I år har det været et helt særligt år. Jeg har følt mig mere alene end hvad selv mine vildeste fantasier ville kunne præstere, og alligevel har jeg haft så fandens travlt med at rende til fester, koncerter, møder og fødselsdage, hvor jeg har siddet til langt ud på natten med Bacardi, Schweppes, lagkage, Harry Potter og veninderne. Men det har jo ikke været helt det samme, eftersom at en helt bestemt kerneperson har manglet. Vi har jo nok alle sammen oplevet det på et eller andet tidspunkt, det der med, når folk rejser væk. Nogle rejser væk i weekenden, nogle andre tager tre måneder til Kina for at forbedre sit Mandarin, nogle forsvinder for evigt og andre forsvinder i et år. Min savnet person hører under kategorien "Efterskoleår" og jeg indrømmer gerne, at morgenerne har været langt mere afslappet og at jeg har nydt godt af min grådighed, men her i løbet af de sidste måneder, har det kedet mig en anelse. Det er lidt ligesom at spise Smarties, for man har bare lyst til at blive ved og ved, men til sidst må man altså erkende, at det bare er for klamt, og brækfornemmelser trækker ens ildelugtende fødder ud til toilettet, som for mig, er det mest komfortable sted at knække sig. Det er så den følelse, som jeg urimeligt nok sidder med nu. Jeg er så ensom, at jeg kunne brække mig. Som jeg nævnte før, har jeg jo rigeligt at se til i mit sociale liv (sexliv ikke medregnet), så normalvis ville jeg ikke stemple mig selv som Miss Loner fra Fredericia Downtown, men når det kommer til det, man så episk kalder Søskendekærlighed (ikke nødvendigvis den voldelige af slagsen), så føler jeg mig virkelig tom. Der er bare en form for nærvær, der ikke kan tilfredsstilles af andre end ens søskende. Forstå mig ret, jeg gider ikke dine sjofle fantasier, for jeg mener, når jeg siger, at jeg har brug for at blive råbt af en gang i mellem, når jeg egoistisk nok vælge at tage time lange bade. Folk har det med at glemme, at skænderier er ligeså vigtigt som alt andet form for nærvær, og det har virkelig også en betydning, hvem man skændes med. At råbe af kæresten er ikke det samme som at råbe af sin mor, at råbe af sin søster er ikke det samme som noget andet. Det er en hel unik følelse. Det er både skænderiet jeg savner, men også de efterfølgende minutter. Forsoningen hvor man sidder i hver sin ende af sofaen og forsøger at holde de skide sure maske i længst tid, men pludselig bemærker man i refleksionen fra plasmaskærmen der viser Gossip Girl, at man begge ligner bagenden af en kat. Katten bliver pludselig sprættet op af et smil, man udveksler indforstået blikke og alt er godt igen.
Jeg har virkelig savnet Johanne, så derfor er det her indlæg specielt forbeholdt hende og ingen anden. Det er selvfølgelig løgn, for det handler jo også om mig, da jeg er ekstrem selvfed – men nice nok. Tidligere modtog jeg et sprøjt kærlighed fra den kære søster. For ja, kærlighed kan godt modtages såvel som gengældes over Facebook, da vi jo alle ved, at Facebook er det mest officielle man kan opnå, så fuck da lige alle de statskontrolleret ting i verden!
Men hvad jeg modtog, var det kæreste citat, jeg længe har læst. To kommentarer senere fortæller hun, at det er citeret fra vores alle sammens Plysbjørn, hvilken trak mig tilbage i et ocean af minder. Mine egne oplevelser med Peter Plys, mine adskillige Plys relaterede bamser og klistermærker, mine lydbøger hvor ham manden med den alt for dejlige stemme læser fortællingerne med de fantastiske moraler højt, men også minder, der slet ikke tilhører mig. Et minde som Pia skænkede alle sine lyttere, da hun tidligere på året holdte sin tale ved Karstens mindedag. Jeg tudbrølede dengang og jeg tudbrøler i dette øjeblik. Peter Plys vækker et eller andet i mig. Der er en smertelig ærlighed over det han siger, som bare kan få tårerne til at pible frem, fordi man selvfølgelig er bygget som et menneske, der ikke tør fortælle sandheden, stille smertefulde spørgsmål og bryde fri fra fortidens skygger.
Johanne Dam Jensen
If you live to be a hundred, I want to live to be a hundred minus one day, so I never have to live without you ♥
Ingen kommentarer:
Send en kommentar