Ungdomsfest – Novelle
Sluk musikken
Folk havde allerede smidt sig i krogene, til trods for at musikkens hårde rytmer stadig boltede igennem lokalet, og omkring her måtte jeg erkende, at ensomheden tog til. Man behøvede ikke at være fuld for at danse vildt rundt med de andre oppe på bordene, nej man behøvede slet ikke at være fuld for at have det sjovt, men for at få adgang til de komiske sovepladser skulle man have brugt de sidste fire timer på at drikke sig hjernelam. For fanden, jeg var den eneste, der overhovedet kunne stå op. Og mens jeg så stod der, som den eneste i lokalet, føltes det som om, at flere timer passerede over mit hoved. De samme, gale technosange kørte om og om igen, og de havde alle det samme støjende beat, der bestemt ikke supplerede til min tidsfornemmelse. I lang tid overvejede jeg at slukke for musikken, men det var et ret avanceret apparat, og da jeg jo ikke selv var vært, føltes det forkert at gå og pille ved ting, der ikke tilhørte mig. Skid hul i det, tænkte jeg og lod min tanker falde på de sovende mennesker, der i dagligdagen gik som værende mine venner. Jeg kunne jo også bare ved et uheld spilde en øl eller fire ud over højtalerne, så lydbølgerne kunne blive tilintetgjort? Nej, tre års erfaring med fysik og kemi havde lært mig at væske og elektricitet ikke var den bedste cocktail, specielt ikke når en stak bumsede teenagere lå på gulvet i pøle kun bestående af øl, sprut og pis, der var blevet dannet i løbet af aftenen. Om der virkelig var tale om urin på dansegulvet vidste jeg ikke, men det lugtede sært sådan.
Mine bare tæer klæbede sig ivrigt til gulvet, og ligegyldigt hvor meget jeg havde lyst til at slukke for den høje bas, ville det nok aldrig blive mig muligt. Gulvet og de mindst tredive spildte øl ville simpelthen ikke lade mig. Måske var det et slags tegn fra en højere magt? Var det Guds vilje at jeg bare skulle blive stående, lam i ryggen og glo indtil morgensolens stråler kunne kradse mig i øjnene? Jehovas? Jeg mærkede musklerne trække på sig i læggen, og lyden af hud, der langsomt blev løsrevet fra helvedets flammer dansede ind i min øregang.
Ungdomsfest – Novelle, slutning
Folk havde allerede smidt sig i krogene, til trods for at musikkens hårde rytmer stadig boltede igennem lokalet, og omkring her måtte jeg erkende, at ensomheden tog til. Man behøvede ikke at være fuld for at danse vildt rundt med de andre oppe på bordene, nej man behøvede slet ikke at være fuld for at have det sjovt, men for at få adgang til de komiske sovepladser skulle man have brugt de sidste fire timer på at drikke sig hjernelam. For fanden, jeg var den eneste, der overhovedet kunne stå op. Og mens jeg så stod der, som den eneste i lokalet, føltes det som om, at flere timer passerede over mit hoved. De samme, gale technosange kørte om og om igen, og de havde alle det samme støjende beat, der bestemt ikke supplerede til min tidsfornemmelse. I lang tid overvejede jeg at slukke for musikken, men det var et ret avanceret apparat, og da jeg jo ikke selv var vært, føltes det forkert at gå og pille ved ting, der ikke tilhørte mig. Skid hul i det, tænkte jeg og lod min tanker falde på de sovende mennesker, der i dagligdagen gik som værende mine venner. Jeg kunne jo også bare ved et uheld spilde en øl eller fire ud over højtalerne, så lydbølgerne kunne blive tilintetgjort? Nej, tre års erfaring med fysik og kemi havde lært mig at væske og elektricitet ikke var den bedste cocktail, specielt ikke når en stak bumsede teenagere lå på gulvet i pøle kun bestående af øl, sprut og pis, der var blevet dannet i løbet af aftenen. Om der virkelig var tale om urin på dansegulvet vidste jeg ikke, men det lugtede sært sådan.
Mine bare tæer klæbede sig ivrigt til gulvet, og ligegyldigt hvor meget jeg havde lyst til at slukke for den høje bas, ville det nok aldrig blive mig muligt. Gulvet og de mindst tredive spildte øl ville simpelthen ikke lade mig. Måske var det et slags tegn fra en højere magt? Var det Guds vilje at jeg bare skulle blive stående, lam i ryggen og glo indtil morgensolens stråler kunne kradse mig i øjnene? Jehovas? Jeg mærkede musklerne trække på sig i læggen, og lyden af hud, der langsomt blev løsrevet fra helvedets flammer dansede ind i min øregang.
Ungdomsfest – Novelle, slutning
Langsomme skridt, knurrende mave, bølgende krøller, klæbrige gulv, sorte kontakter, udstrakt hånd.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar