Den første 8.-klasse stil vi skulle skrive. Den gav 12, men for helvede hvor er den ringe når jeg læser den igennem her, et par måneder efter. Eller måske ikke ligefrem dårlig, men i hvert fald hamrende pinlig.. Jeg er stensikker på at jeg om nogle måneder, når jeg læser dette indlæg ogsp vil tænke hvor pinlig jeg er.. jeeez...
London – Forventninger og realiteter –
En stråle fra den tidlige morgensol banede sig vej gennem de hvide persienner, og ind i det svagt oplyste soveværelse, hvor den lagde sig som en lang blød bane. Klokken var ti minutter over seks, da hun forsigtigt missede med øjnene, i håb om et klarere syn. Makeuprester optegnede med en svag, grå farve de matte blå øjne, der stadig ikke havde vænnet sig til morgendagen. Mod sin vilje løftede hun hovedet fra den dybe pude, den nøgne ryg blev hævet fra springmadrassen og i siddende stilling, betragtede hun de rene omgivelser.
Det sovende ansigt der lå ved hendes side udstødte svage lyde, der mest af alt lød som et langtrukkent suk. Han havde brune øjne. Det vidste hun, også selvom de var lukkede. Blå havde ellers altid været hendes favorit, men eftersom han bar et perfekt glimt i de nøddebrune øjne og dybere mening havde han en undtagelse. Ikke nok med at han var skotte, så hed han også McLaughlin til efternavn, hvilket var ret blæret. Hun fandt det besynderligt at to mennesker, der talte hver sit sprog, kunne finde sammen alligevel. Det virkede næsten for usandsynligt til at være sandt, hvilket mirakel.
Han var bare en af hendes glæder i livet. En anden ting som hun også nærede en bestemt forkærlighed for, var solopgangen. En glæde de færreste forstod. Det undrede hende, at hun var i stand til ikke at have bemærket det fantastiske fænomen i de tretten år, hun havde betrådt denne planet. Om morgenen var der ingen larm. Ingen biler, ingen larmende børn, ikke noget larmende fjernsyn fra de halvdøve naboer. Kun en fjern, sælsom lyd fra havnebyens trofaste vedhæng, mågerne.
Solopgangen var et af de bedste øjeblikke i naturen, gentaget i fuld stereoversion hver eneste dag, i smukke farver, der langsomt malede det hele meget lysere. Hun elskede, hvordan det langsomt blev lysere og lysere. Tanken om hvad fortidens mennesker mon tænkte når de så dette mægtige lys stige op over bjergene, dukkede hele tiden op.
De stadig trætte føder landede blødt på det grålige gulvtæppe, ikke helt parate til at tage ansvaret for at hun ikke skulle gå hen at falde. En dyb indånding blev til et suk, i det hun rejste sig for at gå ud på toilettet. Det var hendes morgenrutine. Stå op, tisse og så se sit vrag af et ansigt stirre tilbage i spejlet. Omkring det tidspunkt var hun klar til at se dagen i øjnene, i sin fulde længde. Når det var på sin plads ville hun tage ud at løbe. Sidst hun tog sin rute varede den 24 minutter og tolv sekunder. Hvis hun var blevet, så bedre kunne hun måske nå det på et kvarter?
Tankerne stod stille i hendes hoved, da hun satte sig på den lysebrune skammel ude i det lille køkken, der ikke engang besad en mikrobølgeovn, og trak sine løbegamacher på. Besværligt hev hun den tilsvarende, røde trøje overhovedet. Adidas, var det vidst.
Stakåndet kantede hun sig op ad de stejle trapper i opgangen til den mugne lejelighed, der lå for enden af en af byens hovedgader. Det var en gul bygning, nummer 55, og lå placeret ovenpå en indisk restaurant. Eller det vil sige en forhenværende indisk restaurant, den lukkede sidste fredag, hvilket betød at de bosatte i opgangen og boligerne i omegnen, langt om længe kunne slippe for hørmen af skarp karry, der nærmest sved sig ind i huden mellem klokken 17 og 21.
Løbeturen havde taget hende lidt under en halv time. Omkring det samme antal minutter og sekunder som før, men hun tog sig ikke synderligt af det, det var trods alt en lidt speciel dag, og hun havde meget kørende i hovedet. Det var den morgen hvor hun skulle til London, for tredje eller fjerde gang i hendes liv, hun var faktisk ikke helt sikker.
