Villy Søvndal som udenrigsminister?

Well... det skaber da i det mindste flere arbejdspladser for tolke og engelsklærere. Mere har jeg ikke at sige i den sag.

Du er min yndlings, Fashionisto

Jeg indrømmer gerne, at jeg de sidste par måneder har brugt ufattelig lang tid inde på Thefashionisto.com, som er en ufattelig enestående hjemmeside for mandlige modeller. De modeller, der ikke er at finde på siden, er ikke rigtige modeller, så derfor bliver mit lille danske hjerte sgu en smule stolt, når jeg fanger navne som Mathias Lauridsen og Malthe Lund Madsen! Men ikke desto mindre, så har jeg da også gennem tiden opsnappet mine yndlingsdrenge. Cole Mohr, Andrej Pejic, Jaco van den Hoven, Mark Cox, Aris Schwabe, Jethro Cave, Andrew Cooper, Ben Hill and the list goes on and on and on!
Ikke nok med at siden opremser alle de anerkendte modeller, så har den også lister over featured fotografer, stylister, designere og agenter. I'm in heaven, hvilket jo er besynderligt når jeg ikke lusker rundt med de helt store modeldrømme, eller er et hak bevidst om mode. Jeg har vel bare fået en sær fetich med at glo artikler af denne fantastiske verden af fantastiske mennesker? Sider som TheFashionisto minder mig om, hvor mange smukke mennesker der faktisk lever blandt mig. Indtil da var mine skønhedsidealer: "langt hår, læderbukser, fejlfrit ansigt - så tager vi den derfra". Nu er jeg blevet obsessed med små kendetegn, trademarks, særheder og... ja, you get the picture.

Men nu vil jeg være en rigtig mode-blogger for en dag og trække dig med til Paris Fashion Week fra 2010! Det er Paul Smiths bud på foråret 2011, og indeholder modeller som Berthold Rothas, Cole Mohr, Dan Felton, Jethro Cave, Andrej Pejic og Yuri Pleksun!

Jethro Cave (Nick Caves søn. Lækkert)

Cole Mohr

Ian O'Brien

Marcel Castenmiller

Marcel Castenmiller... 
Min absolutte yndlings model af dem alle. Der er et eller andet utrolig sexet over hans PMS-face, og det bedste ved det hele er, at han ser sådan ud på alle sine billeder. Derudover er han også en af de modeller, der har flest artikler om sig på thefashionisto, ikke engang overgået af flødebollen Francisco Lachowski, som alle lader til at kunne lide.

Langt hår og læderbukser - men det der ansigt. Rauwf.

Og min fetich for jakkesæt - jeg burde bo i London. 

Der der med stjernerne...

Horoskop

- Skorpionen

Skorpionen er meget opsat på at få tingene sat i en rækkefølge, så de kan ske nemmest og bedst muligt. Når denne logiske middelvej er fundet, vil Skorpionen dog have svært ved at løsrive sig fra denne løsning, hvis problemer skulle opstå. Skorpionen kan derfor have svært ved at træde et skridt væk fra sit eget koncept og forsøge at perspektivere opgaven.

Skorpionen foretrækker at fordybe sig i ting og lære teorien bag komplekse systemer og sammenhænge blot for forståelsens skyld, frem for at kunne udføre det praktisk. Skorpionen har brug for ro omkring sig for at kunne opnå dette behov, og kan derfor virke livsfjern og distræt for andre mennesker.

Skorpionens mål i stort set alle opgaver er at blive rost, da anerkendelse og bekræftelse er en vigtig del i dens dagligdag. Skorpionen vil derfor tit påtage sig en selvstændig rolle, for at opnå personlig bedømmelse. I gruppearbejde vil Skorpionen også forsøge at dele arbejdet op for at opnå denne selvstændige status og kan derved vurdere de andre og sammenligne sig og lettere holde styr på hvem der fortjener hvilken mængde af ros og anerkendelse fra de andre.

Skorpionen hidser sig lettest op ved uretfærdig behandling og reagerer via verbal kommunikation. Skorpionen føler sig meget knyttet til sine handlinger og har let ved at skelne mellem rigtigt og forkert eller godt og dårligt og vil derfor føle at den har et ord at skulle have sagt, hvis andres vurderinger ikke stemmer overens med dennes. Skorpionen vil føle sig uretfærdigt behandlet indtil den får ret i sin sag, eller vælger at skifte mening.

Skorpionen kan godt lide at leve blandt eksisterende strukturer, så længe den kan være med til at beslutte dem eller ændre på dem. Ofte tager Skorpionen afstand fra ændringer og bryder sig ikke om hvis dens beslutninger bliver kritiseret eller ugyldiggjort.

Et efterskoleår i Hundredemeterskoven.

I år har det været et helt særligt år. Jeg har følt mig mere alene end hvad selv mine vildeste fantasier ville kunne præstere, og alligevel har jeg haft så fandens travlt med at rende til fester, koncerter, møder og fødselsdage, hvor jeg har siddet til langt ud på natten med Bacardi, Schweppes, lagkage, Harry Potter og veninderne. Men det har jo ikke været helt det samme, eftersom at en helt bestemt kerneperson har manglet. Vi har jo nok alle sammen oplevet det på et eller andet tidspunkt, det der med, når folk rejser væk. Nogle rejser væk i weekenden, nogle andre tager tre måneder til Kina for at forbedre sit Mandarin, nogle forsvinder for evigt og andre forsvinder i et år. Min savnet person hører under kategorien "Efterskoleår" og jeg indrømmer gerne, at morgenerne har været langt mere afslappet og at jeg har nydt godt af min grådighed, men her i løbet af de sidste måneder, har det kedet mig en anelse. Det er lidt ligesom at spise Smarties, for man har bare lyst til at blive ved og ved, men til sidst må man altså erkende, at det bare er for klamt, og brækfornemmelser trækker ens ildelugtende fødder ud til toilettet, som for mig, er det mest komfortable sted at knække sig. Det er så den følelse, som jeg urimeligt nok sidder med nu. Jeg er så ensom, at jeg kunne brække mig. Som jeg nævnte før, har jeg jo rigeligt at se til i mit sociale liv (sexliv ikke medregnet), så normalvis ville jeg ikke stemple mig selv som Miss Loner fra Fredericia Downtown, men når det kommer til det, man så episk kalder Søskendekærlighed (ikke nødvendigvis den voldelige af slagsen), så føler jeg mig virkelig tom. Der er bare en form for nærvær, der ikke kan tilfredsstilles af andre end ens søskende. Forstå mig ret, jeg gider ikke dine sjofle fantasier, for jeg mener, når jeg siger, at jeg har brug for at blive råbt af en gang i mellem, når jeg egoistisk nok vælge at tage time lange bade. Folk har det med at glemme, at skænderier er ligeså vigtigt som alt andet form for nærvær, og det har virkelig også en betydning, hvem man skændes med. At råbe af kæresten er ikke det samme som at råbe af sin mor, at råbe af sin søster er ikke det samme som noget andet. Det er en hel unik følelse. Det er både skænderiet jeg savner, men også de efterfølgende minutter. Forsoningen hvor man sidder i hver sin ende af sofaen og forsøger at holde de skide sure maske i længst tid, men pludselig bemærker man i refleksionen fra plasmaskærmen der viser Gossip Girl, at man begge ligner bagenden af en kat. Katten bliver pludselig sprættet op af et smil, man udveksler indforstået blikke og alt er godt igen.

Jeg har virkelig savnet Johanne, så derfor er det her indlæg specielt forbeholdt hende og ingen anden. Det er selvfølgelig løgn, for det handler jo også om mig, da jeg er ekstrem selvfed – men nice nok. Tidligere modtog jeg et sprøjt kærlighed fra den kære søster. For ja, kærlighed kan godt modtages såvel som gengældes over Facebook, da vi jo alle ved, at Facebook er det mest officielle man kan opnå, så fuck da lige alle de statskontrolleret ting i verden!
Men hvad jeg modtog, var det kæreste citat, jeg længe har læst. To kommentarer senere fortæller hun, at det er citeret fra vores alle sammens Plysbjørn, hvilken trak mig tilbage i et ocean af minder. Mine egne oplevelser med Peter Plys, mine adskillige Plys relaterede bamser og klistermærker, mine lydbøger hvor ham manden med den alt for dejlige stemme læser fortællingerne med de fantastiske moraler højt, men også minder, der slet ikke tilhører mig. Et minde som Pia skænkede alle sine lyttere, da hun tidligere på året holdte sin tale ved Karstens mindedag. Jeg tudbrølede dengang og jeg tudbrøler i dette øjeblik. Peter Plys vækker et eller andet i mig. Der er en smertelig ærlighed over det han siger, som bare kan få tårerne til at pible frem, fordi man selvfølgelig er bygget som et menneske, der ikke tør fortælle sandheden, stille smertefulde spørgsmål og bryde fri fra fortidens skygger.

Johanne Dam Jensen

If you live to be a hundred, I want to live to be a hundred minus one day, so I never have to live without you ♥

Evolution – Fra medmenneske til medarbejder

Træng venligst ind i mit hoved og fremkald dig de utålelige minder, jeg har på lager. Du står i Føtex, hvor du føler dig på lige fod med alle andre. Jo mere du bare står og glor, jo tungere virker den fedtfattige, statskontrolleret økologiske Riberhus i din hånd, og jo mere føler du, at du da egentlig er et meget bedre menneske end de andre, da du både tænker på vægten, dyrene og miljøet. Du minder dig selv om, at du ikke engang er fyldt 18, at din mening derfor kan være ligegyldig og at du stadig bare er en svedig, bumset teenager, hvor Sanex virker som den eneste rigtige løsning til dette langvarige problem. Med usikre og stakåndede skridt bevæger du dig med din ost i favnen over til den kosmetiske afdeling, og her bliver du overfaldet af en ubehøvlet syndflod af alle mulige slags cremer, deodoranter, desinfektionsmidler og vatpinde i regnbuens skønne farver. I det dine øjne falder på et godt tilbud, glider de videre ned på gulvet hvor en parfumeflaske ligger knust. Mellem de små, skarpe lyserøde skår er der et lille mærke hvor der står "Tester", men nogen må tilsyneladende have formået at misforstå dette budskab. Kigger du til højre, vil du stirre mod en væg fyldt med make-up produkter, kigger du til venstre, vil du kunne se over på en anden afdeling, hvor alverdens ragelse fra Kornkammeret ligger på lur. Bag de lumske rækker af brød- og bolleblandinger ser du en ung mand, hvis påklædning antyder til at han arbejder i butikken og du tager chancen. Febrilsk træder du over i denne nye verden og spørger:
"Undskyld jeg sådan afbryder, men der ligger altså en masse skår derovre."
Svaret bliver: "Du må lige gå til en af dem i kosmetik afdelingen, så kan de hjælpe dig. Det er ikke min afdeling."

Her er jeg brysk og tænker: Hvor fanden knækkede filmen? Siden hvornår er vi gået tilbage til den overtroiske del af fortidens tidslinje, hvor vi var overbeviste om, at man kunne stjæle hinandens held og velvære? Nu handler det så åbenbart om at holde øje med hvor meget godhed vi deler ud af, og det hele skal nøje vægtes og vejes for ellers vil verden tilsyneladende drukne i korruption, fordi den ene vil få mere end den anden. For hvis brød- og bolleblanding manden hjalp mig, så ville de fortabte kunder i brød- og bolleblanding afdelingen jo forblive i uvisheden og føle sig presset til at sjæle, og hvis jeg samtidig modtog hjælp af en af de lidt kønnere piger fra kosmetikafdelingen, så ville jeg jo modtage meget mere godhed end de andre i butikken. Hvis det virkelig er sådan mennesker er begyndt at tænke, tør jeg da virkelig ikke sætte min lid til dem. Vi lever i en globaliseret verden, hvor vi alle sammen bærer en lille del af hinanden, og vi er nød til at hjælpe, for at de brudstykker af andres fremtid vi bærer kan føre det videre og hjælpe til, i stedet for bare at være til. Så det nytter ikke noget, at vi bare kaster bolden videre. Og videre til hvem? Videre til den næste medarbejder.

Eugenia

Eugenia

Eugenia, en kvinde skabt af udelukkende det maskuline væsen. Skabt til at friste, lovgive, udøve og dømme. Lucifer, Satan, Belial og Leviathan, de fire kronprinser af helvedet. Hver af dem udpeger sig en tjener til at sende op i skærsilden og søge efter en flamme hver, som de skal bringe med sig tilbage.

Lucifer:
Morgen stjernen Lucifer ¹, søn af daggry, modtager en flamme, der er stærkere end de andres af sin tjener Balthazar. Det er en frelst flamme tilhørende Johannes Døberen, og vandet fra dåbens kilde begynder at koge. Derved får kvinden sin første magi, magt over konduktion i forhold til den levende organisme.

Satan:
I det gamle testamente var det ”modstanderen” Satans opgave, at sætte menneskerne på prøve og afprøve deres retfærdighed. Det giver kvinden et væsen der bestræber sig efter retfærdighed hvor hun ikke er blindfoldet. Hun er den lovgivende, udøvende og dømmende og dette modtager hun via flammen.

Belial:
Kronprinsen uden en hersker gør kvinden uafhængig. Hun har ikke behov, kun et mål. Flammen som Belial modtog fra sin tjener tilhørte en kvinde med navn Maria Magdalene. Hendes gravide væsen gjorde flammen frugtbar og dens skønhed og blidhed tildeler kvinden sin krop skabt til at friste og mænge sig med hvert et væsen.

Leviathan:
Den dyriske skikkelse fra havets dyb modtager en flamme fra sin tjener. Flammen tilhørte en spedalsk hvis sygdom blev kureret af Jesus Kristus og skænker kvinden en magi der gør biologisk omstrukturering mulig. *something something*

1)      Lucifer fik sparket da han forsøgte at hæve sin egen trone i himlen. Det fortælles ved at en stjerne der overgik Jupiters og Saturns lys hævede sig over bjergene og samtidig ved Babylon tårnet, der bliver bygget for at bestige himlen.

2)   Selvom Leviathan ofte er oversat som noget hen ad ”Hval”, så er den illustreret som noget a la en søslange, og derfor vil den mest naturlige skikkelse for Eugenia være en slange.

Playmate

Liam starred at her face. He knew it was rude but she was asleep, so he didn’t really care at all. Besides, it was nearly 10 centuries ago his mother taught him about how to behave; most important how not to. He wondered if angels like her had the same needs as humans, such as sleep or food. Maybe she was just pretending to be dreaming and was looking right back at him through her long, beautiful, black lashes? There was only one way to find out, he thought to himself and reached out his small hand. 

The first night they had met on playground, he had promised her that he would not touch her without her permission. He really wanted to keep that promise, but she had let him touch her all night, so what was the different now? Hopefully, the contract with the “Yes Liam, you may” in it hadn’t expired just yet.
Firstly, he waved gently his hand right in front of her pale face. No reaction. How far could he go? He waved a little harder, letting a gentle wind stroke against her hair and put his face next to hers. She was asleep and the feeling of pride rose up inside him. She dared to sleep in his company. She dared to close her eyes with him lying right next to her.
“You must not be afraid,” he had commanded her that night they met.
- “I’m not afraid and that’s what scares me.”
Liam knew why she wasn’t afraid. A few minutes before he had spoken those words she had drank his blood. Not much, but enough to heal the swollen part of her cheek and to make him, seem a bit more attractive to her. A sneaky trick he used with the ones he wanted; the precious ones. The ones who laughed when he told jokes, jokes he had practiced for a long time just to give response to all the things that didn’t really mattered to him, but was important to humans and the assimilated creatures. The very few, who wanted to assimilate. Most vamps didn’t dare to assimilate, it was way too dangerous.
Anthony, his maker, never liked the vampires, who wanted to live among humans.
“They do not deserve to call themselves pure blooded” he always said. Anthony lived in Logement, which was really bizarre since it was where all the poor people lived. Old vampires like him were always seen living in big mansions with at least three Corvettes parked on the drive and with a bunch peacocks scattered around the ground. But he preferred to live in an odd house with paintings all over it. This was the only thing he did for ‘living’, barely anything else such as hunting or sex, which was what most vampires spent their nights doing – in their fancy mansions or penthouses, not in a lousy rat nest.
He was a good teacher for Liam, no doubt about that. Taught him about everything Liam would need to know about everything; about how to communicate properly, how to hunt, how to control people and break into their minds and how to realize, that he was on top of the food chain, master of the world’s ecosystem. He even taught him seven out of the sixteen languages he knew, which became very useful during the First and Second World War. He had been living in southern Germany for several years until his Jewish look had him forced out, banished from the new world. He never liked the idea of a new world anyways. And defiantly not the new one after the vamps burst out of their graves in the late 70’ies, after then, both good and bad stories had been told. If ever one vampire lost his temper and slaughtered a human with his divine strength, they started to think of all vampires as insane murders though it never had crossed their reptile-brains and blindfolded eyes that through thousands of years they had slaughtered each other in meaningless wars leading to victory for a few men and endless sorrow and misery to the rest of the world, the new world.
He looked at Ophelia and she looked right back at him.
“Blimey!” he gasped and sat straight up.
- “What’s time?” She looked at him with a sleepy face and followed his example. Liam never cared about time since he had plenty of it. He rarely slept in his coffin during the day because of the solar proof bedroom he had, unfortunately it was only this one room and not the entire house.
“Seven past twelve,” he said and grabbed a bit of duvet to cover his naked lower parts.
-“Night-time?”
“Day-time.”
- “Shouldn’t you be staying in a creepy tomb by now then?”
“This...“ He looked around. “- is my coffin. No sunlight can get through here but it will still weaken me a bit, which is why my ears also bleed.”
-“Your ears are bleeding?”
To answer her question he turned his head a bit so that she could see the red stream of blood that floated from his ears. It was another strange vampire-thing that he could not explain. It was just how it was. To explain such things about humans, you may think that you just had to understand the mechanics behind these happenings but that didn’t make it any less than a miracle, which was just another word for magic. Vampires’ magic was just a little different from theirs.
“Would you mind me tasting?” Her question made Liam smile. It was very polite of her to ask like that. Most people wouldn’t even have done that; they would just have strangled him up with silver-chains and drained him for blood. It was like a drug to those people. The older the blood was the better, which is why Liam had to be extra careful with the toys he brought to his house at night. The precious blood could heal everything from small wounds to broken bones, all depending on the amount and age; no vampires would be left on earth if hospitals knew that. The drinkers’ senses would also get much sharper and the muscles stronger.
“Now now, let’s not be greedy,” he said, idly tracing Ophelia’s bare flank with a feather. Oh, and the best part – if the drinker were in perfect shape, it would make gradual increase of lust for having sex. “Besides, you’ll get all messed up and... I’m tired.” Tired? When his own words crumbled their way into his ear canal he realised how silly it must have sounded. Something about what he had said made her blush.
-“For how long can you..?” She wiggled her hair with a finger.
“Six hours.” Live with it, his words whispered.
-“You have timed it?!”  
“All men do!” he claimed and got a bit disappointed about her poor reaction. He would have sworn that he had heard at least two ribs break in her try of holding back a massive, Russian laugh. His hands slowly stroke the length of her arms, which he, because of her amazingly smooth skin, could continue stroking hypnotizing all day and all night. It was like pale eel skin. Slowly, tenderly and expressive, a touch only she deserved. She deserved only the best of what he could give.