Mares Magt

Mares magt

Urskivens visere tikker hypnotiserende
jeg ved, at drømmeland venter forude
venter på at jeg skal deltage i dens lege i Eden
komme den i møde og omfavne den,
restituere dagligdagen og bearbejde virkeligheden
og vi skal danse, og vi skal grine, og vi skal slappe af

Men månelyset ebber ud med tidevandet
åh store fyldige røde måne
og pludselig begynder det at nærme sig da
noget tager form og hvisker sælsomt i mit øre
ikke en lyd; blot den vage fornemmelse af,
at man hørte nogen udtale ens navn i nærheden

Skal, skal ikke?
man kan jo for helvede ikke lade være
for hvis man siger A skal man sige B
også selvom mosen syder om ens ankler
og man ikke aner hvad der skal ske
længere ud, dybere ind. Jeg er som bundet.

Kvalme, ulmende fornemmelser presser på
presser svedperler frem på overlæben
presser hjertet til at slå dobbelte slag
Mare har fundet sig til rette
griber om forbudte følelser med et fast tag
og sammen skal vi nu ud at flyve.

Flyve, flyve, flyve.

Tanker vrider sig, følelser forgriber sig
ukontrollabelt, endeløst ævl og summen for mit øre
en arm, der griber fat og det brænder hvor jeg træder
men kun i min hjerne føler jeg smerter
og det er kun mit hjerte, der græder
trods blodige flænger og sår, der arrigt blusser op

Kulden ætser tværs igennem
føles brændende, som et flammehav
stiger højt op i himmelsvælget
mørket udvisker alt det sete
stjernerne døser hen og stopper med at blinke
kaos regere, hvor intet findes.

Det var så mit digt, som jeg præsenterede for klassen i dag. Det var mega meget pinligt, mine hænder rystede og foran mig sad 50 pubertetsforvirrede elever, delvis fra 7. og 8i. For at være ærlig, tror jeg, at jeg ’kun’ får 10. Hvilket er selvforskyldt, da jeg fuldstændigt glemte at gennemgå de tilsvarende malerier, som mine lærere åbenbart mente var kernen i hele mit projekt..