Første del - GF'11

Danske Skoleelevers Generalforsamling 2011.

Eftermiddagssolen kradser sine lange stråler ind i mine sarte øjne, der ikke engang har smidt vinterpelsen endnu. Katrines smøger hørmer langt væk af mentol, Rebecca og Astrid er som sædvanligt forsinket og Vivi vælger ikke at kendes ved os ved at beslaglægge et andet busstoppested længere oppe på ruten. Takket være det faktum at vi er skide heldige, når vi da selvfølgelig både bussen og toget.
På banegården er folk som de plejer. Stedet er spækket med soldater – så mange, at jeg var sekunder fra at fremtrylle et hvidt lommetørklæde med blonder og duppe mine grædefærdige øjne mens de tapre krigere kørte bort – og alle de andre særlinge (kun med undtagelse for elefantmanden Laurids Bartling).
På perron 3 mødes vi - Rebecca, Astrid, Vivi, Katrine og jeg - med Rojan Cetinkaya og Patrick Hansen. Da de to Backstreet Boys medlemmer er blevet accepteret stiger vi på toget, der ifølge skærmen ankommer kl. 14:29, men kan man stole på DSB? Det tror jeg næppe.

Er det i øvrigt ikke også en rigtig dårlig idé af mig at skrive i nutid? Jo, det tror jeg da nok det er, så derfor vil jeg gøre det endnu mere forvirrende med at springe rundt i fortiden og fremtiden, som var jeg castet til Dr. Who. Derudover vil jeg gøre opmærksom på at: jo, jeg ved godt at dette bliver pisse pinligt at genlæse om nogle år, hvor jeg er blevet meget mere livserfaren (og med mere appelsinhud på lårene, strækmærker i panden og patter til sokkeholderne) og jeg vil krumme tæer hver nat over mig selv. Men for fanden, man er jo ikke folkeskoleelev hele livet?

Da vi ankommer til Søndermarkskolen, bliver vi selvfølgelig placeret i den skrækkeligste tilstand – ikke koma, men stand by, også kendt som ”ventetid” alias tænketid. Jeg har aldrig brudt mig om at skulle vente, at skulle gøre sådan noget bryder min lille perfekte idé om den perfekte verden med perfekte hverdage (weekender findes ikke, da jeg sover mine væk).
Og pludselig er det så hele ræset starter. Indskrivningen og sommerfuglene i maven presser på – kradser hul på min mavesæk. I starten var jeg den heldige ejer at nummer ”24”, men så valgte Fredericia Børne- og Ungebyråd at blande sig, og vupti blev jeg observatør nr. 98, og fik tilføjet et ”B” til mit efternavn. Lækkert.