De Gale
- slutning
- slutning
Han sad i lænestolen med et tæppe over sig og svedte, hans hår var helt vådt, og han lignede en af de gale, samme tomme blik ud i luften. Jeg åndede tungt. Bag glasdørene ind til spisestuen stod Topper med sit blik rettet mod den far, der havde opfostret os begge.
- Jeg vil ikke ha’ jer her!
Selvom jeg havde set den komme, følte jeg alligevel at de spydige ord ramte mig som et brutalt slag i ansigtet. Jeg vidste ikke, om Popsy kendte til forbindelsen, der var mellem os tre mænd, men jeg havde den vage fornemmelse af, at hun havde opfattet det samme som jeg selv. Han var ikke længere til stede på den måde samfundet ville have, at han skulle være. På den måde jeg selv ville have, at han skulle være til stede på.
- Jeg vil ikke!
- Far…
Lyden fra min stemme satte sig fast i ganen, og til trods for at jeg gerne ville sige mere, så kunne jeg ikke. Jeg følte mig usikker, magtesløs og tvunget ind i en situation, jeg ikke ønskede at stå i. Jeg havde lyst til at smide håndklædet i ringen, lægge mig på ryggen og blotte struben. Jeg var færdig med den her leg, ville rives ud af dette mareridt.
- Jeg vil ikke ha’ jer! Jeg vil ikke! Jeg vil ikke ha’ jer her!
Lyset i loftet blinkede usikkert, hvilket gjorde, at hans bevægelser blev simuleret til at foregå i slowmotion. Måden hvorpå han mægtigt tårnede sig op fra lænestolen var både uhyggelig og ganske uvirkeligt. Det kunne ikke passe, at det var sådan det hang sammen. Min far kunne umuligt være en af ”De Gale” og i det jeg forsøgte at bilde mig ind, at det hele bare var en stor joke begyndte han at grine højt. Det var en ru latter, der kom i raspende stød et sted dybt nede fra hans mave, og man kunne høre, at han ikke havde drukket noget i lang tid, i hvert fald ikke andet end sprut. En revolver blev knyttet i hans næve og rystede i takt med hele hans klukkende krop, der forsatte med sine ryst selv efter det sælsomme klik fra endnu en pistol, der blev ladt.
- Popsy!
Men det var allerede for sent. Jeg hørte Toppers fedtede håndflader ramme mod glasdørens ruder, men noget sagde mig, at han ikke turde træde ind i lokalet, der takket være den ringe belysning blinkede med jævne mellemrum. Jeg så, hvordan min far gik lidt i knæ for derefter at vippe bagover i den stol, som han altid havde siddet i om aftenen. Ramt direkte ind mellem venstre øjenhule og næseryggen og synet fik et gys til at vælte indover mig.
Da vi havde rejst gennem landet, var jeg så småt begyndt at vænne mig til tanken om ikke at komme hjem til mine forældre. Det var vel en overlevelsesmetode at jeg på en eller anden måde havde accepteret det faktum, at de var væk, men så havde han jo siddet der, og pludselig var der en chance for at det hele måske kunne blive godt igen. Popsy havde ødelagt det hele.
Måske kunne han have fortalt hvor Maiken befandt sig eller hvor mor var, og så havde Popsy bare sprængt det hele i luften. En blodåre pulserede som en pyton i min pande og jeg strakte frustreret armene over hovedet. På et splitsekund var det som om, at hele min verden havde vendt i en massiv turbulens. Alle de følelser der havde påvirket den lange rejse var ligegyldige, alt var ligegyldigt. Den velkendte lyd af glasdøren, der blev åbnet skar ind igennem min tankestrøm. Topper ville selvfølgelig holde med hende. Selvfølgelig ville han det. Jeg var jo bare Steff, ham med den gale far.
- Topper… hviskede Popsy og lod sin kraftigt skælvende hånd dale ned langs siden. Elegant trådte Topper modigt frem, tog den lille pistol fra Popsy i et snuptag og lagde armene om hendes smalle skuldre. - Han ville skyde os.
Det havde måske blot været en konstatering, men i det øjeblik opfattede jeg det som en beskyldning. Som et angreb. Selvfølgelig ville han ikke have skudt nogen af dem. Han ville have kommet til fornuft, og han ville have fortalt os hvor Maiken var gemt. Han ville fortælle os at Maiken var nede ved stranden og fange krabber med sine bare hænder. At hun løb igennem vandkanten med sine røde ben.
- Giv mig pistolen, bad jeg og rakte en flad hånd frem. Mit blik var rettet direkte ud i luften, og jeg kunne mærke den måde Topper stirrede på mig. Jeg mærkede hans tanker. Han tænkte, at jeg var blevet lige så gal som min far. Min far. - Topper for fanden, giv mig pistolen! Min stemme var skinger af desperation og jeg rettede mine øjne mod dem. Lyset var åbenbart vendt tilbage i dem, for det begyndte så småt at dæmre for dem, at jeg ikke var blevet gal.
- Steff, jeg tror det er bedst hvis vi smider den væk.
- Nå, så det tror du? Skepsis sprang fra hver en fiber i min krop og jeg gik to stive skridt tættere på de to forelskede. - Lad os endelig bare glemme alt. Jo mere af Steffs fortid der er væk, jo hurtigere kan Popsy og jeg starte vores fremtid, imiterede jeg Toppers til tider overlegne stemme. Han var målløs, og mens Popsy stirrede skiftevis mellem vores ansigter havde jeg rig mulighed for at snuppe pistolen fra hans greb. Jeg kunne afslutte det hele nu. Al galskaben. Stige ud af livet. Stige ud af trædemøllen. Jeg tørrede hagen med min håndryg og stak den lille sorte klump i bæltet.
- Steff… sagde Topper med en del luft bag udbruddet, så det nærmest lød som om, han var lettet.
- Han havde altid haft den, sagde jeg og bukkede mig ned ved siden af min far. En strøm af tårer pressede sig op omkring mine øjenæbler, men jeg tvang dem til ikke at løbe over renden. Jeg stirrede på revolveren, som jeg havde kendt hele min barndom. Selvom jeg vidste hvad den var i stand til, så havde jeg aldrig frygtet den det mindste. - Altid, gentog jeg og rakte ud efter den. Det overraskede mig hvor tung den egentlig var.
- Det ved jeg, valgte Topper tonløst at sige. Jeg vendte hovedet mod ham og rankede ryggen. Han vidste intet, og jeg vidste, at han vidste, at det var det, jeg tænkte. Topper slog blikket ned i gulvet, og Popsy forsatte med at skælve som om jorden rystede under hende. Deres anonyme tilstedeværelse fik mig til at føle mig som den eneste i hele verden, og jeg måtte erkende, at det var en rar følelse. Måske jeg burde ændre retning, lave min egen rute og forsætte i min egen verden. En verden hvor kun mit valg havde en betydning. At overleve eller at dø. Jeg vendte revolveren i min hånd, vægtede den og slog den op, så hylsteret hvor de glatte patroner skulle sidde blev skudt frem. Hvad der i et kort øjeblik havde mindet mig om en scene fra James Bond, blev pludselig forvandlet til en skrækfilm. Jeg kunne se gulvet gennem hvert af de ti huller. Ikke en eneste patron var sat i. Jeg hævede mit ansigt, mærkede salte dråber kilde sig vej ned på min hage og lod mit blik mødes med deres. De kendte allerede svaret, og det samme gjorde jeg. Måske var vi bare en smule uenige om resultatet. Med den smukke revolver i min venstre hånd trak jeg den lille frem fra bæltet, rettede den ud i strakt arm, ladede og fyrede så af.
Hun lå lidt i hans arme, forsøgte at hviske noget, men blodet skvulpede bare over hendes læber og dannede små bobler. Selv forsatte jeg bare med at græde. Tårerne ramte gulvtæppet i næsten ligeså store mængder som den røde masse flød fra Popsy. Det var ikke rigtigt til at fatte. Hun var kommet til os så pludseligt, og nu forlod hun os så pludseligt. Topper vuggede hendes døde krop i sin favn, men da jeg trådte et skridt frem sprang han op, med et ansigt mere galt end de gales. Det glødede og øjnene var sært dyriske.
- Steff… hans stemme var vild og prustende. Arrigt jog han ud efter mig og jeg lod ham gribe fat i mit tøj. - Hvorfor? Hvorfor, Steff? Han ruskede hårdt i mig som om det skulle give mig lyst til at åbne op for mine allerdybeste følelser. I et øjeblik holdt han mig kun fast med sin ene hånd, da han accelererede med den anden. Jeg følte smerten før den knyttede næve ramte mig, og efter hvert slag sørgede jeg for at vende blikket tilbage på ham.
- Han var gal! Hører du hvad jeg siger? Gal!
Jeg forsøgte at forstå, men så pressede han os mod væggen. Jeg mærkede hans varme krop mod min, og jeg forsatte med at stirre tilbage på ham. Efter hvert sekund blev slagenes kraft fordoblet, og efter hvert slag blev mit hoved tungere og tungere. Blodet smurte min hals indefra og det fik min vejrtrækning til at gurgle sælsomt. Min tunge mærkede en tand blive slået løs, og da Topper rettede en heftig næve mod mit mellemgulv, blev den spyttet over hans skulder. Jeg mærkede varmen brede sig i mit ansigt, hvordan den opsvulmede hud spændte sig og for sit indre blik, bag de hævede øjenlåg, kunne jeg nærmest se farverne for mig.
- Er det det eneste, du kan byde på?
Jeg havde slet ingen fornemmelse af hvilken retning mit hoved trillede. Toppers varme var så tæt på, men alligevel forekom hans nærvær som på miles afstand. Han blev ved med at dukke op for mit indre. Ham, der gik og lavede spontane digte om min dovenskab, mens han pegede på mig med en overlegen pegefinger. ”Det ka’ du ik bare. Og lad være med at læg’ dig, du har pligter og vi får ingen mad hvis du svigter.”
- Steff for fanden, hviskede han og mærkede hans pande dunke opgivende ind i det stykke væg ved siden af mit hoved. - Du fatter ikke en skid.
Smerteligt trak jeg på skuldrene, og fortrød i samme øjeblik. Hans hånd gled op langs min side og han hårdt greb fat i trøjens tekstiler omkring armhulen.
- Jeg vil ikke have at du dør. Jeg vil have, at du skal forsætte resten af dit liv med dine ar og med den skyld. Jeg vil have at du… hans stemme døde hen og han rettede sig igen op. Varmen forsvandt og jeg følte mig nøgen. - Jeg hader dig, Steff. Og lige netop dét hader jeg allermest. Hvor fanden knækkede filmen?
Jeg vidste godt at jeg ikke burde, men trak alligevel på skuldrene.
- Gør mig for helvede den tjeneste at få det afsluttet, bad jeg ham indtrængende og samlede mine blodige hænder om hans kæber, der bittert vred sig under den bløde hud. - Ellers gør jeg det kraftedeme se…
Jeg vidste ikke hvordan jeg endte der, men jeg mærkede det velkendte gulvtæppe under mig. Glasdøren ind til spisestuen var smadret, og jeg havde på fornemmelsen af, at det var dens skår jeg havde i baghovedet. Jeg kunne ikke mærke min krop. Hverken mine ben, arme, hoved eller noget. Gennem mine øjenvipper kunne jeg se Topper sidde overskrævs på mig, end ikke dét kunne min forslåede krop mærke. Han rykkede på sig, og efterfølgende vendte smerterne tilbage med fornyet energi. De beroligende smerter, der var min eneste forbindelse til livet hvor jeg ikke længere passede ind. Jeg ville aldrig glemme dengang jeg mødte Topper.
- Jeg vil ikke ha’ jer her!
Selvom jeg havde set den komme, følte jeg alligevel at de spydige ord ramte mig som et brutalt slag i ansigtet. Jeg vidste ikke, om Popsy kendte til forbindelsen, der var mellem os tre mænd, men jeg havde den vage fornemmelse af, at hun havde opfattet det samme som jeg selv. Han var ikke længere til stede på den måde samfundet ville have, at han skulle være. På den måde jeg selv ville have, at han skulle være til stede på.
- Jeg vil ikke!
- Far…
Lyden fra min stemme satte sig fast i ganen, og til trods for at jeg gerne ville sige mere, så kunne jeg ikke. Jeg følte mig usikker, magtesløs og tvunget ind i en situation, jeg ikke ønskede at stå i. Jeg havde lyst til at smide håndklædet i ringen, lægge mig på ryggen og blotte struben. Jeg var færdig med den her leg, ville rives ud af dette mareridt.
- Jeg vil ikke ha’ jer! Jeg vil ikke! Jeg vil ikke ha’ jer her!
Lyset i loftet blinkede usikkert, hvilket gjorde, at hans bevægelser blev simuleret til at foregå i slowmotion. Måden hvorpå han mægtigt tårnede sig op fra lænestolen var både uhyggelig og ganske uvirkeligt. Det kunne ikke passe, at det var sådan det hang sammen. Min far kunne umuligt være en af ”De Gale” og i det jeg forsøgte at bilde mig ind, at det hele bare var en stor joke begyndte han at grine højt. Det var en ru latter, der kom i raspende stød et sted dybt nede fra hans mave, og man kunne høre, at han ikke havde drukket noget i lang tid, i hvert fald ikke andet end sprut. En revolver blev knyttet i hans næve og rystede i takt med hele hans klukkende krop, der forsatte med sine ryst selv efter det sælsomme klik fra endnu en pistol, der blev ladt.
- Popsy!
Men det var allerede for sent. Jeg hørte Toppers fedtede håndflader ramme mod glasdørens ruder, men noget sagde mig, at han ikke turde træde ind i lokalet, der takket være den ringe belysning blinkede med jævne mellemrum. Jeg så, hvordan min far gik lidt i knæ for derefter at vippe bagover i den stol, som han altid havde siddet i om aftenen. Ramt direkte ind mellem venstre øjenhule og næseryggen og synet fik et gys til at vælte indover mig.
Da vi havde rejst gennem landet, var jeg så småt begyndt at vænne mig til tanken om ikke at komme hjem til mine forældre. Det var vel en overlevelsesmetode at jeg på en eller anden måde havde accepteret det faktum, at de var væk, men så havde han jo siddet der, og pludselig var der en chance for at det hele måske kunne blive godt igen. Popsy havde ødelagt det hele.
Måske kunne han have fortalt hvor Maiken befandt sig eller hvor mor var, og så havde Popsy bare sprængt det hele i luften. En blodåre pulserede som en pyton i min pande og jeg strakte frustreret armene over hovedet. På et splitsekund var det som om, at hele min verden havde vendt i en massiv turbulens. Alle de følelser der havde påvirket den lange rejse var ligegyldige, alt var ligegyldigt. Den velkendte lyd af glasdøren, der blev åbnet skar ind igennem min tankestrøm. Topper ville selvfølgelig holde med hende. Selvfølgelig ville han det. Jeg var jo bare Steff, ham med den gale far.
- Topper… hviskede Popsy og lod sin kraftigt skælvende hånd dale ned langs siden. Elegant trådte Topper modigt frem, tog den lille pistol fra Popsy i et snuptag og lagde armene om hendes smalle skuldre. - Han ville skyde os.
Det havde måske blot været en konstatering, men i det øjeblik opfattede jeg det som en beskyldning. Som et angreb. Selvfølgelig ville han ikke have skudt nogen af dem. Han ville have kommet til fornuft, og han ville have fortalt os hvor Maiken var gemt. Han ville fortælle os at Maiken var nede ved stranden og fange krabber med sine bare hænder. At hun løb igennem vandkanten med sine røde ben.
- Giv mig pistolen, bad jeg og rakte en flad hånd frem. Mit blik var rettet direkte ud i luften, og jeg kunne mærke den måde Topper stirrede på mig. Jeg mærkede hans tanker. Han tænkte, at jeg var blevet lige så gal som min far. Min far. - Topper for fanden, giv mig pistolen! Min stemme var skinger af desperation og jeg rettede mine øjne mod dem. Lyset var åbenbart vendt tilbage i dem, for det begyndte så småt at dæmre for dem, at jeg ikke var blevet gal.
- Steff, jeg tror det er bedst hvis vi smider den væk.
- Nå, så det tror du? Skepsis sprang fra hver en fiber i min krop og jeg gik to stive skridt tættere på de to forelskede. - Lad os endelig bare glemme alt. Jo mere af Steffs fortid der er væk, jo hurtigere kan Popsy og jeg starte vores fremtid, imiterede jeg Toppers til tider overlegne stemme. Han var målløs, og mens Popsy stirrede skiftevis mellem vores ansigter havde jeg rig mulighed for at snuppe pistolen fra hans greb. Jeg kunne afslutte det hele nu. Al galskaben. Stige ud af livet. Stige ud af trædemøllen. Jeg tørrede hagen med min håndryg og stak den lille sorte klump i bæltet.
- Steff… sagde Topper med en del luft bag udbruddet, så det nærmest lød som om, han var lettet.
- Han havde altid haft den, sagde jeg og bukkede mig ned ved siden af min far. En strøm af tårer pressede sig op omkring mine øjenæbler, men jeg tvang dem til ikke at løbe over renden. Jeg stirrede på revolveren, som jeg havde kendt hele min barndom. Selvom jeg vidste hvad den var i stand til, så havde jeg aldrig frygtet den det mindste. - Altid, gentog jeg og rakte ud efter den. Det overraskede mig hvor tung den egentlig var.
- Det ved jeg, valgte Topper tonløst at sige. Jeg vendte hovedet mod ham og rankede ryggen. Han vidste intet, og jeg vidste, at han vidste, at det var det, jeg tænkte. Topper slog blikket ned i gulvet, og Popsy forsatte med at skælve som om jorden rystede under hende. Deres anonyme tilstedeværelse fik mig til at føle mig som den eneste i hele verden, og jeg måtte erkende, at det var en rar følelse. Måske jeg burde ændre retning, lave min egen rute og forsætte i min egen verden. En verden hvor kun mit valg havde en betydning. At overleve eller at dø. Jeg vendte revolveren i min hånd, vægtede den og slog den op, så hylsteret hvor de glatte patroner skulle sidde blev skudt frem. Hvad der i et kort øjeblik havde mindet mig om en scene fra James Bond, blev pludselig forvandlet til en skrækfilm. Jeg kunne se gulvet gennem hvert af de ti huller. Ikke en eneste patron var sat i. Jeg hævede mit ansigt, mærkede salte dråber kilde sig vej ned på min hage og lod mit blik mødes med deres. De kendte allerede svaret, og det samme gjorde jeg. Måske var vi bare en smule uenige om resultatet. Med den smukke revolver i min venstre hånd trak jeg den lille frem fra bæltet, rettede den ud i strakt arm, ladede og fyrede så af.
Hun lå lidt i hans arme, forsøgte at hviske noget, men blodet skvulpede bare over hendes læber og dannede små bobler. Selv forsatte jeg bare med at græde. Tårerne ramte gulvtæppet i næsten ligeså store mængder som den røde masse flød fra Popsy. Det var ikke rigtigt til at fatte. Hun var kommet til os så pludseligt, og nu forlod hun os så pludseligt. Topper vuggede hendes døde krop i sin favn, men da jeg trådte et skridt frem sprang han op, med et ansigt mere galt end de gales. Det glødede og øjnene var sært dyriske.
- Steff… hans stemme var vild og prustende. Arrigt jog han ud efter mig og jeg lod ham gribe fat i mit tøj. - Hvorfor? Hvorfor, Steff? Han ruskede hårdt i mig som om det skulle give mig lyst til at åbne op for mine allerdybeste følelser. I et øjeblik holdt han mig kun fast med sin ene hånd, da han accelererede med den anden. Jeg følte smerten før den knyttede næve ramte mig, og efter hvert slag sørgede jeg for at vende blikket tilbage på ham.
- Han var gal! Hører du hvad jeg siger? Gal!
Jeg forsøgte at forstå, men så pressede han os mod væggen. Jeg mærkede hans varme krop mod min, og jeg forsatte med at stirre tilbage på ham. Efter hvert sekund blev slagenes kraft fordoblet, og efter hvert slag blev mit hoved tungere og tungere. Blodet smurte min hals indefra og det fik min vejrtrækning til at gurgle sælsomt. Min tunge mærkede en tand blive slået løs, og da Topper rettede en heftig næve mod mit mellemgulv, blev den spyttet over hans skulder. Jeg mærkede varmen brede sig i mit ansigt, hvordan den opsvulmede hud spændte sig og for sit indre blik, bag de hævede øjenlåg, kunne jeg nærmest se farverne for mig.
- Er det det eneste, du kan byde på?
Jeg havde slet ingen fornemmelse af hvilken retning mit hoved trillede. Toppers varme var så tæt på, men alligevel forekom hans nærvær som på miles afstand. Han blev ved med at dukke op for mit indre. Ham, der gik og lavede spontane digte om min dovenskab, mens han pegede på mig med en overlegen pegefinger. ”Det ka’ du ik bare. Og lad være med at læg’ dig, du har pligter og vi får ingen mad hvis du svigter.”
- Steff for fanden, hviskede han og mærkede hans pande dunke opgivende ind i det stykke væg ved siden af mit hoved. - Du fatter ikke en skid.
Smerteligt trak jeg på skuldrene, og fortrød i samme øjeblik. Hans hånd gled op langs min side og han hårdt greb fat i trøjens tekstiler omkring armhulen.
- Jeg vil ikke have at du dør. Jeg vil have, at du skal forsætte resten af dit liv med dine ar og med den skyld. Jeg vil have at du… hans stemme døde hen og han rettede sig igen op. Varmen forsvandt og jeg følte mig nøgen. - Jeg hader dig, Steff. Og lige netop dét hader jeg allermest. Hvor fanden knækkede filmen?
Jeg vidste godt at jeg ikke burde, men trak alligevel på skuldrene.
- Gør mig for helvede den tjeneste at få det afsluttet, bad jeg ham indtrængende og samlede mine blodige hænder om hans kæber, der bittert vred sig under den bløde hud. - Ellers gør jeg det kraftedeme se…
Jeg vidste ikke hvordan jeg endte der, men jeg mærkede det velkendte gulvtæppe under mig. Glasdøren ind til spisestuen var smadret, og jeg havde på fornemmelsen af, at det var dens skår jeg havde i baghovedet. Jeg kunne ikke mærke min krop. Hverken mine ben, arme, hoved eller noget. Gennem mine øjenvipper kunne jeg se Topper sidde overskrævs på mig, end ikke dét kunne min forslåede krop mærke. Han rykkede på sig, og efterfølgende vendte smerterne tilbage med fornyet energi. De beroligende smerter, der var min eneste forbindelse til livet hvor jeg ikke længere passede ind. Jeg ville aldrig glemme dengang jeg mødte Topper.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar