1) Du skal begynde
Jeg har svært ved at vurdere, om Kristen Bjørnkjær skriver ud fra mandens synsvinkel i et skænderi, eller kvindens. Selve digtets overlegne falkeøje virker på mig, som om det er en kvinde, der venter på at manden skal begynde, så hun kan rive op i alle sår og sprækker, så snart han blotter sig. Humlen ved det hele er dog bare, at jeg så ville have gået ud fra, at det var en kvinde, der havde skrevet digtet og ikke Kristen Bjørnkjær. På samme tid kunne det også være et digt, skrevet ud fra Bjørnkjærs personlige opfattelse af kvindens tanker under et skænderi, og jeg synes på mange måder at han rammer rigtig godt plet. For mig er der to parter i digtet. Det er selvfølgelig en mand og en kvinde, de er gift, og det har de været et godt stykke tid. Mange ting kunne have givet kvinden lyst til at skændes, måske denne episode kan have sat kvinden og hendes følelser i gang:
Om aftenen betragter de sammen solnedgangen ude på deres terrasse, mens de skiftevis nipper til hver deres kop kaffe. Himlen er dybrød over træer og tage, så bliver den lavendelblå og til sidst dyblilla, mens solen brænder ud i et ildhav i horisonten. Naboens lille datter er sent oppe, og leger stadig ude i haven, ligesom hun har gjort hele den forløbne dag. Pludselig hører de hende falde, og hun bryder ud i høj gråd.
Manden: ”Jeg håber snart de flytter.”
Kvinden: ”Hvorfor siger du dog sådan? Det kan du da ikke mene, hvor er du aggressiv.”
Hvis jeg selv havde sagt sådan, ville jeg også selv have forventet, at manden havde svaret igen, men hvad han i stedet gør, er at han giver sig til at læse videre i sin avis, med skyklapperne lukkede for. For ham, er samtalen slut, men kvindens sidste kommentar har fyldt hende med adrenalin, som bliver siddende i længere tid. Hun forventer et skænderi, som for hende pludselig er blevet nødvendigt, men som manden finder ganske unødvendigt. Et par minutter senere vil kvinden måske rydde af bordet og vil have, at manden skal tage stilling til noget andet, hun vil efterfølgende ikke forstå, hvorfor manden er mut og kort for hovedet. Grunden til det er, at hun lukkede samtalen ved at angribe hans følelser og meninger, i stedet for at have ladet situationen se således ud:
Manden: ”Jeg håber snart de flytter.”
Kvinden: ”Jeg tror, hun slog sig rigtig hårdt og vil trøstes.”
En anden situation, der også kunne have givet lyst til at starte et skænderi, er når kvinden hentyder til sine følelser, i stedet for at sige det direkte. Manden forstår ofte ikke, at kvinden indirekte prøver at sende ham et andet budskab end det, der ligger i ordene. Han vil derfor tage hendes ord for bogstaveligt og vil føle sig uretfærdigt behandlet. Dette er en ting som vil få ham til at svare igen, og med dét, sårer han kvindens følelser og meninger fordi hun tror, at han taler til hendes egentlige behov, og ikke til de ord hun havde brugt. Selvom kvinden måske med ord siger:
”Du ringer aldrig til mig.”
Mener hun i virkeligheden uden ord:
”Når du ikke ringer ofte til mig, føler jeg mig ignoreret og jeg har behov for din bekræftelse, fordi jeg savner dig.” Dette budskab kommer bare ikke frem til manden, fordi han tænker: ”Nu er hun urimelig igen.”
Jeg tror, at kvinden vælger at virke angribende frem for sårbar, i håb om at det vil få manden til at synes hun er stærkere. I stedet føler manden sig overgået og angrebet, og det kan desuden også give ham en dårlig oplevelse med telefonen, og gøre at han får mindre lyst til at ringe til hende fra arbejde, og sige søde ting til hende. For at få budskabet til at skinne igennem bliver kvinden nød til at lukke helt op for sine følelser, og samtidig rose ham når hun beder ham om at ringe hjem noget oftere. Det gør hun bedst ved at fortælle ham at når han ringer hjem, bliver hun glad og at hendes følelser for ham bliver varmere.
Selvom de fleste ser på skænderier som en dårlig ting, må man huske på at det er en af de ting som står på listen over nærhed, man skal føle mellem hinanden. Det behøver ikke altid være i parforhold, da mange af ens behov sagtens kan tilfredsstilles af venner eller familie. At skændes med sin partner er ligeså vigtigt som at holde i hånden, se hinanden dybt i øjnene, kramme med hinanden, kysse hinanden, elske med hinanden, spise sammen, opleve nye ting sammen, gå i bad sammen, drille hinanden, give og modtage ros såvel som kritik og en hel masse andre ting. Listen over eksempler på nærhed kan forsætte i en uendelighed, og selvfølgelig varierer den fra person til person. Man føler jo forskellige behov. Nærheden kan blive noget af det mest provokerende, når man virkelig kommer tæt på hinanden i kærlighedsforholdet. Den ene partner har måske lyst til at skændes, mens den anden ikke har, og dette kan lede ud til en underlig kompromis, der bunder ud i at den, som ikke ønsker skænderi er fysisk til stede, men følelsesmæssigt mangler under optrinet. Derfor giver det ikke nogen udbytte af samværet og det bliver fordærveligt for begge parter.
For at undgå de dårlige og uønskede skænderier (nok nærmere betegnet misforståelser eller diskussioner) – og dette gælder ikke kun i kæresteforhold, men også i andre sammenhænge – er det vigtigt at man bruger ikkevoldelig kommunikation. Mange kender også denne blide kommunikationsform som ”Girafsprog”, og det handler kort fortalt om at tale med sine egne følelser til modtagerens følelser.
Ikkevoldelig kommunikation begår sig i 4 trin, som hver opbygger en bid i sætningen.
1. Observation
Når du siger, slår, mener osv.
Når jeg ser, hører, vil osv.
”Når jeg ser jer være sammen efter skole…”
2. Følelser
Hvilke nogle følelser sætter det i gang?
”… føler jeg mig holdt udenfor…”
3. Behov og værdier
Alle følelser udspringer af behov.
”… fordi jeg har behov for at I kan lide mig…”
4. Ønske
Hvad ønskes der af modtageren?
”… og derfor kunne jeg godt tænke mig, at I spurgte om jeg måtte være med.”
Eksempel 1 – ikkevoldelig kommunikation
”Når jeg ser jer være sammen efter skole, føler jeg mig holdt udenfor, fordi jeg har behov for at I kan lide mig, og derfor kunne jeg godt tænke mig, at I spurgte om jeg måtte være med.”
Eksempel 2 – voldelig kommunikation
”I holder mig udenfor.”
Jeg har svært ved at vurdere, om Kristen Bjørnkjær skriver ud fra mandens synsvinkel i et skænderi, eller kvindens. Selve digtets overlegne falkeøje virker på mig, som om det er en kvinde, der venter på at manden skal begynde, så hun kan rive op i alle sår og sprækker, så snart han blotter sig. Humlen ved det hele er dog bare, at jeg så ville have gået ud fra, at det var en kvinde, der havde skrevet digtet og ikke Kristen Bjørnkjær. På samme tid kunne det også være et digt, skrevet ud fra Bjørnkjærs personlige opfattelse af kvindens tanker under et skænderi, og jeg synes på mange måder at han rammer rigtig godt plet. For mig er der to parter i digtet. Det er selvfølgelig en mand og en kvinde, de er gift, og det har de været et godt stykke tid. Mange ting kunne have givet kvinden lyst til at skændes, måske denne episode kan have sat kvinden og hendes følelser i gang:
Om aftenen betragter de sammen solnedgangen ude på deres terrasse, mens de skiftevis nipper til hver deres kop kaffe. Himlen er dybrød over træer og tage, så bliver den lavendelblå og til sidst dyblilla, mens solen brænder ud i et ildhav i horisonten. Naboens lille datter er sent oppe, og leger stadig ude i haven, ligesom hun har gjort hele den forløbne dag. Pludselig hører de hende falde, og hun bryder ud i høj gråd.
Manden: ”Jeg håber snart de flytter.”
Kvinden: ”Hvorfor siger du dog sådan? Det kan du da ikke mene, hvor er du aggressiv.”
Hvis jeg selv havde sagt sådan, ville jeg også selv have forventet, at manden havde svaret igen, men hvad han i stedet gør, er at han giver sig til at læse videre i sin avis, med skyklapperne lukkede for. For ham, er samtalen slut, men kvindens sidste kommentar har fyldt hende med adrenalin, som bliver siddende i længere tid. Hun forventer et skænderi, som for hende pludselig er blevet nødvendigt, men som manden finder ganske unødvendigt. Et par minutter senere vil kvinden måske rydde af bordet og vil have, at manden skal tage stilling til noget andet, hun vil efterfølgende ikke forstå, hvorfor manden er mut og kort for hovedet. Grunden til det er, at hun lukkede samtalen ved at angribe hans følelser og meninger, i stedet for at have ladet situationen se således ud:
Manden: ”Jeg håber snart de flytter.”
Kvinden: ”Jeg tror, hun slog sig rigtig hårdt og vil trøstes.”
En anden situation, der også kunne have givet lyst til at starte et skænderi, er når kvinden hentyder til sine følelser, i stedet for at sige det direkte. Manden forstår ofte ikke, at kvinden indirekte prøver at sende ham et andet budskab end det, der ligger i ordene. Han vil derfor tage hendes ord for bogstaveligt og vil føle sig uretfærdigt behandlet. Dette er en ting som vil få ham til at svare igen, og med dét, sårer han kvindens følelser og meninger fordi hun tror, at han taler til hendes egentlige behov, og ikke til de ord hun havde brugt. Selvom kvinden måske med ord siger:
”Du ringer aldrig til mig.”
Mener hun i virkeligheden uden ord:
”Når du ikke ringer ofte til mig, føler jeg mig ignoreret og jeg har behov for din bekræftelse, fordi jeg savner dig.” Dette budskab kommer bare ikke frem til manden, fordi han tænker: ”Nu er hun urimelig igen.”
Jeg tror, at kvinden vælger at virke angribende frem for sårbar, i håb om at det vil få manden til at synes hun er stærkere. I stedet føler manden sig overgået og angrebet, og det kan desuden også give ham en dårlig oplevelse med telefonen, og gøre at han får mindre lyst til at ringe til hende fra arbejde, og sige søde ting til hende. For at få budskabet til at skinne igennem bliver kvinden nød til at lukke helt op for sine følelser, og samtidig rose ham når hun beder ham om at ringe hjem noget oftere. Det gør hun bedst ved at fortælle ham at når han ringer hjem, bliver hun glad og at hendes følelser for ham bliver varmere.
Selvom de fleste ser på skænderier som en dårlig ting, må man huske på at det er en af de ting som står på listen over nærhed, man skal føle mellem hinanden. Det behøver ikke altid være i parforhold, da mange af ens behov sagtens kan tilfredsstilles af venner eller familie. At skændes med sin partner er ligeså vigtigt som at holde i hånden, se hinanden dybt i øjnene, kramme med hinanden, kysse hinanden, elske med hinanden, spise sammen, opleve nye ting sammen, gå i bad sammen, drille hinanden, give og modtage ros såvel som kritik og en hel masse andre ting. Listen over eksempler på nærhed kan forsætte i en uendelighed, og selvfølgelig varierer den fra person til person. Man føler jo forskellige behov. Nærheden kan blive noget af det mest provokerende, når man virkelig kommer tæt på hinanden i kærlighedsforholdet. Den ene partner har måske lyst til at skændes, mens den anden ikke har, og dette kan lede ud til en underlig kompromis, der bunder ud i at den, som ikke ønsker skænderi er fysisk til stede, men følelsesmæssigt mangler under optrinet. Derfor giver det ikke nogen udbytte af samværet og det bliver fordærveligt for begge parter.
For at undgå de dårlige og uønskede skænderier (nok nærmere betegnet misforståelser eller diskussioner) – og dette gælder ikke kun i kæresteforhold, men også i andre sammenhænge – er det vigtigt at man bruger ikkevoldelig kommunikation. Mange kender også denne blide kommunikationsform som ”Girafsprog”, og det handler kort fortalt om at tale med sine egne følelser til modtagerens følelser.
Ikkevoldelig kommunikation begår sig i 4 trin, som hver opbygger en bid i sætningen.
1. Observation
Når du siger, slår, mener osv.
Når jeg ser, hører, vil osv.
”Når jeg ser jer være sammen efter skole…”
2. Følelser
Hvilke nogle følelser sætter det i gang?
”… føler jeg mig holdt udenfor…”
3. Behov og værdier
Alle følelser udspringer af behov.
”… fordi jeg har behov for at I kan lide mig…”
4. Ønske
Hvad ønskes der af modtageren?
”… og derfor kunne jeg godt tænke mig, at I spurgte om jeg måtte være med.”
Eksempel 1 – ikkevoldelig kommunikation
”Når jeg ser jer være sammen efter skole, føler jeg mig holdt udenfor, fordi jeg har behov for at I kan lide mig, og derfor kunne jeg godt tænke mig, at I spurgte om jeg måtte være med.”
Eksempel 2 – voldelig kommunikation
”I holder mig udenfor.”
Det er vigtigt at man tager hensyn til modtagerens følelser, for hvis man ikke gør det, så kan man risikere at modtageren lukker af og føler sig angrebet. I Eksempel 1 opfordrer man sine kammerater til at lukke én ind i gruppen på en positiv måde, der viser at man er klar over at de er sammen efter skole uden man selv er med, og efterfølgende viser man hvad ens følelser til det er. Det kan være smertefuldt som modtager at få at vide, at det, man gør, er uhensigtsmæssigt og i stort set alle tilfælde, gennemgår man en bestemt rækkefølge af reaktioner på kritikken:
- Bebrejder sig selv
- Bebrejder andre
- Fornemmer sine egne følelser og behov
- Fornemmer andres følelser og behov
Men selvom man er klar over den smerte, man vil udsætte modtageren for, er det vigtigt at det bliver sagt. For når man retter op på sine fejl, vil man fremadrettet blive dygtigere, og mere erfaren med sig selv og bruge den nye væremåde til at indsamle ros. Det er enormt vigtigt at kende til balancen mellem ros og kritik. Man må endelig ikke vægte det ene mere end det andet, da de begge er lige vigtige for udvikling og forståelse. For meget ros kan mætte modtageren med alt den kærlighed, som man forsøger at give vedkommende. Når man er mæt, har man brug for et pusterum, og hvis det ikke gives, bliver man ganske enkelt nød til at flygte fra situationen, og dette kan medføre til afvisning af den ros, der ellers var ment i den bedste hensigt.
De fleste går egentlig bare og venter på at få ros og blive anerkendt. Vi er fra barnsben blevet bildt ind, at sådan noget kommer af sig selv. Nogle mennesker vælger endda at kaste om sig med ros til alle, i håb om at få samme mængde tilbage, problemet er bare at dette langt fra er tilfældet, og sådan noget kan gøre en ulykkelig. De fleste mennesker er ikke klar over denne ”Tag og giv” naturlov i det følelsesmæssige univers, hvor loven har ligeså så stor rolle som færdselsloven og straffeloven. Reglerne for kritik er nøjagtig de samme som for ros. For meget kritik vil også få personen til at flygte. Vi er langt bedre til at kritiserer end til at rose, og fordi det er svært at indrømme sine egne fejl når man får for lidt ros, kan man ende op med psykiske problemer. Det er yderst nødvendigt at have et eller andet, at stå imod med når kritikken kommer.
Jeg tror at det er rent natur for mennesker at sætte de svage for skue. Som en rovfisk, der opdager de svageste i stimen, og går til angreb, netop på grund af deres sårbarhed. Vi bliver nærmest opdraget til at finde vores medmenneskers svageste og ømmeste punkter og trykke så hårdt til at det virker nedbrydende og smertefuldt. Men ikke desto mindre må vi ikke glemme, at selvom vi føler os nøgne og sårbare under skænderier, er det nærhed. Når man sætter gang i nærheden bliver man mere involveret i hinanden, og angsten for at miste den anden vokser. Skænderier er nærhed, og nærhed er den hemmelige mekanisme, som binder vores kærlighed til hinanden.
- Bebrejder sig selv
- Bebrejder andre
- Fornemmer sine egne følelser og behov
- Fornemmer andres følelser og behov
Men selvom man er klar over den smerte, man vil udsætte modtageren for, er det vigtigt at det bliver sagt. For når man retter op på sine fejl, vil man fremadrettet blive dygtigere, og mere erfaren med sig selv og bruge den nye væremåde til at indsamle ros. Det er enormt vigtigt at kende til balancen mellem ros og kritik. Man må endelig ikke vægte det ene mere end det andet, da de begge er lige vigtige for udvikling og forståelse. For meget ros kan mætte modtageren med alt den kærlighed, som man forsøger at give vedkommende. Når man er mæt, har man brug for et pusterum, og hvis det ikke gives, bliver man ganske enkelt nød til at flygte fra situationen, og dette kan medføre til afvisning af den ros, der ellers var ment i den bedste hensigt.
De fleste går egentlig bare og venter på at få ros og blive anerkendt. Vi er fra barnsben blevet bildt ind, at sådan noget kommer af sig selv. Nogle mennesker vælger endda at kaste om sig med ros til alle, i håb om at få samme mængde tilbage, problemet er bare at dette langt fra er tilfældet, og sådan noget kan gøre en ulykkelig. De fleste mennesker er ikke klar over denne ”Tag og giv” naturlov i det følelsesmæssige univers, hvor loven har ligeså så stor rolle som færdselsloven og straffeloven. Reglerne for kritik er nøjagtig de samme som for ros. For meget kritik vil også få personen til at flygte. Vi er langt bedre til at kritiserer end til at rose, og fordi det er svært at indrømme sine egne fejl når man får for lidt ros, kan man ende op med psykiske problemer. Det er yderst nødvendigt at have et eller andet, at stå imod med når kritikken kommer.
Jeg tror at det er rent natur for mennesker at sætte de svage for skue. Som en rovfisk, der opdager de svageste i stimen, og går til angreb, netop på grund af deres sårbarhed. Vi bliver nærmest opdraget til at finde vores medmenneskers svageste og ømmeste punkter og trykke så hårdt til at det virker nedbrydende og smertefuldt. Men ikke desto mindre må vi ikke glemme, at selvom vi føler os nøgne og sårbare under skænderier, er det nærhed. Når man sætter gang i nærheden bliver man mere involveret i hinanden, og angsten for at miste den anden vokser. Skænderier er nærhed, og nærhed er den hemmelige mekanisme, som binder vores kærlighed til hinanden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar