Mit 7.klasse bud på FSA-opgaven, "En Fortælling" ..
En fortælling
Bag Erasmus Desmarias’ skulderpuder lå resten af verden. Babineaux paladset lå langt bag ham, og lige nu befandt han sig på vejen ind i Gravois skoven, den største og mest magiske skov i hele Grosvenor, et land som var splittet i fire dele, Le Tréfle, Le Carreau, Le Coeur og Le Pique, og hver del havde en konge og en dronning. Erasmus Desmarias var fra Le Pique, og var sendt ud på et hemmeligt ærinde som begik sig i at han skulle dræbe den forheksede datter.
Dronningen af Le Pique havde for nogle dage siden indgået et væddemål med Djævlen. Hun havde et visdoms diadem, som gav hende evig klogskab, så hun udfordrede Djævlen til et spil skak. Hvis Djævlen vandt, skulle Dronningen videregive sit diadem til Djævlen, men hvis Dronningen gik hen og vandt, ville Djævlen give hende den perfekte datter som skulle overtage og samle hele Grosvenor til ét rige. Dronningen vandt, og som lovet gav Djævlen hende den perfekte datter, men hvis hun blot havde vidst hvad det ville betyde havde hun aldrig indgået det væddemål med Djævlen.
Mens Erasmus Desmarias tungt gik ned ad den fugtige stentrappe med kassen i sine arme, holdt hele den mørke skov vejret. Han satte sig ind i græskaret og fik sat hestene i gang, hvorefter kassen og ham langsomt bevægede sig igennem Gravois skoven via dens lange snoede stiger.
”Djævlebarnet,” hvislede de nøgne træer. Skoven var helt levende og dyrene gjorde ting de ikke plejede. Kentaurernes hovslag mod den fugtige jordbund kunne svagt høres et sted fjernt inde i skoven da kareten stoppede. Lydende blev dog langsomt overdøvet, i takt med at Erasmus bevægede sig nærmere en brusende flod. Han satte kassen ned på jorden og betragtede den indtrængende. Et pludseligt rus af paranoia strømmede ind over ham, og satte sig som koldsved ned ad ryggen. Han stoppede midt i en bevægelse og fæstnede sit blik på kassen.
”Djævlebarnet,” hviskede svampene i græsset. Han måtte bare se det en gang til. Han kunne ikke holde sig fra at se… at røre. Med hammeren fik han dirket de øverste brædder op og afslørede et blegt barneansigt der med lukkede øjne lå nede i kassen, helt ubevidst om at det blev betragtet af nogle dybe brune øjne. Han fik revet sig væk fra den bindende kraft og gav sig hurtigt til at slå sømmene i. De skarpe smæld når hammeren ramte stål gav genlyd mellem de bladløse træer og fik kragerne til at vige mod himlen. Klonk. Klonk.
Febrilsk trådte han et par skridt tilbage og kastede hammeren i det fugtige græs, der havde en farve langt mørkere end de normale græsmarker man så tit så i Grosvenor. Han var som tryllebundet, men stadig var han nær døden af rædsel. Barnet i kassen var forbandet. Det stræbte efter at komme til magten, det ville ikke sidde for et hvil før det bar kronen på sit hoved og efter dets attentatforsøg på Dronningen var det gået op for hele hoffet at det bedste ville være at skaffe sig af med barnet igen.
Erasmus tog en dyb indånding og bukkede sig ned for at løfte kassen op. Besværligt traskede han hen til floden, så kort ned i dens travle vand hvorefter han gav slip for kassen så den med et stort plask ramte den brusende overflade. Den sank. Erasmus vendte sig om lige tids nok til ikke at lægge mærke til at kassen flød op til overfladen igen. Nu var det op til flodånden at bestemme hvilken skæbne Djævlens barn skulle have da den roligt flød af sted. Erasmus gik besværligt igennem det høje krat og undgik alle tornene fra brombærbuskende. Da han satte sig i kareten, så han sig hurtigt over skulderen, rettede på sin høje hat, hvorefter han anden gang den dag fik hestene til at trave fremad med et hastigt tempo.
Nede i floden blev kassen stoppet af en væltet stamme, og en hobbit der i sin egen ro og orden havde siddet og røget pibe, lagde mærke til det mærkværdige fænomen. Med en let grynten fik han kantet sig ned ad bakkeskråningen og med en lang pind fik han kassen ind på land.
Han kløede sig undrende i det lange grå skæg og sparkede let på kassen med den bare fod. Med et hårdt greb forsøgte han at rive en af brædderne op og med et højtlydt knæk blev den flået af, og en lille piges ansigt kom til syne.
”Ambelina!” Råbte han men blev kun svaret af sit eget ekko. ”Ambelina!” Gentog han og pludselig dukkede en anden hobbits hoved frem. ”Kom og hjælp mig!” Bad han og begyndte at rive flere brædder op. Ambelina, en hobbit på tre fod, kom hurtigt løbende ned til ham.
”Hvad er det, Alecto?” Spurgte hun forsigtigt og bukkede sig ned for at tage pigen i nøjere øjesyn. ”Er det et menneske?” Udbrød hun en smule forarget og så op. Alecto nikkede og bappede lidt på sin pibe.
”Vi kan da ikke bare efterlade hende her, kan vi?” Spurgte han og sendte hende et sigende blik.
”Nej – men er jeg ikke ved at være lidt for gammel til at blive mor igen?” Gav hun igen og sendte pigen i kassen et hurtigt blik.
”Ambelina min kære, du fylder først 70 om to år, du er stadig ung,” sagde han kærligt til sin kone, og gav hende et hurtigt kys.
Dronningen af Le Pique havde for nogle dage siden indgået et væddemål med Djævlen. Hun havde et visdoms diadem, som gav hende evig klogskab, så hun udfordrede Djævlen til et spil skak. Hvis Djævlen vandt, skulle Dronningen videregive sit diadem til Djævlen, men hvis Dronningen gik hen og vandt, ville Djævlen give hende den perfekte datter som skulle overtage og samle hele Grosvenor til ét rige. Dronningen vandt, og som lovet gav Djævlen hende den perfekte datter, men hvis hun blot havde vidst hvad det ville betyde havde hun aldrig indgået det væddemål med Djævlen.
Mens Erasmus Desmarias tungt gik ned ad den fugtige stentrappe med kassen i sine arme, holdt hele den mørke skov vejret. Han satte sig ind i græskaret og fik sat hestene i gang, hvorefter kassen og ham langsomt bevægede sig igennem Gravois skoven via dens lange snoede stiger.
”Djævlebarnet,” hvislede de nøgne træer. Skoven var helt levende og dyrene gjorde ting de ikke plejede. Kentaurernes hovslag mod den fugtige jordbund kunne svagt høres et sted fjernt inde i skoven da kareten stoppede. Lydende blev dog langsomt overdøvet, i takt med at Erasmus bevægede sig nærmere en brusende flod. Han satte kassen ned på jorden og betragtede den indtrængende. Et pludseligt rus af paranoia strømmede ind over ham, og satte sig som koldsved ned ad ryggen. Han stoppede midt i en bevægelse og fæstnede sit blik på kassen.
”Djævlebarnet,” hviskede svampene i græsset. Han måtte bare se det en gang til. Han kunne ikke holde sig fra at se… at røre. Med hammeren fik han dirket de øverste brædder op og afslørede et blegt barneansigt der med lukkede øjne lå nede i kassen, helt ubevidst om at det blev betragtet af nogle dybe brune øjne. Han fik revet sig væk fra den bindende kraft og gav sig hurtigt til at slå sømmene i. De skarpe smæld når hammeren ramte stål gav genlyd mellem de bladløse træer og fik kragerne til at vige mod himlen. Klonk. Klonk.
Febrilsk trådte han et par skridt tilbage og kastede hammeren i det fugtige græs, der havde en farve langt mørkere end de normale græsmarker man så tit så i Grosvenor. Han var som tryllebundet, men stadig var han nær døden af rædsel. Barnet i kassen var forbandet. Det stræbte efter at komme til magten, det ville ikke sidde for et hvil før det bar kronen på sit hoved og efter dets attentatforsøg på Dronningen var det gået op for hele hoffet at det bedste ville være at skaffe sig af med barnet igen.
Erasmus tog en dyb indånding og bukkede sig ned for at løfte kassen op. Besværligt traskede han hen til floden, så kort ned i dens travle vand hvorefter han gav slip for kassen så den med et stort plask ramte den brusende overflade. Den sank. Erasmus vendte sig om lige tids nok til ikke at lægge mærke til at kassen flød op til overfladen igen. Nu var det op til flodånden at bestemme hvilken skæbne Djævlens barn skulle have da den roligt flød af sted. Erasmus gik besværligt igennem det høje krat og undgik alle tornene fra brombærbuskende. Da han satte sig i kareten, så han sig hurtigt over skulderen, rettede på sin høje hat, hvorefter han anden gang den dag fik hestene til at trave fremad med et hastigt tempo.
Nede i floden blev kassen stoppet af en væltet stamme, og en hobbit der i sin egen ro og orden havde siddet og røget pibe, lagde mærke til det mærkværdige fænomen. Med en let grynten fik han kantet sig ned ad bakkeskråningen og med en lang pind fik han kassen ind på land.
Han kløede sig undrende i det lange grå skæg og sparkede let på kassen med den bare fod. Med et hårdt greb forsøgte han at rive en af brædderne op og med et højtlydt knæk blev den flået af, og en lille piges ansigt kom til syne.
”Ambelina!” Råbte han men blev kun svaret af sit eget ekko. ”Ambelina!” Gentog han og pludselig dukkede en anden hobbits hoved frem. ”Kom og hjælp mig!” Bad han og begyndte at rive flere brædder op. Ambelina, en hobbit på tre fod, kom hurtigt løbende ned til ham.
”Hvad er det, Alecto?” Spurgte hun forsigtigt og bukkede sig ned for at tage pigen i nøjere øjesyn. ”Er det et menneske?” Udbrød hun en smule forarget og så op. Alecto nikkede og bappede lidt på sin pibe.
”Vi kan da ikke bare efterlade hende her, kan vi?” Spurgte han og sendte hende et sigende blik.
”Nej – men er jeg ikke ved at være lidt for gammel til at blive mor igen?” Gav hun igen og sendte pigen i kassen et hurtigt blik.
”Ambelina min kære, du fylder først 70 om to år, du er stadig ung,” sagde han kærligt til sin kone, og gav hende et hurtigt kys.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar