universe.
After finding the dog, the police shows up and the police officer touches Christopher. He doesn’t like to be touched by anyone and hits the policeman, which is why he ends up on the police station. Later, Christopher is realised with a caution and his father comes pick him up. Christopher does not understand why his father keeps getting mad every time he talks about the dog and its mysterious dead. He keeps telling Christopher to “stay out of other people’s business” but Christopher continues searching for the true answers. One day Ed finds the book he is writing on and him and Christopher ends up in a fight. Ed takes the book away from Christopher so he starts looking for it. In his searching for the confiscated book he finds letters - from his mother Judy - which are all dated after her supposed death. Hereafter Christopher vomits for several hours in his bed until his father comes home. Ed realises that Christopher had found the letters and admits how he lied about her death and explains that he was the one who killed Wellington after an argument with Mrs Shears.
He no longer trusts his father and escapes to London where his mother lives according to the letters. When he finally gets to her house, Judy is glad to see him. Judy is now living with Mr Shears and he does not want Christopher staying at their place. Because of the conflict, Judy and Mr Shears split up. Christopher explains that he wants to go back to Swindon in order to do his mathematics A-level and therefore his mother rents a room in Swindon and agrees with Ed, that him and Christopher can meet up once in a while. Christopher is still very frightened of his father but towards the end of the book, his father gives him a golden retriever called Sandy.
The novel ends happy with Christopher completing his A-levels with top grades and decides to do even further exams. In the novel he explains that he wants to become an astronaut but this coal has changed. He now wants to become a scientist, after studying on a university.
Reading this book has taught me a lot of things about the everyday life in England. Of course it’s not every day you find a stabbed dog in a garden but all the other elements in the book, like the language between Ed and Christopher and the A-level-system.
I would definitely recommend this book to all sorts of readers!
The novel’s beginning takes place in an odd scene. It was 7 minute after midnight and Christopher went through the gate to his neighbour’s, Mrs. Shears, garden. The black poodle he finds has a big garden fork sticking through it and he wonders about who have killed it and why.
In the next few chapters, Christopher explains a bit about himself and how he lives his everyday life. Here, we also meet his mentor, Siobhan, who teaches him how to behave in situations he could find difficult to get through. He explains the many reasons why he wants to write a book about this murder and introduces the readers to his fancy universe.
After finding the dog, the police shows up and the police officer touches Christopher. He doesn’t like to be touched by anyone and hits the policeman, which is why he ends up on the police station. Later, Christopher is realised with a caution and his father comes pick him up. Christopher does not understand why his father keeps getting mad every time he talks about the dog and its mysterious dead. He keeps telling Christopher to “stay out of other people’s business” but Christopher continues searching for the true answers. One day Ed finds the book he is writing on and him and Christopher ends up in a fight. Ed takes the book away from Christopher so he starts looking for it. In his searching for the confiscated book he finds letters - from his mother Judy - which are all dated after her supposed death. Hereafter Christopher vomits for several hours in his bed until his father comes home. Ed realises that Christopher had found the letters and admits how he lied about her death and explains that he was the one who killed Wellington after an argument with Mrs Shears.
He no longer trusts his father and escapes to London where his mother lives according to the letters. When he finally gets to her house, Judy is glad to see him. Judy is now living with Mr Shears and he does not want Christopher staying at their place. Because of the conflict, Judy and Mr Shears split up. Christopher explains that he wants to go back to Swindon in order to do his mathematics A-level and therefore his mother rents a room in Swindon and agrees with Ed, that him and Christopher can meet up once in a while. Christopher is still very frightened of his father but towards the end of the book, his father gives him a golden retriever called Sandy.
The novel ends happy with Christopher completing his A-levels with top grades and decides to do even further exams. In the novel he explains that he wants to become an astronaut but this coal has changed. He now wants to become a scientist, after studying on a university.
Reading this book has taught me a lot of things about the everyday life in England. Of course it’s not every day you find a stabbed dog in a garden but all the other elements in the book, like the language between Ed and Christopher and the A-level-system.
I would definitely recommend this book to all sorts of readers!
De gale - slutning
De Gale
- slutning
- slutning
Han sad i lænestolen med et tæppe over sig og svedte, hans hår var helt vådt, og han lignede en af de gale, samme tomme blik ud i luften. Jeg åndede tungt. Bag glasdørene ind til spisestuen stod Topper med sit blik rettet mod den far, der havde opfostret os begge.
- Jeg vil ikke ha’ jer her!
Selvom jeg havde set den komme, følte jeg alligevel at de spydige ord ramte mig som et brutalt slag i ansigtet. Jeg vidste ikke, om Popsy kendte til forbindelsen, der var mellem os tre mænd, men jeg havde den vage fornemmelse af, at hun havde opfattet det samme som jeg selv. Han var ikke længere til stede på den måde samfundet ville have, at han skulle være. På den måde jeg selv ville have, at han skulle være til stede på.
- Jeg vil ikke!
- Far…
Lyden fra min stemme satte sig fast i ganen, og til trods for at jeg gerne ville sige mere, så kunne jeg ikke. Jeg følte mig usikker, magtesløs og tvunget ind i en situation, jeg ikke ønskede at stå i. Jeg havde lyst til at smide håndklædet i ringen, lægge mig på ryggen og blotte struben. Jeg var færdig med den her leg, ville rives ud af dette mareridt.
- Jeg vil ikke ha’ jer! Jeg vil ikke! Jeg vil ikke ha’ jer her!
Lyset i loftet blinkede usikkert, hvilket gjorde, at hans bevægelser blev simuleret til at foregå i slowmotion. Måden hvorpå han mægtigt tårnede sig op fra lænestolen var både uhyggelig og ganske uvirkeligt. Det kunne ikke passe, at det var sådan det hang sammen. Min far kunne umuligt være en af ”De Gale” og i det jeg forsøgte at bilde mig ind, at det hele bare var en stor joke begyndte han at grine højt. Det var en ru latter, der kom i raspende stød et sted dybt nede fra hans mave, og man kunne høre, at han ikke havde drukket noget i lang tid, i hvert fald ikke andet end sprut. En revolver blev knyttet i hans næve og rystede i takt med hele hans klukkende krop, der forsatte med sine ryst selv efter det sælsomme klik fra endnu en pistol, der blev ladt.
- Popsy!
Men det var allerede for sent. Jeg hørte Toppers fedtede håndflader ramme mod glasdørens ruder, men noget sagde mig, at han ikke turde træde ind i lokalet, der takket være den ringe belysning blinkede med jævne mellemrum. Jeg så, hvordan min far gik lidt i knæ for derefter at vippe bagover i den stol, som han altid havde siddet i om aftenen. Ramt direkte ind mellem venstre øjenhule og næseryggen og synet fik et gys til at vælte indover mig.
Da vi havde rejst gennem landet, var jeg så småt begyndt at vænne mig til tanken om ikke at komme hjem til mine forældre. Det var vel en overlevelsesmetode at jeg på en eller anden måde havde accepteret det faktum, at de var væk, men så havde han jo siddet der, og pludselig var der en chance for at det hele måske kunne blive godt igen. Popsy havde ødelagt det hele.
Måske kunne han have fortalt hvor Maiken befandt sig eller hvor mor var, og så havde Popsy bare sprængt det hele i luften. En blodåre pulserede som en pyton i min pande og jeg strakte frustreret armene over hovedet. På et splitsekund var det som om, at hele min verden havde vendt i en massiv turbulens. Alle de følelser der havde påvirket den lange rejse var ligegyldige, alt var ligegyldigt. Den velkendte lyd af glasdøren, der blev åbnet skar ind igennem min tankestrøm. Topper ville selvfølgelig holde med hende. Selvfølgelig ville han det. Jeg var jo bare Steff, ham med den gale far.
- Topper… hviskede Popsy og lod sin kraftigt skælvende hånd dale ned langs siden. Elegant trådte Topper modigt frem, tog den lille pistol fra Popsy i et snuptag og lagde armene om hendes smalle skuldre. - Han ville skyde os.
Det havde måske blot været en konstatering, men i det øjeblik opfattede jeg det som en beskyldning. Som et angreb. Selvfølgelig ville han ikke have skudt nogen af dem. Han ville have kommet til fornuft, og han ville have fortalt os hvor Maiken var gemt. Han ville fortælle os at Maiken var nede ved stranden og fange krabber med sine bare hænder. At hun løb igennem vandkanten med sine røde ben.
- Giv mig pistolen, bad jeg og rakte en flad hånd frem. Mit blik var rettet direkte ud i luften, og jeg kunne mærke den måde Topper stirrede på mig. Jeg mærkede hans tanker. Han tænkte, at jeg var blevet lige så gal som min far. Min far. - Topper for fanden, giv mig pistolen! Min stemme var skinger af desperation og jeg rettede mine øjne mod dem. Lyset var åbenbart vendt tilbage i dem, for det begyndte så småt at dæmre for dem, at jeg ikke var blevet gal.
- Steff, jeg tror det er bedst hvis vi smider den væk.
- Nå, så det tror du? Skepsis sprang fra hver en fiber i min krop og jeg gik to stive skridt tættere på de to forelskede. - Lad os endelig bare glemme alt. Jo mere af Steffs fortid der er væk, jo hurtigere kan Popsy og jeg starte vores fremtid, imiterede jeg Toppers til tider overlegne stemme. Han var målløs, og mens Popsy stirrede skiftevis mellem vores ansigter havde jeg rig mulighed for at snuppe pistolen fra hans greb. Jeg kunne afslutte det hele nu. Al galskaben. Stige ud af livet. Stige ud af trædemøllen. Jeg tørrede hagen med min håndryg og stak den lille sorte klump i bæltet.
- Steff… sagde Topper med en del luft bag udbruddet, så det nærmest lød som om, han var lettet.
- Han havde altid haft den, sagde jeg og bukkede mig ned ved siden af min far. En strøm af tårer pressede sig op omkring mine øjenæbler, men jeg tvang dem til ikke at løbe over renden. Jeg stirrede på revolveren, som jeg havde kendt hele min barndom. Selvom jeg vidste hvad den var i stand til, så havde jeg aldrig frygtet den det mindste. - Altid, gentog jeg og rakte ud efter den. Det overraskede mig hvor tung den egentlig var.
- Det ved jeg, valgte Topper tonløst at sige. Jeg vendte hovedet mod ham og rankede ryggen. Han vidste intet, og jeg vidste, at han vidste, at det var det, jeg tænkte. Topper slog blikket ned i gulvet, og Popsy forsatte med at skælve som om jorden rystede under hende. Deres anonyme tilstedeværelse fik mig til at føle mig som den eneste i hele verden, og jeg måtte erkende, at det var en rar følelse. Måske jeg burde ændre retning, lave min egen rute og forsætte i min egen verden. En verden hvor kun mit valg havde en betydning. At overleve eller at dø. Jeg vendte revolveren i min hånd, vægtede den og slog den op, så hylsteret hvor de glatte patroner skulle sidde blev skudt frem. Hvad der i et kort øjeblik havde mindet mig om en scene fra James Bond, blev pludselig forvandlet til en skrækfilm. Jeg kunne se gulvet gennem hvert af de ti huller. Ikke en eneste patron var sat i. Jeg hævede mit ansigt, mærkede salte dråber kilde sig vej ned på min hage og lod mit blik mødes med deres. De kendte allerede svaret, og det samme gjorde jeg. Måske var vi bare en smule uenige om resultatet. Med den smukke revolver i min venstre hånd trak jeg den lille frem fra bæltet, rettede den ud i strakt arm, ladede og fyrede så af.
Hun lå lidt i hans arme, forsøgte at hviske noget, men blodet skvulpede bare over hendes læber og dannede små bobler. Selv forsatte jeg bare med at græde. Tårerne ramte gulvtæppet i næsten ligeså store mængder som den røde masse flød fra Popsy. Det var ikke rigtigt til at fatte. Hun var kommet til os så pludseligt, og nu forlod hun os så pludseligt. Topper vuggede hendes døde krop i sin favn, men da jeg trådte et skridt frem sprang han op, med et ansigt mere galt end de gales. Det glødede og øjnene var sært dyriske.
- Steff… hans stemme var vild og prustende. Arrigt jog han ud efter mig og jeg lod ham gribe fat i mit tøj. - Hvorfor? Hvorfor, Steff? Han ruskede hårdt i mig som om det skulle give mig lyst til at åbne op for mine allerdybeste følelser. I et øjeblik holdt han mig kun fast med sin ene hånd, da han accelererede med den anden. Jeg følte smerten før den knyttede næve ramte mig, og efter hvert slag sørgede jeg for at vende blikket tilbage på ham.
- Han var gal! Hører du hvad jeg siger? Gal!
Jeg forsøgte at forstå, men så pressede han os mod væggen. Jeg mærkede hans varme krop mod min, og jeg forsatte med at stirre tilbage på ham. Efter hvert sekund blev slagenes kraft fordoblet, og efter hvert slag blev mit hoved tungere og tungere. Blodet smurte min hals indefra og det fik min vejrtrækning til at gurgle sælsomt. Min tunge mærkede en tand blive slået løs, og da Topper rettede en heftig næve mod mit mellemgulv, blev den spyttet over hans skulder. Jeg mærkede varmen brede sig i mit ansigt, hvordan den opsvulmede hud spændte sig og for sit indre blik, bag de hævede øjenlåg, kunne jeg nærmest se farverne for mig.
- Er det det eneste, du kan byde på?
Jeg havde slet ingen fornemmelse af hvilken retning mit hoved trillede. Toppers varme var så tæt på, men alligevel forekom hans nærvær som på miles afstand. Han blev ved med at dukke op for mit indre. Ham, der gik og lavede spontane digte om min dovenskab, mens han pegede på mig med en overlegen pegefinger. ”Det ka’ du ik bare. Og lad være med at læg’ dig, du har pligter og vi får ingen mad hvis du svigter.”
- Steff for fanden, hviskede han og mærkede hans pande dunke opgivende ind i det stykke væg ved siden af mit hoved. - Du fatter ikke en skid.
Smerteligt trak jeg på skuldrene, og fortrød i samme øjeblik. Hans hånd gled op langs min side og han hårdt greb fat i trøjens tekstiler omkring armhulen.
- Jeg vil ikke have at du dør. Jeg vil have, at du skal forsætte resten af dit liv med dine ar og med den skyld. Jeg vil have at du… hans stemme døde hen og han rettede sig igen op. Varmen forsvandt og jeg følte mig nøgen. - Jeg hader dig, Steff. Og lige netop dét hader jeg allermest. Hvor fanden knækkede filmen?
Jeg vidste godt at jeg ikke burde, men trak alligevel på skuldrene.
- Gør mig for helvede den tjeneste at få det afsluttet, bad jeg ham indtrængende og samlede mine blodige hænder om hans kæber, der bittert vred sig under den bløde hud. - Ellers gør jeg det kraftedeme se…
Jeg vidste ikke hvordan jeg endte der, men jeg mærkede det velkendte gulvtæppe under mig. Glasdøren ind til spisestuen var smadret, og jeg havde på fornemmelsen af, at det var dens skår jeg havde i baghovedet. Jeg kunne ikke mærke min krop. Hverken mine ben, arme, hoved eller noget. Gennem mine øjenvipper kunne jeg se Topper sidde overskrævs på mig, end ikke dét kunne min forslåede krop mærke. Han rykkede på sig, og efterfølgende vendte smerterne tilbage med fornyet energi. De beroligende smerter, der var min eneste forbindelse til livet hvor jeg ikke længere passede ind. Jeg ville aldrig glemme dengang jeg mødte Topper.
- Jeg vil ikke ha’ jer her!
Selvom jeg havde set den komme, følte jeg alligevel at de spydige ord ramte mig som et brutalt slag i ansigtet. Jeg vidste ikke, om Popsy kendte til forbindelsen, der var mellem os tre mænd, men jeg havde den vage fornemmelse af, at hun havde opfattet det samme som jeg selv. Han var ikke længere til stede på den måde samfundet ville have, at han skulle være. På den måde jeg selv ville have, at han skulle være til stede på.
- Jeg vil ikke!
- Far…
Lyden fra min stemme satte sig fast i ganen, og til trods for at jeg gerne ville sige mere, så kunne jeg ikke. Jeg følte mig usikker, magtesløs og tvunget ind i en situation, jeg ikke ønskede at stå i. Jeg havde lyst til at smide håndklædet i ringen, lægge mig på ryggen og blotte struben. Jeg var færdig med den her leg, ville rives ud af dette mareridt.
- Jeg vil ikke ha’ jer! Jeg vil ikke! Jeg vil ikke ha’ jer her!
Lyset i loftet blinkede usikkert, hvilket gjorde, at hans bevægelser blev simuleret til at foregå i slowmotion. Måden hvorpå han mægtigt tårnede sig op fra lænestolen var både uhyggelig og ganske uvirkeligt. Det kunne ikke passe, at det var sådan det hang sammen. Min far kunne umuligt være en af ”De Gale” og i det jeg forsøgte at bilde mig ind, at det hele bare var en stor joke begyndte han at grine højt. Det var en ru latter, der kom i raspende stød et sted dybt nede fra hans mave, og man kunne høre, at han ikke havde drukket noget i lang tid, i hvert fald ikke andet end sprut. En revolver blev knyttet i hans næve og rystede i takt med hele hans klukkende krop, der forsatte med sine ryst selv efter det sælsomme klik fra endnu en pistol, der blev ladt.
- Popsy!
Men det var allerede for sent. Jeg hørte Toppers fedtede håndflader ramme mod glasdørens ruder, men noget sagde mig, at han ikke turde træde ind i lokalet, der takket være den ringe belysning blinkede med jævne mellemrum. Jeg så, hvordan min far gik lidt i knæ for derefter at vippe bagover i den stol, som han altid havde siddet i om aftenen. Ramt direkte ind mellem venstre øjenhule og næseryggen og synet fik et gys til at vælte indover mig.
Da vi havde rejst gennem landet, var jeg så småt begyndt at vænne mig til tanken om ikke at komme hjem til mine forældre. Det var vel en overlevelsesmetode at jeg på en eller anden måde havde accepteret det faktum, at de var væk, men så havde han jo siddet der, og pludselig var der en chance for at det hele måske kunne blive godt igen. Popsy havde ødelagt det hele.
Måske kunne han have fortalt hvor Maiken befandt sig eller hvor mor var, og så havde Popsy bare sprængt det hele i luften. En blodåre pulserede som en pyton i min pande og jeg strakte frustreret armene over hovedet. På et splitsekund var det som om, at hele min verden havde vendt i en massiv turbulens. Alle de følelser der havde påvirket den lange rejse var ligegyldige, alt var ligegyldigt. Den velkendte lyd af glasdøren, der blev åbnet skar ind igennem min tankestrøm. Topper ville selvfølgelig holde med hende. Selvfølgelig ville han det. Jeg var jo bare Steff, ham med den gale far.
- Topper… hviskede Popsy og lod sin kraftigt skælvende hånd dale ned langs siden. Elegant trådte Topper modigt frem, tog den lille pistol fra Popsy i et snuptag og lagde armene om hendes smalle skuldre. - Han ville skyde os.
Det havde måske blot været en konstatering, men i det øjeblik opfattede jeg det som en beskyldning. Som et angreb. Selvfølgelig ville han ikke have skudt nogen af dem. Han ville have kommet til fornuft, og han ville have fortalt os hvor Maiken var gemt. Han ville fortælle os at Maiken var nede ved stranden og fange krabber med sine bare hænder. At hun løb igennem vandkanten med sine røde ben.
- Giv mig pistolen, bad jeg og rakte en flad hånd frem. Mit blik var rettet direkte ud i luften, og jeg kunne mærke den måde Topper stirrede på mig. Jeg mærkede hans tanker. Han tænkte, at jeg var blevet lige så gal som min far. Min far. - Topper for fanden, giv mig pistolen! Min stemme var skinger af desperation og jeg rettede mine øjne mod dem. Lyset var åbenbart vendt tilbage i dem, for det begyndte så småt at dæmre for dem, at jeg ikke var blevet gal.
- Steff, jeg tror det er bedst hvis vi smider den væk.
- Nå, så det tror du? Skepsis sprang fra hver en fiber i min krop og jeg gik to stive skridt tættere på de to forelskede. - Lad os endelig bare glemme alt. Jo mere af Steffs fortid der er væk, jo hurtigere kan Popsy og jeg starte vores fremtid, imiterede jeg Toppers til tider overlegne stemme. Han var målløs, og mens Popsy stirrede skiftevis mellem vores ansigter havde jeg rig mulighed for at snuppe pistolen fra hans greb. Jeg kunne afslutte det hele nu. Al galskaben. Stige ud af livet. Stige ud af trædemøllen. Jeg tørrede hagen med min håndryg og stak den lille sorte klump i bæltet.
- Steff… sagde Topper med en del luft bag udbruddet, så det nærmest lød som om, han var lettet.
- Han havde altid haft den, sagde jeg og bukkede mig ned ved siden af min far. En strøm af tårer pressede sig op omkring mine øjenæbler, men jeg tvang dem til ikke at løbe over renden. Jeg stirrede på revolveren, som jeg havde kendt hele min barndom. Selvom jeg vidste hvad den var i stand til, så havde jeg aldrig frygtet den det mindste. - Altid, gentog jeg og rakte ud efter den. Det overraskede mig hvor tung den egentlig var.
- Det ved jeg, valgte Topper tonløst at sige. Jeg vendte hovedet mod ham og rankede ryggen. Han vidste intet, og jeg vidste, at han vidste, at det var det, jeg tænkte. Topper slog blikket ned i gulvet, og Popsy forsatte med at skælve som om jorden rystede under hende. Deres anonyme tilstedeværelse fik mig til at føle mig som den eneste i hele verden, og jeg måtte erkende, at det var en rar følelse. Måske jeg burde ændre retning, lave min egen rute og forsætte i min egen verden. En verden hvor kun mit valg havde en betydning. At overleve eller at dø. Jeg vendte revolveren i min hånd, vægtede den og slog den op, så hylsteret hvor de glatte patroner skulle sidde blev skudt frem. Hvad der i et kort øjeblik havde mindet mig om en scene fra James Bond, blev pludselig forvandlet til en skrækfilm. Jeg kunne se gulvet gennem hvert af de ti huller. Ikke en eneste patron var sat i. Jeg hævede mit ansigt, mærkede salte dråber kilde sig vej ned på min hage og lod mit blik mødes med deres. De kendte allerede svaret, og det samme gjorde jeg. Måske var vi bare en smule uenige om resultatet. Med den smukke revolver i min venstre hånd trak jeg den lille frem fra bæltet, rettede den ud i strakt arm, ladede og fyrede så af.
Hun lå lidt i hans arme, forsøgte at hviske noget, men blodet skvulpede bare over hendes læber og dannede små bobler. Selv forsatte jeg bare med at græde. Tårerne ramte gulvtæppet i næsten ligeså store mængder som den røde masse flød fra Popsy. Det var ikke rigtigt til at fatte. Hun var kommet til os så pludseligt, og nu forlod hun os så pludseligt. Topper vuggede hendes døde krop i sin favn, men da jeg trådte et skridt frem sprang han op, med et ansigt mere galt end de gales. Det glødede og øjnene var sært dyriske.
- Steff… hans stemme var vild og prustende. Arrigt jog han ud efter mig og jeg lod ham gribe fat i mit tøj. - Hvorfor? Hvorfor, Steff? Han ruskede hårdt i mig som om det skulle give mig lyst til at åbne op for mine allerdybeste følelser. I et øjeblik holdt han mig kun fast med sin ene hånd, da han accelererede med den anden. Jeg følte smerten før den knyttede næve ramte mig, og efter hvert slag sørgede jeg for at vende blikket tilbage på ham.
- Han var gal! Hører du hvad jeg siger? Gal!
Jeg forsøgte at forstå, men så pressede han os mod væggen. Jeg mærkede hans varme krop mod min, og jeg forsatte med at stirre tilbage på ham. Efter hvert sekund blev slagenes kraft fordoblet, og efter hvert slag blev mit hoved tungere og tungere. Blodet smurte min hals indefra og det fik min vejrtrækning til at gurgle sælsomt. Min tunge mærkede en tand blive slået løs, og da Topper rettede en heftig næve mod mit mellemgulv, blev den spyttet over hans skulder. Jeg mærkede varmen brede sig i mit ansigt, hvordan den opsvulmede hud spændte sig og for sit indre blik, bag de hævede øjenlåg, kunne jeg nærmest se farverne for mig.
- Er det det eneste, du kan byde på?
Jeg havde slet ingen fornemmelse af hvilken retning mit hoved trillede. Toppers varme var så tæt på, men alligevel forekom hans nærvær som på miles afstand. Han blev ved med at dukke op for mit indre. Ham, der gik og lavede spontane digte om min dovenskab, mens han pegede på mig med en overlegen pegefinger. ”Det ka’ du ik bare. Og lad være med at læg’ dig, du har pligter og vi får ingen mad hvis du svigter.”
- Steff for fanden, hviskede han og mærkede hans pande dunke opgivende ind i det stykke væg ved siden af mit hoved. - Du fatter ikke en skid.
Smerteligt trak jeg på skuldrene, og fortrød i samme øjeblik. Hans hånd gled op langs min side og han hårdt greb fat i trøjens tekstiler omkring armhulen.
- Jeg vil ikke have at du dør. Jeg vil have, at du skal forsætte resten af dit liv med dine ar og med den skyld. Jeg vil have at du… hans stemme døde hen og han rettede sig igen op. Varmen forsvandt og jeg følte mig nøgen. - Jeg hader dig, Steff. Og lige netop dét hader jeg allermest. Hvor fanden knækkede filmen?
Jeg vidste godt at jeg ikke burde, men trak alligevel på skuldrene.
- Gør mig for helvede den tjeneste at få det afsluttet, bad jeg ham indtrængende og samlede mine blodige hænder om hans kæber, der bittert vred sig under den bløde hud. - Ellers gør jeg det kraftedeme se…
Jeg vidste ikke hvordan jeg endte der, men jeg mærkede det velkendte gulvtæppe under mig. Glasdøren ind til spisestuen var smadret, og jeg havde på fornemmelsen af, at det var dens skår jeg havde i baghovedet. Jeg kunne ikke mærke min krop. Hverken mine ben, arme, hoved eller noget. Gennem mine øjenvipper kunne jeg se Topper sidde overskrævs på mig, end ikke dét kunne min forslåede krop mærke. Han rykkede på sig, og efterfølgende vendte smerterne tilbage med fornyet energi. De beroligende smerter, der var min eneste forbindelse til livet hvor jeg ikke længere passede ind. Jeg ville aldrig glemme dengang jeg mødte Topper.
De Gale
I dansk har vi læst denne "fremtids"-bog skrevet af Kim Fupz Aakeson kaldt "De Gale" fra '92. Den sætter virkelig spørgsmål ved det mest diskuterede emne af dem alle; nemlig normaliteten. Normalitet blandt venner, blandt familie men vigtigst af alt blandt samfundet. Den er omkring 160 sider, foregår i 2010 og er relativ nem at læse på grund af Aakesons fantastiske evne til at formulere sig. I bogen vil man opleve at dialog er skrevet således:
- Jeg ved det godt, sagde han og stirrede på stakken af aviser. - Men vi bliver altså nød til at gøre noget.
- Men hvad kan vi gøre?
Hvilket jeg har forsøgt at kopiere i min afslutning.
Før jeg vil smide den herind vil jeg lige guide igennem handlingen: Steff er jeg-personen fra Helsingør og som 14-årig møder han en dreng, der hedder Topper. Bogen starter med en introduktion af deres venskab og den første sætning i kapitel 1 er "Jeg glemmer aldrig den dag hvor jeg mødte Topper". Det bliver fortalt, at Toppers forældre kørte sig ihjel et sted i Californien, og var blevet overladt til en onkel, der forekom nærmest fremmede for ham. Langsomt begynder Topper at være mere og mere inde i Steffs familie, og til sidst flytter han ind på deres gæsteværelse. Steff er den lidt mere hårde type, hvorimod Topper er høj og ranglet, og forsvarer sig selv ved sin overlegene tunge. De starter begge på Syddansk Universitet hvor de studerer biologi og alt sådan noget.
Efter årtusindeskiftet begyndte en masse sygdomme at ramme mennesker, på grund af videnskabens forsøg på at udvikle både det ene og det andet. Folk frygter bioterror, og en aften går det op for både Steff og Topper, samt resten af universitetet, at det for alvor er gået løs. Der er sluppet en virus ud der lidt ligesom en Trojan Horse sletter hukommelsen på alle over 25, hvilket gør dem helt gale. Alle bliver bedt om at blive på universitetet, men Steff og Topper flygter hjem mod Helsingør for at se til Steffs 6-årige lillesøster Maiken, der er alene med de to forældre, der med garanti er nået at blive gale.
Rejsen foregår til fods, alle veje er lukket og militæret har taget over. Man handler med guld, vand og benzin og hele samfundet er på grundens rand. På Fyn møder drengene en ung kvinde med navn Popsy, der er på vej mod Sverige og sammen følges de til Helsingør. Popsys tilstedeværelse er med til at udvikle Steff og Topper gennem bogen, hun er en vigtig nøgleperson, der får dem til at indse at det er en kamp om overlevelse. Begge drenge bliver i løbet af den lange rejse forelsket i Popsy og det påvirker deres sammenhold. Steff, Topper og Popsy ankommer langt om længe til Helsingør hvor militæret så småt er ved at få styr på tingene, da alle under 25 er blevet samlet på Sjælland. Inde i deres hus er der ikke et øje at se, men da de når ind i stuen bemærker de en fremmede. Han er en gal, der selv er dødeligt såret, men ved deres ankomst finder han energi nok til at skyde Topper. Topper dør i armene på Steff og de begraver ham ude i haven. Den slutter med at de aftaler at gå ud og lede efter Maiken, men inden forlanger Popsy at Steff fortæller alt om Topper, så de aldrig ville glemme ham.
Jeg har slettet slutningen fra det punkt hvor Aakeson beskriver at det er en fremmede, der sidder i stuen. I stedet har jeg gjort sådan at det er Steffs far, der sidder med revolveren. Jeg har forsøgt at sætte et endnu tydeligere spørgsmålstegn ved hvem de gale egentlig er. Er det dem, der render rundt og ikke kan huske noget, og desperat knytter sig til ting de tror de kan huske, er det dem, der forsøger at genetablere samfundet eller er det dem, der reagere på vegne af De Gale.
- Jeg ved det godt, sagde han og stirrede på stakken af aviser. - Men vi bliver altså nød til at gøre noget.
- Men hvad kan vi gøre?
Hvilket jeg har forsøgt at kopiere i min afslutning.
Før jeg vil smide den herind vil jeg lige guide igennem handlingen: Steff er jeg-personen fra Helsingør og som 14-årig møder han en dreng, der hedder Topper. Bogen starter med en introduktion af deres venskab og den første sætning i kapitel 1 er "Jeg glemmer aldrig den dag hvor jeg mødte Topper". Det bliver fortalt, at Toppers forældre kørte sig ihjel et sted i Californien, og var blevet overladt til en onkel, der forekom nærmest fremmede for ham. Langsomt begynder Topper at være mere og mere inde i Steffs familie, og til sidst flytter han ind på deres gæsteværelse. Steff er den lidt mere hårde type, hvorimod Topper er høj og ranglet, og forsvarer sig selv ved sin overlegene tunge. De starter begge på Syddansk Universitet hvor de studerer biologi og alt sådan noget.
Efter årtusindeskiftet begyndte en masse sygdomme at ramme mennesker, på grund af videnskabens forsøg på at udvikle både det ene og det andet. Folk frygter bioterror, og en aften går det op for både Steff og Topper, samt resten af universitetet, at det for alvor er gået løs. Der er sluppet en virus ud der lidt ligesom en Trojan Horse sletter hukommelsen på alle over 25, hvilket gør dem helt gale. Alle bliver bedt om at blive på universitetet, men Steff og Topper flygter hjem mod Helsingør for at se til Steffs 6-årige lillesøster Maiken, der er alene med de to forældre, der med garanti er nået at blive gale.
Rejsen foregår til fods, alle veje er lukket og militæret har taget over. Man handler med guld, vand og benzin og hele samfundet er på grundens rand. På Fyn møder drengene en ung kvinde med navn Popsy, der er på vej mod Sverige og sammen følges de til Helsingør. Popsys tilstedeværelse er med til at udvikle Steff og Topper gennem bogen, hun er en vigtig nøgleperson, der får dem til at indse at det er en kamp om overlevelse. Begge drenge bliver i løbet af den lange rejse forelsket i Popsy og det påvirker deres sammenhold. Steff, Topper og Popsy ankommer langt om længe til Helsingør hvor militæret så småt er ved at få styr på tingene, da alle under 25 er blevet samlet på Sjælland. Inde i deres hus er der ikke et øje at se, men da de når ind i stuen bemærker de en fremmede. Han er en gal, der selv er dødeligt såret, men ved deres ankomst finder han energi nok til at skyde Topper. Topper dør i armene på Steff og de begraver ham ude i haven. Den slutter med at de aftaler at gå ud og lede efter Maiken, men inden forlanger Popsy at Steff fortæller alt om Topper, så de aldrig ville glemme ham.
Jeg har slettet slutningen fra det punkt hvor Aakeson beskriver at det er en fremmede, der sidder i stuen. I stedet har jeg gjort sådan at det er Steffs far, der sidder med revolveren. Jeg har forsøgt at sætte et endnu tydeligere spørgsmålstegn ved hvem de gale egentlig er. Er det dem, der render rundt og ikke kan huske noget, og desperat knytter sig til ting de tror de kan huske, er det dem, der forsøger at genetablere samfundet eller er det dem, der reagere på vegne af De Gale.
søndag den 24. april 2011
Jeg tænker ikke så meget på det...
Jeg tænker ikke så meget på det. Der var selvfølgelig et par tårer i starten, men så heller ikke mere. Det var rart at det skete om natten. Så kunne man skjule det hele i mørket, og ingen spørgsmål ville kræve svar. Det hele kunne bare ske, og man kunne vågne op til en ny dag. Et nyt liv. En ny følelse i maven. Jeg havde lyst til at sove videre. Blive i nattens ly, hvor jeg kunne skjule alle tårer, følelser og de tanker og idéer der nu måtte opstå, men sollyset var så ufattelig blændende lige netop den morgen og tvang mig til at forsætte livet på to ben. Jeg havde regnet med at jeg ville kunne mærke smerterne i lidt længere tid. Bare en dag eller to. Det skete bare ikke, og det fik mig til at tænke på, om det var sundt for mig bare at leve uden. Eller måske var jeg bare heldig. Måske kunne jeg slet ikke føle mere. Hverken glæde, sorg eller vrede. Måske var jeg bare en tom skal, der ventede på at kunne komme længere frem i køen. Små skridt, ikke mere end to-tre af gangen og når jeg tænker tilbage, må jeg bittert erkende, at jeg kun oplevede nedturene, når jeg var alene. Når jeg levede mit hverdagsliv, længtes jeg efter det støttehjul, der pludselig forekom livsnødvendigt for mig, og jeg blev vel nok sårbar. Mistede nok også lidt overskuddet til at gøre noget, eller til at være noget. Så længe jeg var alene var alt andet ligegyldigt for det hele handlede om den ene ting. Kun den ene, og intet andet. Men så var det jo at det skete, og hele verdenen åbnede sig op for mig. Det var ikke en ny verden, det var bare en forsættelse af alt det gamle. Af verdenen for et halvt år siden. Jeg føler lidt at alt den tid, der nu har passeret forbi, uden så meget som at overveje at vende tilbage, er et kapitel i mit liv, der er blevet afsluttet ved at blive slettet. Det beklager jeg.
torsdag den 14. april 2011
Playmate - part 1
1st part of my English essay. To be honest, I'm not sure what to say...
The first night they had met on playground, he had promised her that he would not touch her without her permission. He really wanted to keep that promise, but she had let him touch her all night, so what was the different now? Hopefully, the contract with the “Yes Liam, you may” in it hadn’t expired just yet.
Firstly, he waved gently his hand right in front of her pale face. No reaction. How far could he go? He waved a little harder, let a gentle wind stroke her hair and put his face next to hers. She was asleep and the feeling of pride rose up inside him. She dared to sleep in his company. She dared to close her eyes with him lying right next to her.
“You must not be afraid,” he had commanded her that night they met.
- “I’m not afraid and that’s what scares me.”
Liam knew why she wasn’t afraid. A few minutes before he had spoken those words she had drank his blood. Not much, but enough to heal the swollen part of her cheek and to make him, seem a bit more attractive to her. A sneaky trick he used with the ones he wanted. The precious ones. The ones who laughed when he told jokes, jokes he had practiced for a long time just to give response to all the things that didn’t really mattered to him, but was important to humans and the assimilated creatures. The very few, who wanted to assimilate. Most vamps didn’t dare to assimilate, it was way too dangerous.
Anthony, his maker, never liked the vampires, who wanted to live among humans.
“They do not deserve to call themselves pure blooded” he always said. He was a good teacher for Liam, no doubt about that. Taught him about everything Liam would need to know about everything; about how to communicate properly, how to hunt, how to control people and break into their minds and how to realize, that he was on top of the food chain, master of the world’s ecosystem. He even taught him seven out of the sixteen languages he knew, which became very useful during the First and Second World War.
Playmate
Liam starred at her face. He knew it was rude but she was asleep, so he didn’t really care at all. Besides, it was nearly 10 centuries ago his mother taught him about how to behave; most important how not to. He wondered if angels like her had the same needs as humans, such as sleep or food. Maybe she was just pretending to be dreaming and was looking right back at him through her long, beautiful, black lashes? There was only one way to find out, he thought to himself and reached out his small hand. The first night they had met on playground, he had promised her that he would not touch her without her permission. He really wanted to keep that promise, but she had let him touch her all night, so what was the different now? Hopefully, the contract with the “Yes Liam, you may” in it hadn’t expired just yet.
Firstly, he waved gently his hand right in front of her pale face. No reaction. How far could he go? He waved a little harder, let a gentle wind stroke her hair and put his face next to hers. She was asleep and the feeling of pride rose up inside him. She dared to sleep in his company. She dared to close her eyes with him lying right next to her.
“You must not be afraid,” he had commanded her that night they met.
- “I’m not afraid and that’s what scares me.”
Liam knew why she wasn’t afraid. A few minutes before he had spoken those words she had drank his blood. Not much, but enough to heal the swollen part of her cheek and to make him, seem a bit more attractive to her. A sneaky trick he used with the ones he wanted. The precious ones. The ones who laughed when he told jokes, jokes he had practiced for a long time just to give response to all the things that didn’t really mattered to him, but was important to humans and the assimilated creatures. The very few, who wanted to assimilate. Most vamps didn’t dare to assimilate, it was way too dangerous.
Anthony, his maker, never liked the vampires, who wanted to live among humans.
“They do not deserve to call themselves pure blooded” he always said. He was a good teacher for Liam, no doubt about that. Taught him about everything Liam would need to know about everything; about how to communicate properly, how to hunt, how to control people and break into their minds and how to realize, that he was on top of the food chain, master of the world’s ecosystem. He even taught him seven out of the sixteen languages he knew, which became very useful during the First and Second World War.
onsdag den 13. april 2011
16-års valgret - Dialog novelle
16-års valgret
”Hører du overhovedet efter?”
- ”Nej.”
”Er du slet ikke klar over, hvilken betydning det har for dig?”
- ”Nej.”
”Du er måske helt ligeglad?”
- ”Ja.”
”…”
- ”Jeg er alligevel ikke gammel nok til at stemme.”
”Måske ikke, men du burde måske overveje at gøre dig nogle tanker om din fremtid. Interesserer du dig slet ikke for den?”
- ”Nej.”
”Og hvad nu hvis du måtte stemme som 16-årig? Hvad ville du så gøre?”
- ”Far, jeg er ligeglad. Man kan vel stemme blankt.”
”Måske, men forestil dig hvis halvdelen af nationen stemte blankt, fordi de var røvligeglade – hvad så?”
- ”Det aner jeg da ikke, det er sgu da ikke mit problem hvis politikerne ikke er værd at høre på.”
”Hvad nu hvis et parti lovede gratis knallertkørekort, ville du så stemme på dem?”
- ”Jeg er ikke gammel nok til at stemme.”
”Nej, men hvis vi nu antager at du måtte stemme nu. 16-årig valgsret”
- ”Ja.”
”Ja?”
- ”Ja, jeg ville stemme på dem for helvede!”
”Hvad vil du så gøre hvis det gratis kørekort, betyder at gamle mennesker ikke kan få pleje?”
- ”Det ved jeg ikke, jeg er ikke selv gammel.”
”Men det bliver du.”
- ”Måske.”
”Vil du så ikke have en til at tørre dig i røven, når du ikke selv kunne?”
- ”Det ved jeg ikke, det ville vel være meget rart at få folk til at gøre ting for én.”
”De gør det jo ikke, fordi du ikke har lyst, men fordi du ikke kan.”
- ”Det ved jeg.”
”Vil du så stadig have det gratis knallertkørekort?”
- ”Ja.”
”Du ved godt, at mormor er på plejehjem, ikke?”
- ”Jo, men hun er jo også mega gammel.”
”Netop. Ville du besøge hende to gange dagligt på din knallert og tørre hende i røven?”
- ”Nej, det er mors mor.”
”Så mor skal gøre det?”
- ”Ja. Hun har bil.”
”Men hvad nu hvis…”
- ”Far, stop med at snakke om mormors røv.”
”Lad være med at tale sådan om din mormor.”
- ”…”
”Nå…”
- ”Hvad stemmer du måske på?”
”Social demokraterne.”
- ”Gør mor også det?”
”Nej.”
- ”Hvorfor ikke?”
”Fordi hun stemmer på Venstre.”
- ”Hvorfor er I så gift?”
”Man kan altså godt have forskellige holdninger uden at være i krig.”
- ”Kan du så ikke diskutere med hende i stedet? Det må I vel gøre ofte…”
”Nej. Vi holder det for os selv.”
- ”Hvorfor må jeg så ikke holde det for mig selv?”
”Fordi du ikke har noget holde for dig selv. Du aner jo ikke en pind om politik.”
- ”Jeg ved godt hvem Søren Pind er.”
”Hvem er han så?”
- ”Danmarks ældste 42-årig.”
”Hvad mener du?”
- ”Han ser sgu da mega gammel ud. Han har sikkert folk til at tørre sig i røven.”
”Det må vi da håbe, med den løn de får. Men ved du hvem han er?”
- ”Nej.”
”Nej?”
- ”Nej for helvede!”
”Men du ved, at han er politiker?”
- ”Ja.”
”Og hvordan ved du det?”
- ”Han ligner en.”
”Måske, men har du lært det i skolen?”
- ”Sådan lidt.”
”Lidt?”
- ”Ja, lidt. Lone snakker mere om sin egen økonomi end Danmarks.”
”Lone?”
- ”Min samfundsfagslærer.”
”Nåh, så hun er ikke blevet sparret væk endnu?”
- ”Nej, men det burde de fandeme.”
”Lærer hun jer ikke noget?”
- ”Nej.”
”Nej?”
- ”Nej, hendes kommende weekender tror hun interesserer os mere.”
”Ville politik interessere dig mere?”
- ”Nej.”
”Hvorfor brokker du dig så?”
- ”Fordi…”
”Fordi du kan?”
- ”Ja, jeg er 16, det er det eneste, jeg kan.”
”Måske.”
- ”Hvorimod du, du er 60.”
”58.”
- ”Jaja, så siger vi det. Men far?”
”Ja?”
- ”Hvordan gør man, så 16-årige får valgret?”
”Gør sig fortjent.”
- ”Nåh. Men kan jeg så få et knallertkørekort?”
”Gratis?”
- ”Ja.”
”Nej.”
- ”Hvordan gør man sig fortjent?”
”Ved at bruge din taleret. I unge skal sgu begynde at bevise for de støvede politikere, at I godt kan tage det ansvar at sætte kryds på stemmesedlen.”
- ”Nåh. Men hvad nu hvis man ikke ved nok om det? Må man så ikke stemme blankt?”
”Hvis man virkelig vil, så jo, det må man selvfølgelig godt.”
- ”Hvornår skal du stemme?”
”Det er der ingen, der ved. Men til næste valg er du gammel nok, og så må du love mig, at du ikke bare stemmer blankt.”
- ”Skal jeg stemme på social demokraterne?”
”Ja.”
- ”Nej.”
”Er du slet ikke klar over, hvilken betydning det har for dig?”
- ”Nej.”
”Du er måske helt ligeglad?”
- ”Ja.”
”…”
- ”Jeg er alligevel ikke gammel nok til at stemme.”
”Måske ikke, men du burde måske overveje at gøre dig nogle tanker om din fremtid. Interesserer du dig slet ikke for den?”
- ”Nej.”
”Og hvad nu hvis du måtte stemme som 16-årig? Hvad ville du så gøre?”
- ”Far, jeg er ligeglad. Man kan vel stemme blankt.”
”Måske, men forestil dig hvis halvdelen af nationen stemte blankt, fordi de var røvligeglade – hvad så?”
- ”Det aner jeg da ikke, det er sgu da ikke mit problem hvis politikerne ikke er værd at høre på.”
”Hvad nu hvis et parti lovede gratis knallertkørekort, ville du så stemme på dem?”
- ”Jeg er ikke gammel nok til at stemme.”
”Nej, men hvis vi nu antager at du måtte stemme nu. 16-årig valgsret”
- ”Ja.”
”Ja?”
- ”Ja, jeg ville stemme på dem for helvede!”
”Hvad vil du så gøre hvis det gratis kørekort, betyder at gamle mennesker ikke kan få pleje?”
- ”Det ved jeg ikke, jeg er ikke selv gammel.”
”Men det bliver du.”
- ”Måske.”
”Vil du så ikke have en til at tørre dig i røven, når du ikke selv kunne?”
- ”Det ved jeg ikke, det ville vel være meget rart at få folk til at gøre ting for én.”
”De gør det jo ikke, fordi du ikke har lyst, men fordi du ikke kan.”
- ”Det ved jeg.”
”Vil du så stadig have det gratis knallertkørekort?”
- ”Ja.”
”Du ved godt, at mormor er på plejehjem, ikke?”
- ”Jo, men hun er jo også mega gammel.”
”Netop. Ville du besøge hende to gange dagligt på din knallert og tørre hende i røven?”
- ”Nej, det er mors mor.”
”Så mor skal gøre det?”
- ”Ja. Hun har bil.”
”Men hvad nu hvis…”
- ”Far, stop med at snakke om mormors røv.”
”Lad være med at tale sådan om din mormor.”
- ”…”
”Nå…”
- ”Hvad stemmer du måske på?”
”Social demokraterne.”
- ”Gør mor også det?”
”Nej.”
- ”Hvorfor ikke?”
”Fordi hun stemmer på Venstre.”
- ”Hvorfor er I så gift?”
”Man kan altså godt have forskellige holdninger uden at være i krig.”
- ”Kan du så ikke diskutere med hende i stedet? Det må I vel gøre ofte…”
”Nej. Vi holder det for os selv.”
- ”Hvorfor må jeg så ikke holde det for mig selv?”
”Fordi du ikke har noget holde for dig selv. Du aner jo ikke en pind om politik.”
- ”Jeg ved godt hvem Søren Pind er.”
”Hvem er han så?”
- ”Danmarks ældste 42-årig.”
”Hvad mener du?”
- ”Han ser sgu da mega gammel ud. Han har sikkert folk til at tørre sig i røven.”
”Det må vi da håbe, med den løn de får. Men ved du hvem han er?”
- ”Nej.”
”Nej?”
- ”Nej for helvede!”
”Men du ved, at han er politiker?”
- ”Ja.”
”Og hvordan ved du det?”
- ”Han ligner en.”
”Måske, men har du lært det i skolen?”
- ”Sådan lidt.”
”Lidt?”
- ”Ja, lidt. Lone snakker mere om sin egen økonomi end Danmarks.”
”Lone?”
- ”Min samfundsfagslærer.”
”Nåh, så hun er ikke blevet sparret væk endnu?”
- ”Nej, men det burde de fandeme.”
”Lærer hun jer ikke noget?”
- ”Nej.”
”Nej?”
- ”Nej, hendes kommende weekender tror hun interesserer os mere.”
”Ville politik interessere dig mere?”
- ”Nej.”
”Hvorfor brokker du dig så?”
- ”Fordi…”
”Fordi du kan?”
- ”Ja, jeg er 16, det er det eneste, jeg kan.”
”Måske.”
- ”Hvorimod du, du er 60.”
”58.”
- ”Jaja, så siger vi det. Men far?”
”Ja?”
- ”Hvordan gør man, så 16-årige får valgret?”
”Gør sig fortjent.”
- ”Nåh. Men kan jeg så få et knallertkørekort?”
”Gratis?”
- ”Ja.”
”Nej.”
- ”Hvordan gør man sig fortjent?”
”Ved at bruge din taleret. I unge skal sgu begynde at bevise for de støvede politikere, at I godt kan tage det ansvar at sætte kryds på stemmesedlen.”
- ”Nåh. Men hvad nu hvis man ikke ved nok om det? Må man så ikke stemme blankt?”
”Hvis man virkelig vil, så jo, det må man selvfølgelig godt.”
- ”Hvornår skal du stemme?”
”Det er der ingen, der ved. Men til næste valg er du gammel nok, og så må du love mig, at du ikke bare stemmer blankt.”
- ”Skal jeg stemme på social demokraterne?”
”Ja.”
søndag den 3. april 2011
1) Du skal begynde
1) Du skal begynde
Jeg har svært ved at vurdere, om Kristen Bjørnkjær skriver ud fra mandens synsvinkel i et skænderi, eller kvindens. Selve digtets overlegne falkeøje virker på mig, som om det er en kvinde, der venter på at manden skal begynde, så hun kan rive op i alle sår og sprækker, så snart han blotter sig. Humlen ved det hele er dog bare, at jeg så ville have gået ud fra, at det var en kvinde, der havde skrevet digtet og ikke Kristen Bjørnkjær. På samme tid kunne det også være et digt, skrevet ud fra Bjørnkjærs personlige opfattelse af kvindens tanker under et skænderi, og jeg synes på mange måder at han rammer rigtig godt plet. For mig er der to parter i digtet. Det er selvfølgelig en mand og en kvinde, de er gift, og det har de været et godt stykke tid. Mange ting kunne have givet kvinden lyst til at skændes, måske denne episode kan have sat kvinden og hendes følelser i gang:
Om aftenen betragter de sammen solnedgangen ude på deres terrasse, mens de skiftevis nipper til hver deres kop kaffe. Himlen er dybrød over træer og tage, så bliver den lavendelblå og til sidst dyblilla, mens solen brænder ud i et ildhav i horisonten. Naboens lille datter er sent oppe, og leger stadig ude i haven, ligesom hun har gjort hele den forløbne dag. Pludselig hører de hende falde, og hun bryder ud i høj gråd.
Manden: ”Jeg håber snart de flytter.”
Kvinden: ”Hvorfor siger du dog sådan? Det kan du da ikke mene, hvor er du aggressiv.”
Hvis jeg selv havde sagt sådan, ville jeg også selv have forventet, at manden havde svaret igen, men hvad han i stedet gør, er at han giver sig til at læse videre i sin avis, med skyklapperne lukkede for. For ham, er samtalen slut, men kvindens sidste kommentar har fyldt hende med adrenalin, som bliver siddende i længere tid. Hun forventer et skænderi, som for hende pludselig er blevet nødvendigt, men som manden finder ganske unødvendigt. Et par minutter senere vil kvinden måske rydde af bordet og vil have, at manden skal tage stilling til noget andet, hun vil efterfølgende ikke forstå, hvorfor manden er mut og kort for hovedet. Grunden til det er, at hun lukkede samtalen ved at angribe hans følelser og meninger, i stedet for at have ladet situationen se således ud:
Manden: ”Jeg håber snart de flytter.”
Kvinden: ”Jeg tror, hun slog sig rigtig hårdt og vil trøstes.”
En anden situation, der også kunne have givet lyst til at starte et skænderi, er når kvinden hentyder til sine følelser, i stedet for at sige det direkte. Manden forstår ofte ikke, at kvinden indirekte prøver at sende ham et andet budskab end det, der ligger i ordene. Han vil derfor tage hendes ord for bogstaveligt og vil føle sig uretfærdigt behandlet. Dette er en ting som vil få ham til at svare igen, og med dét, sårer han kvindens følelser og meninger fordi hun tror, at han taler til hendes egentlige behov, og ikke til de ord hun havde brugt. Selvom kvinden måske med ord siger:
”Du ringer aldrig til mig.”
Mener hun i virkeligheden uden ord:
”Når du ikke ringer ofte til mig, føler jeg mig ignoreret og jeg har behov for din bekræftelse, fordi jeg savner dig.” Dette budskab kommer bare ikke frem til manden, fordi han tænker: ”Nu er hun urimelig igen.”
Jeg tror, at kvinden vælger at virke angribende frem for sårbar, i håb om at det vil få manden til at synes hun er stærkere. I stedet føler manden sig overgået og angrebet, og det kan desuden også give ham en dårlig oplevelse med telefonen, og gøre at han får mindre lyst til at ringe til hende fra arbejde, og sige søde ting til hende. For at få budskabet til at skinne igennem bliver kvinden nød til at lukke helt op for sine følelser, og samtidig rose ham når hun beder ham om at ringe hjem noget oftere. Det gør hun bedst ved at fortælle ham at når han ringer hjem, bliver hun glad og at hendes følelser for ham bliver varmere.
Selvom de fleste ser på skænderier som en dårlig ting, må man huske på at det er en af de ting som står på listen over nærhed, man skal føle mellem hinanden. Det behøver ikke altid være i parforhold, da mange af ens behov sagtens kan tilfredsstilles af venner eller familie. At skændes med sin partner er ligeså vigtigt som at holde i hånden, se hinanden dybt i øjnene, kramme med hinanden, kysse hinanden, elske med hinanden, spise sammen, opleve nye ting sammen, gå i bad sammen, drille hinanden, give og modtage ros såvel som kritik og en hel masse andre ting. Listen over eksempler på nærhed kan forsætte i en uendelighed, og selvfølgelig varierer den fra person til person. Man føler jo forskellige behov. Nærheden kan blive noget af det mest provokerende, når man virkelig kommer tæt på hinanden i kærlighedsforholdet. Den ene partner har måske lyst til at skændes, mens den anden ikke har, og dette kan lede ud til en underlig kompromis, der bunder ud i at den, som ikke ønsker skænderi er fysisk til stede, men følelsesmæssigt mangler under optrinet. Derfor giver det ikke nogen udbytte af samværet og det bliver fordærveligt for begge parter.
For at undgå de dårlige og uønskede skænderier (nok nærmere betegnet misforståelser eller diskussioner) – og dette gælder ikke kun i kæresteforhold, men også i andre sammenhænge – er det vigtigt at man bruger ikkevoldelig kommunikation. Mange kender også denne blide kommunikationsform som ”Girafsprog”, og det handler kort fortalt om at tale med sine egne følelser til modtagerens følelser.
Ikkevoldelig kommunikation begår sig i 4 trin, som hver opbygger en bid i sætningen.
1. Observation
Når du siger, slår, mener osv.
Når jeg ser, hører, vil osv.
”Når jeg ser jer være sammen efter skole…”
2. Følelser
Hvilke nogle følelser sætter det i gang?
”… føler jeg mig holdt udenfor…”
3. Behov og værdier
Alle følelser udspringer af behov.
”… fordi jeg har behov for at I kan lide mig…”
4. Ønske
Hvad ønskes der af modtageren?
”… og derfor kunne jeg godt tænke mig, at I spurgte om jeg måtte være med.”
Eksempel 1 – ikkevoldelig kommunikation
”Når jeg ser jer være sammen efter skole, føler jeg mig holdt udenfor, fordi jeg har behov for at I kan lide mig, og derfor kunne jeg godt tænke mig, at I spurgte om jeg måtte være med.”
Eksempel 2 – voldelig kommunikation
”I holder mig udenfor.”
Jeg har svært ved at vurdere, om Kristen Bjørnkjær skriver ud fra mandens synsvinkel i et skænderi, eller kvindens. Selve digtets overlegne falkeøje virker på mig, som om det er en kvinde, der venter på at manden skal begynde, så hun kan rive op i alle sår og sprækker, så snart han blotter sig. Humlen ved det hele er dog bare, at jeg så ville have gået ud fra, at det var en kvinde, der havde skrevet digtet og ikke Kristen Bjørnkjær. På samme tid kunne det også være et digt, skrevet ud fra Bjørnkjærs personlige opfattelse af kvindens tanker under et skænderi, og jeg synes på mange måder at han rammer rigtig godt plet. For mig er der to parter i digtet. Det er selvfølgelig en mand og en kvinde, de er gift, og det har de været et godt stykke tid. Mange ting kunne have givet kvinden lyst til at skændes, måske denne episode kan have sat kvinden og hendes følelser i gang:
Om aftenen betragter de sammen solnedgangen ude på deres terrasse, mens de skiftevis nipper til hver deres kop kaffe. Himlen er dybrød over træer og tage, så bliver den lavendelblå og til sidst dyblilla, mens solen brænder ud i et ildhav i horisonten. Naboens lille datter er sent oppe, og leger stadig ude i haven, ligesom hun har gjort hele den forløbne dag. Pludselig hører de hende falde, og hun bryder ud i høj gråd.
Manden: ”Jeg håber snart de flytter.”
Kvinden: ”Hvorfor siger du dog sådan? Det kan du da ikke mene, hvor er du aggressiv.”
Hvis jeg selv havde sagt sådan, ville jeg også selv have forventet, at manden havde svaret igen, men hvad han i stedet gør, er at han giver sig til at læse videre i sin avis, med skyklapperne lukkede for. For ham, er samtalen slut, men kvindens sidste kommentar har fyldt hende med adrenalin, som bliver siddende i længere tid. Hun forventer et skænderi, som for hende pludselig er blevet nødvendigt, men som manden finder ganske unødvendigt. Et par minutter senere vil kvinden måske rydde af bordet og vil have, at manden skal tage stilling til noget andet, hun vil efterfølgende ikke forstå, hvorfor manden er mut og kort for hovedet. Grunden til det er, at hun lukkede samtalen ved at angribe hans følelser og meninger, i stedet for at have ladet situationen se således ud:
Manden: ”Jeg håber snart de flytter.”
Kvinden: ”Jeg tror, hun slog sig rigtig hårdt og vil trøstes.”
En anden situation, der også kunne have givet lyst til at starte et skænderi, er når kvinden hentyder til sine følelser, i stedet for at sige det direkte. Manden forstår ofte ikke, at kvinden indirekte prøver at sende ham et andet budskab end det, der ligger i ordene. Han vil derfor tage hendes ord for bogstaveligt og vil føle sig uretfærdigt behandlet. Dette er en ting som vil få ham til at svare igen, og med dét, sårer han kvindens følelser og meninger fordi hun tror, at han taler til hendes egentlige behov, og ikke til de ord hun havde brugt. Selvom kvinden måske med ord siger:
”Du ringer aldrig til mig.”
Mener hun i virkeligheden uden ord:
”Når du ikke ringer ofte til mig, føler jeg mig ignoreret og jeg har behov for din bekræftelse, fordi jeg savner dig.” Dette budskab kommer bare ikke frem til manden, fordi han tænker: ”Nu er hun urimelig igen.”
Jeg tror, at kvinden vælger at virke angribende frem for sårbar, i håb om at det vil få manden til at synes hun er stærkere. I stedet føler manden sig overgået og angrebet, og det kan desuden også give ham en dårlig oplevelse med telefonen, og gøre at han får mindre lyst til at ringe til hende fra arbejde, og sige søde ting til hende. For at få budskabet til at skinne igennem bliver kvinden nød til at lukke helt op for sine følelser, og samtidig rose ham når hun beder ham om at ringe hjem noget oftere. Det gør hun bedst ved at fortælle ham at når han ringer hjem, bliver hun glad og at hendes følelser for ham bliver varmere.
Selvom de fleste ser på skænderier som en dårlig ting, må man huske på at det er en af de ting som står på listen over nærhed, man skal føle mellem hinanden. Det behøver ikke altid være i parforhold, da mange af ens behov sagtens kan tilfredsstilles af venner eller familie. At skændes med sin partner er ligeså vigtigt som at holde i hånden, se hinanden dybt i øjnene, kramme med hinanden, kysse hinanden, elske med hinanden, spise sammen, opleve nye ting sammen, gå i bad sammen, drille hinanden, give og modtage ros såvel som kritik og en hel masse andre ting. Listen over eksempler på nærhed kan forsætte i en uendelighed, og selvfølgelig varierer den fra person til person. Man føler jo forskellige behov. Nærheden kan blive noget af det mest provokerende, når man virkelig kommer tæt på hinanden i kærlighedsforholdet. Den ene partner har måske lyst til at skændes, mens den anden ikke har, og dette kan lede ud til en underlig kompromis, der bunder ud i at den, som ikke ønsker skænderi er fysisk til stede, men følelsesmæssigt mangler under optrinet. Derfor giver det ikke nogen udbytte af samværet og det bliver fordærveligt for begge parter.
For at undgå de dårlige og uønskede skænderier (nok nærmere betegnet misforståelser eller diskussioner) – og dette gælder ikke kun i kæresteforhold, men også i andre sammenhænge – er det vigtigt at man bruger ikkevoldelig kommunikation. Mange kender også denne blide kommunikationsform som ”Girafsprog”, og det handler kort fortalt om at tale med sine egne følelser til modtagerens følelser.
Ikkevoldelig kommunikation begår sig i 4 trin, som hver opbygger en bid i sætningen.
1. Observation
Når du siger, slår, mener osv.
Når jeg ser, hører, vil osv.
”Når jeg ser jer være sammen efter skole…”
2. Følelser
Hvilke nogle følelser sætter det i gang?
”… føler jeg mig holdt udenfor…”
3. Behov og værdier
Alle følelser udspringer af behov.
”… fordi jeg har behov for at I kan lide mig…”
4. Ønske
Hvad ønskes der af modtageren?
”… og derfor kunne jeg godt tænke mig, at I spurgte om jeg måtte være med.”
Eksempel 1 – ikkevoldelig kommunikation
”Når jeg ser jer være sammen efter skole, føler jeg mig holdt udenfor, fordi jeg har behov for at I kan lide mig, og derfor kunne jeg godt tænke mig, at I spurgte om jeg måtte være med.”
Eksempel 2 – voldelig kommunikation
”I holder mig udenfor.”
Det er vigtigt at man tager hensyn til modtagerens følelser, for hvis man ikke gør det, så kan man risikere at modtageren lukker af og føler sig angrebet. I Eksempel 1 opfordrer man sine kammerater til at lukke én ind i gruppen på en positiv måde, der viser at man er klar over at de er sammen efter skole uden man selv er med, og efterfølgende viser man hvad ens følelser til det er. Det kan være smertefuldt som modtager at få at vide, at det, man gør, er uhensigtsmæssigt og i stort set alle tilfælde, gennemgår man en bestemt rækkefølge af reaktioner på kritikken:
- Bebrejder sig selv
- Bebrejder andre
- Fornemmer sine egne følelser og behov
- Fornemmer andres følelser og behov
Men selvom man er klar over den smerte, man vil udsætte modtageren for, er det vigtigt at det bliver sagt. For når man retter op på sine fejl, vil man fremadrettet blive dygtigere, og mere erfaren med sig selv og bruge den nye væremåde til at indsamle ros. Det er enormt vigtigt at kende til balancen mellem ros og kritik. Man må endelig ikke vægte det ene mere end det andet, da de begge er lige vigtige for udvikling og forståelse. For meget ros kan mætte modtageren med alt den kærlighed, som man forsøger at give vedkommende. Når man er mæt, har man brug for et pusterum, og hvis det ikke gives, bliver man ganske enkelt nød til at flygte fra situationen, og dette kan medføre til afvisning af den ros, der ellers var ment i den bedste hensigt.
De fleste går egentlig bare og venter på at få ros og blive anerkendt. Vi er fra barnsben blevet bildt ind, at sådan noget kommer af sig selv. Nogle mennesker vælger endda at kaste om sig med ros til alle, i håb om at få samme mængde tilbage, problemet er bare at dette langt fra er tilfældet, og sådan noget kan gøre en ulykkelig. De fleste mennesker er ikke klar over denne ”Tag og giv” naturlov i det følelsesmæssige univers, hvor loven har ligeså så stor rolle som færdselsloven og straffeloven. Reglerne for kritik er nøjagtig de samme som for ros. For meget kritik vil også få personen til at flygte. Vi er langt bedre til at kritiserer end til at rose, og fordi det er svært at indrømme sine egne fejl når man får for lidt ros, kan man ende op med psykiske problemer. Det er yderst nødvendigt at have et eller andet, at stå imod med når kritikken kommer.
Jeg tror at det er rent natur for mennesker at sætte de svage for skue. Som en rovfisk, der opdager de svageste i stimen, og går til angreb, netop på grund af deres sårbarhed. Vi bliver nærmest opdraget til at finde vores medmenneskers svageste og ømmeste punkter og trykke så hårdt til at det virker nedbrydende og smertefuldt. Men ikke desto mindre må vi ikke glemme, at selvom vi føler os nøgne og sårbare under skænderier, er det nærhed. Når man sætter gang i nærheden bliver man mere involveret i hinanden, og angsten for at miste den anden vokser. Skænderier er nærhed, og nærhed er den hemmelige mekanisme, som binder vores kærlighed til hinanden.
- Bebrejder sig selv
- Bebrejder andre
- Fornemmer sine egne følelser og behov
- Fornemmer andres følelser og behov
Men selvom man er klar over den smerte, man vil udsætte modtageren for, er det vigtigt at det bliver sagt. For når man retter op på sine fejl, vil man fremadrettet blive dygtigere, og mere erfaren med sig selv og bruge den nye væremåde til at indsamle ros. Det er enormt vigtigt at kende til balancen mellem ros og kritik. Man må endelig ikke vægte det ene mere end det andet, da de begge er lige vigtige for udvikling og forståelse. For meget ros kan mætte modtageren med alt den kærlighed, som man forsøger at give vedkommende. Når man er mæt, har man brug for et pusterum, og hvis det ikke gives, bliver man ganske enkelt nød til at flygte fra situationen, og dette kan medføre til afvisning af den ros, der ellers var ment i den bedste hensigt.
De fleste går egentlig bare og venter på at få ros og blive anerkendt. Vi er fra barnsben blevet bildt ind, at sådan noget kommer af sig selv. Nogle mennesker vælger endda at kaste om sig med ros til alle, i håb om at få samme mængde tilbage, problemet er bare at dette langt fra er tilfældet, og sådan noget kan gøre en ulykkelig. De fleste mennesker er ikke klar over denne ”Tag og giv” naturlov i det følelsesmæssige univers, hvor loven har ligeså så stor rolle som færdselsloven og straffeloven. Reglerne for kritik er nøjagtig de samme som for ros. For meget kritik vil også få personen til at flygte. Vi er langt bedre til at kritiserer end til at rose, og fordi det er svært at indrømme sine egne fejl når man får for lidt ros, kan man ende op med psykiske problemer. Det er yderst nødvendigt at have et eller andet, at stå imod med når kritikken kommer.
Jeg tror at det er rent natur for mennesker at sætte de svage for skue. Som en rovfisk, der opdager de svageste i stimen, og går til angreb, netop på grund af deres sårbarhed. Vi bliver nærmest opdraget til at finde vores medmenneskers svageste og ømmeste punkter og trykke så hårdt til at det virker nedbrydende og smertefuldt. Men ikke desto mindre må vi ikke glemme, at selvom vi føler os nøgne og sårbare under skænderier, er det nærhed. Når man sætter gang i nærheden bliver man mere involveret i hinanden, og angsten for at miste den anden vokser. Skænderier er nærhed, og nærhed er den hemmelige mekanisme, som binder vores kærlighed til hinanden.
onsdag den 30. marts 2011
DSE - kræver blod, sved og tårer
DSE – kræver blod, sved og tårer
Kapitel 6: Bestyrelsen
§16: Bestyrelsen består af formanden, næstformanden og 15 regionsvalgte (10 menige og 5 talsmænd fra regionerne).
stk. 2: Bestyrelsen er selvsupplerende
stk. 3: Såfremt et bestyrelsesmedlem vælger at opstille til en anden post, vil vedkommende træde af i samme øjeblik, som opstillingen træder i kraft.
Kapitel 6: Bestyrelsen
§16: Bestyrelsen består af formanden, næstformanden og 15 regionsvalgte (10 menige og 5 talsmænd fra regionerne).
stk. 2: Bestyrelsen er selvsupplerende
stk. 3: Såfremt et bestyrelsesmedlem vælger at opstille til en anden post, vil vedkommende træde af i samme øjeblik, som opstillingen træder i kraft.
§17: I bestyrelsen vedtages samtlige betydningsfulde beslutninger mellem stormøderne. Bestyrelsen står samtidig for planlægning og forberedelse af generalforsamlingen. Bestyrelsen står til ansvar over for generalforsamlingen. Bestyrelsen står for udarbejdelse af kommissorier for bestyrelsen. Bestyrelsen varetager i øvrigt den generelle ledelse af organisationen.
stk. 2: Bestyrelsen kan delegere ansvaret for ledelsen af sekretariatet til ansatte eller andre frivillige.
stk. 3: Bestyrelsen kan i løbet af året nedsætte arbejdsgruppet, men er ikke pålagt nogen bestemt arbejdsmetode.
stk. 4: Det er muligt at sidde som frivillig på Danske Skoleelever sekretariat. Bestyrelsen skal godkende frivillige, der ønsker at sidde på sekretariatet. De sekretariatsfrivillige indgår i det daglige arbejde og under den daglige ledelse af sekretariatet. De sekretariatsfrivillige deltager på bestyrelsesmøderne på lige fod med bestyrelsesmedlemmerne, dog kun med taleret.
Ændringsforslag:
Forslagsstiller.: Troels Boldt Rømer, Puk Rasmussen, Vera Rosenbeck og Trisse Dyrløv
§17 stk. 4 foreslås ændret til et nyt kapitel vedr. Sekretariatsfrivillige.:
Bestyrelsen kan i sin forretningsorden og løbende fastsætte nærmere regler for, hvem der kan deltage i DSEs bestyrelsesmøder, aktiviteter, stormøder mv.
Det var sådan, den første debat lød fredag aften, og det endte med at jeg selv måtte beherske mig for ikke at lade en tåre kravle ud af øjenkrogen. Sekretariatet følte, at de ved dette forslag vil blive tilsidesat og udelukket for møderne, hvilket satte mange følelser i gang i hele salen. Desuden følte jeg også, at mange af de delegerede deltagere fik et dårligere indtryk af Troels og de andre forslagsstillere, hvilket jeg var meget skuffet over. Jeg bryder mig ikke om at folk ikke kan styre forskellen mellem politisk debat og personligt forhold, og selvom sekretariatet efterfølgende sagde at deres personlige forhold til Troels, Puk, Vera, Trisse etc. var fint, kunne man stadig føle at noget havde ændret sig, fordi de andre i forsamlingen gjorde den politiske debat til deres personlige forhold til forslagsstillerne, eftersom at de jo ikke kendte dem. Det var deres eneste udgangspunkt de havde i hvordan personerne var, og egentlig kan jeg godt forstå det. Det ville jeg nok også selv have gjort, hvis jeg ikke vidste bedre.
I starten gik mit hjerte til de vrælende sekretariatsfrivillige, men da debatten skred frem og Lunas forslag kom i rampelyset begyndte jeg at forstå hvor de var Troels og de andre ville hen til at starte med. Jeg kan ikke finde DSE-referatet nogen steder, så det præcise ændringsforslag til ændringsforslag kan jeg ikke komme med. Dog lød det noget i stil med, at man i bestyrelsen skal have lov til at kunne udvælge øjeblikke, hvor de sekretariatsfrivillige ikke skulle deltage i bestyrelsesmøderne. Debatten, der efterfølgende opstod, viste hvor ringe jeg egentlig er til at vælge side. Personligt syntes jeg, at det da ikke kunne skade nogen, at give bestyrelsen muligheden for at bede sekretariatet om ikke at deltage i et møde? For hvis de sekretariatsfrivillige er så skide søde og fantastiske hele vejen igennem, ville bestyrelsen jo ikke bede dem om at blive hjemme.
Men så igen, de sekretariatsfrivillige har taget et helt år ud af deres kalender, de burde virkelig også have gratis entré til tivoli!
Efterfølgende kom der et ændringsforslag til ændringsforslag til ændringsforslag (fik jeg den rigtigt?) fra Mads Hedegaard, der lød sådan at de sekretariatsfrivillige kan deltage til landskonferencen, generalforsamlingen og bestyrelsesmøder som observatører. Flere og flere i forsamlingen stillede sig op på talerstolen for at sige, at folk skulle stemme for Mads’ forslag, og da talerlisten var lukket og færdig blev det vedtaget, at der skulle foregå skriftlig afstemning.
Mads Hedegaards forslag blev vedtaget, og min personlige gisning er, at det blev med stort flertal.
Ændringsforslag:
Forslagsstiller.: Troels Boldt Rømer, Puk Rasmussen, Vera Rosenbeck og Trisse Dyrløv
§17 stk. 4 foreslås ændret til et nyt kapitel vedr. Sekretariatsfrivillige.:
Bestyrelsen kan i sin forretningsorden og løbende fastsætte nærmere regler for, hvem der kan deltage i DSEs bestyrelsesmøder, aktiviteter, stormøder mv.
Det var sådan, den første debat lød fredag aften, og det endte med at jeg selv måtte beherske mig for ikke at lade en tåre kravle ud af øjenkrogen. Sekretariatet følte, at de ved dette forslag vil blive tilsidesat og udelukket for møderne, hvilket satte mange følelser i gang i hele salen. Desuden følte jeg også, at mange af de delegerede deltagere fik et dårligere indtryk af Troels og de andre forslagsstillere, hvilket jeg var meget skuffet over. Jeg bryder mig ikke om at folk ikke kan styre forskellen mellem politisk debat og personligt forhold, og selvom sekretariatet efterfølgende sagde at deres personlige forhold til Troels, Puk, Vera, Trisse etc. var fint, kunne man stadig føle at noget havde ændret sig, fordi de andre i forsamlingen gjorde den politiske debat til deres personlige forhold til forslagsstillerne, eftersom at de jo ikke kendte dem. Det var deres eneste udgangspunkt de havde i hvordan personerne var, og egentlig kan jeg godt forstå det. Det ville jeg nok også selv have gjort, hvis jeg ikke vidste bedre.
I starten gik mit hjerte til de vrælende sekretariatsfrivillige, men da debatten skred frem og Lunas forslag kom i rampelyset begyndte jeg at forstå hvor de var Troels og de andre ville hen til at starte med. Jeg kan ikke finde DSE-referatet nogen steder, så det præcise ændringsforslag til ændringsforslag kan jeg ikke komme med. Dog lød det noget i stil med, at man i bestyrelsen skal have lov til at kunne udvælge øjeblikke, hvor de sekretariatsfrivillige ikke skulle deltage i bestyrelsesmøderne. Debatten, der efterfølgende opstod, viste hvor ringe jeg egentlig er til at vælge side. Personligt syntes jeg, at det da ikke kunne skade nogen, at give bestyrelsen muligheden for at bede sekretariatet om ikke at deltage i et møde? For hvis de sekretariatsfrivillige er så skide søde og fantastiske hele vejen igennem, ville bestyrelsen jo ikke bede dem om at blive hjemme.
Men så igen, de sekretariatsfrivillige har taget et helt år ud af deres kalender, de burde virkelig også have gratis entré til tivoli!
Efterfølgende kom der et ændringsforslag til ændringsforslag til ændringsforslag (fik jeg den rigtigt?) fra Mads Hedegaard, der lød sådan at de sekretariatsfrivillige kan deltage til landskonferencen, generalforsamlingen og bestyrelsesmøder som observatører. Flere og flere i forsamlingen stillede sig op på talerstolen for at sige, at folk skulle stemme for Mads’ forslag, og da talerlisten var lukket og færdig blev det vedtaget, at der skulle foregå skriftlig afstemning.
Mads Hedegaards forslag blev vedtaget, og min personlige gisning er, at det blev med stort flertal.
mandag den 28. marts 2011
Trodsige Trip Trap Træsko Troels
Er det en hundehvalp? Er det en flyvemaskine? Er det en meteorregn ned over Afrika? Nej! Det er Troels Boldt Rømer, med kinder så bløde som en barnenumse og en stemme, der ruller ind over de knap 400 mennesker, som var det en Johnny Cash sang. Hans strålende kontur reflekterer sig i de glimtende øjne fra forsamlingen, og et øjeblik efter bryder salen ud i applaus. For at citere hvad en knap så klog kvinde i en debat engang sagde: ”Troels, Troels, Troels.” Intet under, at det var hendes eneste ord. Manden (eller drengen) er jo for helvedet på Wikipedia – han nærmer sig efterhånden gudestatus!
Senere på ugen (mandag d. 21. marts) havde jeg et morgenmøde med Troels, Thomas Banke, Klaus Hegnby og Vivi, hvor vi også spiste morgenmad sammen, og gennem hele mødet kunne jeg ikke tænke på andet end: ”Han har været i Tv. Han har været i Tv. Han har været i Tv.” At Thomas også har vist sig på danskernes skærme under kommunalvalget er ligegyldigt, han er gammel og har Lille Pers kølige øjne. Men virkelig, Troels har fået skabt sig mere respekt omkring sig end nogen anden 16-årig teenager i hele Danmark. Jeg bliver målløs hver gang han åbner munden for at sige noget, for ligegyldigt hvem han taler til, hvad tid af døgnet det er eller hvor mange mennesker det handler om, så er det gennemført perfektion.
Den sidste dag fangede jeg Troels og pumpede ham for noget hed gossip fra sin fortid:
”Heeej Troels.”
- ”Hej!”
”Må jeg stille dig nogle spørgsmål, til det der Børne- og unge B…”
- ”Ja selvfølgelig!” (ååh skræk åh ve, så venlig en sjæl kommer jeg nok aldrig til at møde igen)
Hvad synes du, har været DSEs absolutte højdepunkt mens du har siddet som formand?
Det var helt klart da vi fik sat en stopper for Regeringens Mega Klasser!
… føler du, at I også havde en finger med i spillet omkring Tina Nedergaard?
Altså hvis det var sådan, stemmer det i hvert fald ikke overens med hendes forklaring, men der har da været en del snak om, at organisationen også spillede en rolle.
Hvad skal du så nu?
Jeg skal på gymnasiet og samtidig være skribent på Jyllands-Postens hjemmeside.
Scorer man mange piger på at være formand?
Det har ikke været et problem i hvert fald!
Med et vindersmil okser jeg med 2 km/t ned til Rebecca Matthies Herskind.
Troels har været den største inspirationskilde, jeg har haft i forbindelse med elevrådsarbejde. Hans blotte tilstedeværelse er motiverende, og netop derfor ærgrer jeg mig over at han skal afskediges. Hele den verden, jeg kalder for DSE, var opbygget med Troels som jordens søjler, og selvom jeg er sikker på at Vera kan opretholde DSE må jeg lige bruge nogle dage på at vende mig til forandringerne. Lad os stole på Idé Møbler – Forandring Fryder!
DSE Formand:
Vera Rosenbeck
DSE Næstformand:
Trisse Dyrløv
Sejr
Jeg føler mig en smule egoistisk, når jeg sidder og brokker mig over forandringerne. For hvad med Vera og Trisse? Hvis det var mig, der var blevet valgt til Formand eller Næstformand ville jeg brække mig op ad væggene af lykke – nok derfor jeg ikke blev valgt. At jeg heller ikke stillede op, gjorde vidst også udslaget.
Men det lykkedes mig at finde Trisse oppe blandt Troels Lund Poulsen, Den Rigtige Troels, en gut fra Ballerup og Mark Larsen hvor jeg stillede hende det mest krævende spørgsmål jeg kunne finde på:
”Hvordan føltes det?” Ligesom jeg selv ville have gjort, kom svaret i bidder bestående af tandsmil og adjektiver (bevares – tillægsord).
”Surrealistisk. Helt fantastisk! Åh.. ååhhhh. Ej men det var så vildt! Sejr!”
Senere på ugen (mandag d. 21. marts) havde jeg et morgenmøde med Troels, Thomas Banke, Klaus Hegnby og Vivi, hvor vi også spiste morgenmad sammen, og gennem hele mødet kunne jeg ikke tænke på andet end: ”Han har været i Tv. Han har været i Tv. Han har været i Tv.” At Thomas også har vist sig på danskernes skærme under kommunalvalget er ligegyldigt, han er gammel og har Lille Pers kølige øjne. Men virkelig, Troels har fået skabt sig mere respekt omkring sig end nogen anden 16-årig teenager i hele Danmark. Jeg bliver målløs hver gang han åbner munden for at sige noget, for ligegyldigt hvem han taler til, hvad tid af døgnet det er eller hvor mange mennesker det handler om, så er det gennemført perfektion.
Den sidste dag fangede jeg Troels og pumpede ham for noget hed gossip fra sin fortid:
”Heeej Troels.”
- ”Hej!”
”Må jeg stille dig nogle spørgsmål, til det der Børne- og unge B…”
- ”Ja selvfølgelig!” (ååh skræk åh ve, så venlig en sjæl kommer jeg nok aldrig til at møde igen)
Det var helt klart da vi fik sat en stopper for Regeringens Mega Klasser!
… føler du, at I også havde en finger med i spillet omkring Tina Nedergaard?
Altså hvis det var sådan, stemmer det i hvert fald ikke overens med hendes forklaring, men der har da været en del snak om, at organisationen også spillede en rolle.
Hvad skal du så nu?
Jeg skal på gymnasiet og samtidig være skribent på Jyllands-Postens hjemmeside.
Scorer man mange piger på at være formand?
Det har ikke været et problem i hvert fald!
Med et vindersmil okser jeg med 2 km/t ned til Rebecca Matthies Herskind.
Troels har været den største inspirationskilde, jeg har haft i forbindelse med elevrådsarbejde. Hans blotte tilstedeværelse er motiverende, og netop derfor ærgrer jeg mig over at han skal afskediges. Hele den verden, jeg kalder for DSE, var opbygget med Troels som jordens søjler, og selvom jeg er sikker på at Vera kan opretholde DSE må jeg lige bruge nogle dage på at vende mig til forandringerne. Lad os stole på Idé Møbler – Forandring Fryder!
DSE Formand:
Vera Rosenbeck
DSE Næstformand:
Trisse Dyrløv
Sejr
Jeg føler mig en smule egoistisk, når jeg sidder og brokker mig over forandringerne. For hvad med Vera og Trisse? Hvis det var mig, der var blevet valgt til Formand eller Næstformand ville jeg brække mig op ad væggene af lykke – nok derfor jeg ikke blev valgt. At jeg heller ikke stillede op, gjorde vidst også udslaget.
Men det lykkedes mig at finde Trisse oppe blandt Troels Lund Poulsen, Den Rigtige Troels, en gut fra Ballerup og Mark Larsen hvor jeg stillede hende det mest krævende spørgsmål jeg kunne finde på:
”Hvordan føltes det?” Ligesom jeg selv ville have gjort, kom svaret i bidder bestående af tandsmil og adjektiver (bevares – tillægsord).
”Surrealistisk. Helt fantastisk! Åh.. ååhhhh. Ej men det var så vildt! Sejr!”
Første del - GF'11
Danske Skoleelevers Generalforsamling 2011.
Eftermiddagssolen kradser sine lange stråler ind i mine sarte øjne, der ikke engang har smidt vinterpelsen endnu. Katrines smøger hørmer langt væk af mentol, Rebecca og Astrid er som sædvanligt forsinket og Vivi vælger ikke at kendes ved os ved at beslaglægge et andet busstoppested længere oppe på ruten. Takket være det faktum at vi er skide heldige, når vi da selvfølgelig både bussen og toget.
På banegården er folk som de plejer. Stedet er spækket med soldater – så mange, at jeg var sekunder fra at fremtrylle et hvidt lommetørklæde med blonder og duppe mine grædefærdige øjne mens de tapre krigere kørte bort – og alle de andre særlinge (kun med undtagelse for elefantmanden Laurids Bartling).
På perron 3 mødes vi - Rebecca, Astrid, Vivi, Katrine og jeg - med Rojan Cetinkaya og Patrick Hansen. Da de to Backstreet Boys medlemmer er blevet accepteret stiger vi på toget, der ifølge skærmen ankommer kl. 14:29, men kan man stole på DSB? Det tror jeg næppe.
Er det i øvrigt ikke også en rigtig dårlig idé af mig at skrive i nutid? Jo, det tror jeg da nok det er, så derfor vil jeg gøre det endnu mere forvirrende med at springe rundt i fortiden og fremtiden, som var jeg castet til Dr. Who. Derudover vil jeg gøre opmærksom på at: jo, jeg ved godt at dette bliver pisse pinligt at genlæse om nogle år, hvor jeg er blevet meget mere livserfaren (og med mere appelsinhud på lårene, strækmærker i panden og patter til sokkeholderne) og jeg vil krumme tæer hver nat over mig selv. Men for fanden, man er jo ikke folkeskoleelev hele livet?
Da vi ankommer til Søndermarkskolen, bliver vi selvfølgelig placeret i den skrækkeligste tilstand – ikke koma, men stand by, også kendt som ”ventetid” alias tænketid. Jeg har aldrig brudt mig om at skulle vente, at skulle gøre sådan noget bryder min lille perfekte idé om den perfekte verden med perfekte hverdage (weekender findes ikke, da jeg sover mine væk).
Og pludselig er det så hele ræset starter. Indskrivningen og sommerfuglene i maven presser på – kradser hul på min mavesæk. I starten var jeg den heldige ejer at nummer ”24”, men så valgte Fredericia Børne- og Ungebyråd at blande sig, og vupti blev jeg observatør nr. 98, og fik tilføjet et ”B” til mit efternavn. Lækkert.
Eftermiddagssolen kradser sine lange stråler ind i mine sarte øjne, der ikke engang har smidt vinterpelsen endnu. Katrines smøger hørmer langt væk af mentol, Rebecca og Astrid er som sædvanligt forsinket og Vivi vælger ikke at kendes ved os ved at beslaglægge et andet busstoppested længere oppe på ruten. Takket være det faktum at vi er skide heldige, når vi da selvfølgelig både bussen og toget.
På banegården er folk som de plejer. Stedet er spækket med soldater – så mange, at jeg var sekunder fra at fremtrylle et hvidt lommetørklæde med blonder og duppe mine grædefærdige øjne mens de tapre krigere kørte bort – og alle de andre særlinge (kun med undtagelse for elefantmanden Laurids Bartling).
På perron 3 mødes vi - Rebecca, Astrid, Vivi, Katrine og jeg - med Rojan Cetinkaya og Patrick Hansen. Da de to Backstreet Boys medlemmer er blevet accepteret stiger vi på toget, der ifølge skærmen ankommer kl. 14:29, men kan man stole på DSB? Det tror jeg næppe.
Da vi ankommer til Søndermarkskolen, bliver vi selvfølgelig placeret i den skrækkeligste tilstand – ikke koma, men stand by, også kendt som ”ventetid” alias tænketid. Jeg har aldrig brudt mig om at skulle vente, at skulle gøre sådan noget bryder min lille perfekte idé om den perfekte verden med perfekte hverdage (weekender findes ikke, da jeg sover mine væk).
Og pludselig er det så hele ræset starter. Indskrivningen og sommerfuglene i maven presser på – kradser hul på min mavesæk. I starten var jeg den heldige ejer at nummer ”24”, men så valgte Fredericia Børne- og Ungebyråd at blande sig, og vupti blev jeg observatør nr. 98, og fik tilføjet et ”B” til mit efternavn. Lækkert.
torsdag den 24. marts 2011
Sluk musikken - Novelle
Ungdomsfest – Novelle
Sluk musikken
Folk havde allerede smidt sig i krogene, til trods for at musikkens hårde rytmer stadig boltede igennem lokalet, og omkring her måtte jeg erkende, at ensomheden tog til. Man behøvede ikke at være fuld for at danse vildt rundt med de andre oppe på bordene, nej man behøvede slet ikke at være fuld for at have det sjovt, men for at få adgang til de komiske sovepladser skulle man have brugt de sidste fire timer på at drikke sig hjernelam. For fanden, jeg var den eneste, der overhovedet kunne stå op. Og mens jeg så stod der, som den eneste i lokalet, føltes det som om, at flere timer passerede over mit hoved. De samme, gale technosange kørte om og om igen, og de havde alle det samme støjende beat, der bestemt ikke supplerede til min tidsfornemmelse. I lang tid overvejede jeg at slukke for musikken, men det var et ret avanceret apparat, og da jeg jo ikke selv var vært, føltes det forkert at gå og pille ved ting, der ikke tilhørte mig. Skid hul i det, tænkte jeg og lod min tanker falde på de sovende mennesker, der i dagligdagen gik som værende mine venner. Jeg kunne jo også bare ved et uheld spilde en øl eller fire ud over højtalerne, så lydbølgerne kunne blive tilintetgjort? Nej, tre års erfaring med fysik og kemi havde lært mig at væske og elektricitet ikke var den bedste cocktail, specielt ikke når en stak bumsede teenagere lå på gulvet i pøle kun bestående af øl, sprut og pis, der var blevet dannet i løbet af aftenen. Om der virkelig var tale om urin på dansegulvet vidste jeg ikke, men det lugtede sært sådan.
Mine bare tæer klæbede sig ivrigt til gulvet, og ligegyldigt hvor meget jeg havde lyst til at slukke for den høje bas, ville det nok aldrig blive mig muligt. Gulvet og de mindst tredive spildte øl ville simpelthen ikke lade mig. Måske var det et slags tegn fra en højere magt? Var det Guds vilje at jeg bare skulle blive stående, lam i ryggen og glo indtil morgensolens stråler kunne kradse mig i øjnene? Jehovas? Jeg mærkede musklerne trække på sig i læggen, og lyden af hud, der langsomt blev løsrevet fra helvedets flammer dansede ind i min øregang.
Ungdomsfest – Novelle, slutning
Folk havde allerede smidt sig i krogene, til trods for at musikkens hårde rytmer stadig boltede igennem lokalet, og omkring her måtte jeg erkende, at ensomheden tog til. Man behøvede ikke at være fuld for at danse vildt rundt med de andre oppe på bordene, nej man behøvede slet ikke at være fuld for at have det sjovt, men for at få adgang til de komiske sovepladser skulle man have brugt de sidste fire timer på at drikke sig hjernelam. For fanden, jeg var den eneste, der overhovedet kunne stå op. Og mens jeg så stod der, som den eneste i lokalet, føltes det som om, at flere timer passerede over mit hoved. De samme, gale technosange kørte om og om igen, og de havde alle det samme støjende beat, der bestemt ikke supplerede til min tidsfornemmelse. I lang tid overvejede jeg at slukke for musikken, men det var et ret avanceret apparat, og da jeg jo ikke selv var vært, føltes det forkert at gå og pille ved ting, der ikke tilhørte mig. Skid hul i det, tænkte jeg og lod min tanker falde på de sovende mennesker, der i dagligdagen gik som værende mine venner. Jeg kunne jo også bare ved et uheld spilde en øl eller fire ud over højtalerne, så lydbølgerne kunne blive tilintetgjort? Nej, tre års erfaring med fysik og kemi havde lært mig at væske og elektricitet ikke var den bedste cocktail, specielt ikke når en stak bumsede teenagere lå på gulvet i pøle kun bestående af øl, sprut og pis, der var blevet dannet i løbet af aftenen. Om der virkelig var tale om urin på dansegulvet vidste jeg ikke, men det lugtede sært sådan.
Mine bare tæer klæbede sig ivrigt til gulvet, og ligegyldigt hvor meget jeg havde lyst til at slukke for den høje bas, ville det nok aldrig blive mig muligt. Gulvet og de mindst tredive spildte øl ville simpelthen ikke lade mig. Måske var det et slags tegn fra en højere magt? Var det Guds vilje at jeg bare skulle blive stående, lam i ryggen og glo indtil morgensolens stråler kunne kradse mig i øjnene? Jehovas? Jeg mærkede musklerne trække på sig i læggen, og lyden af hud, der langsomt blev løsrevet fra helvedets flammer dansede ind i min øregang.
Ungdomsfest – Novelle, slutning
Langsomme skridt, knurrende mave, bølgende krøller, klæbrige gulv, sorte kontakter, udstrakt hånd.
tirsdag den 22. marts 2011
Årets første softice og kjole.
Datoen er d. 22. marts og heldigvis er foråret tidligt i år. De tre måneders ventetid har nærmest været ulidelige, og kampen for ikke at bare at blive under dynen, indtil at solstrålerne ville boltre igennem persiennerne, var benhård. Af disse – samt en masse andre – årsager, så skal årets første softice selvfølgelig nydes med min bedre halvdel, Astrid Pedersen. Efterfølgende erobrede vi IM-genbrug, Fredericias bedste, hvor jeg købte 7 oldtidsbøger til 70 kroner.
Desuden fik vi shoppet DSE-kjoler til den årlige generalforsamling, og efter at have udnævnt os til Rojans bitches (på Facebook er alt officielt) er jeg så småt begyndt at se frem til weekenden. I morgen skal jeg spise morgenmad med Klaus Hegnby (min super flinke skoleinspektør), Borgmester Thomas Banke, Troels Boldt Rømer (DSE formand) og Vivi, som jeg sidder i elev- og byrådet med. Endnu en ting, jeg ser frem til.
Desuden fik vi shoppet DSE-kjoler til den årlige generalforsamling, og efter at have udnævnt os til Rojans bitches (på Facebook er alt officielt) er jeg så småt begyndt at se frem til weekenden. I morgen skal jeg spise morgenmad med Klaus Hegnby (min super flinke skoleinspektør), Borgmester Thomas Banke, Troels Boldt Rømer (DSE formand) og Vivi, som jeg sidder i elev- og byrådet med. Endnu en ting, jeg ser frem til.
 |
| Co2mer; Leopard/Black. 350,- 50 % rabat 175 ,- |
 |
| Sorte ballerinaer, jeg fandt (: |
 |
| IM-genbrug. 7 stk. 70,- |
mandag den 21. marts 2011
"Mares Magt" - Malerierne
Til mit digt malede jeg 6 malerier på nogle 40x50 lærreder (Der kostede 30 kr. pr. stk). Jeg forsøgte at tage udgangspunkt i nogle af de symboler, der skræmmer mig mest. Afmagt i naturen, moser, skove, himmel legemer og åbne fjælde samt meget mere.
Kontakt:
Mail: astrid.d.j@hotmail.com
Facebook: www.facebook.com/kagebarnet
Kontakt:
Mail: astrid.d.j@hotmail.com
Facebook: www.facebook.com/kagebarnet
 |
| 80,- |
 |
| 120 ,- |
 |
| 75,- |
 |
| 40.- |
 |
| 55,- |
 |
| 40,- |
Abonner på:
Opslag (Atom)