”Godmorgen,” hilste hendes mor venligt. Hendes navn var Dorthe Dam, efter skilsmissen havde hun tilføjet mellemnavnet, Hagenau, efter sin egen mor. Dorthe var lavere end sin datter, hun havde brune øjne med svage smilerynker, solariebrun hud og let kruset mørkebrunt hår, der gik ned over hendes halvbrede skuldre. Med den gule lighter fra fakta, tændte hun en godmorgen smøg, og lænede sig tilbage i solens stråler, der skar gennem køkkenvinduet.
Astrid nikkede bare forpustet, med et smil i hele ansigtet, og gik ud på toilettet for at komme i bad. De varme, brede stråler fra bruserens hoved gav hende en tryg og lettende følelse i resten af kroppen, lod hende tilbage med en fornemmelse om at det hele nok skulle gå, om guderne ville det eller ej.
Efter badet iførte hun sig sin sorte morgenkåbe med brede silkebånd om ærmerne. Ude i køkkenet sad Dorthe ikke længere, så svagt nynnende satte hun gang i brødristeren, helt alene. Connor McLaughlin lå øjensynligt stadigt inde i sengen og sov, men det skulle hun nok få sat en stopper for. Hun ville gerne lave morgenmaden alene for derefter at spise den sammen med nogen. Fandens. Hun kunne ikke blive enig med sig selv om hun bedst kunne lide at være alene, eller at være sammen med andre. Tankerne fik hende til at stoppe midt i en bevægelse, men efter få sekunders nærmere eftertanke og konklusioner lukkede hun køleskabet. Hun kunne godt lide at arbejde i par eller hold – men så var det hende, der skulle bestemme.
Hun havde et autistisk behov for at have styr på det hele og have det hele i orden, og det kunne hun jo ikke have, hvis det var en anden der sad med informationen. Eller måske det mere var en magtsyg tendens frem for et autistisk behov. Det var nok derfor, at hun helst ville arbejde alene, hvis hun kunne komme til det. Så havde hun det hele for sig selv, hun havde ansvaret. For fanden hvor hun hadede at træde forkert når man arbejdede i grupper. Hun ville ikke skuffe andre end sig selv, så når det kom til arbejde var det vist alt andet end gruppearbejde, som hun havde mest glæde af. Men hun kunne da godt lide at lave andre ting sammen med folk, ikke? Tvivlen om hvorvidt hun var et menneske, eller ej, malede sig i hendes ansigt, mens hun dækkede det lille bord ude i køkkenet op med tallerkner, servietter, knive samt kurven med ristet brød og pålæg af forskellig slags.
Dag 1 – Tilbage til virkelighedens verden
Det var omtrent sådan, at den perfekte morgen udspillede sig i mit hoved, men selvfølgelig gik det slet ikke helt sådan. Desuden så var den indiske restaurant stadig åben.
Det var først da vi fik Jonathan med på vognen, at jeg begyndte at se frem til den tur. Jeg havde jo været i London et par gange før, så det var jo ikke fordi at det hele var spændende og nyt. Jeg vidste omtrent hvordan det ville blive, og havde derfor pakket hvad der var mest praktisk i en by som London. I klassen var der blevet opfordret at man smækkede det ene ben foran det andet, og fik købt sig en kabinekuffert i Føtex. Nej fandeme nej. Hvis der var noget værre end at have en flok børnehavebørn foran sig, så var det at have en flok teenagere, med hver deres kuffert slæbende halvanden meter efter sig.
Det blev selvfølgelig sådan, at stort set alle (på nær Jonathan, Jonathan og jeg) vimsede rundt med en kuffert. Fandens.
”I skal lige flytte jer, der er nogen, der skal forbi.” ”Kan I ikke rykke lidt ind til siden?” ”Ja flot! Bare stop op midt i det hele, smarte!” Det var et lille uddrag af de sætninger, der hurtigt tog form inde i mit hoved, for derefter at flyde over mine læber i en bitter tone, og det gik hurtigt op for mig at jeg nu kunne betragte mig selv som en snerpet guvernante med alt for meget overskæg, og alt for lidt overskud.
Jeg havde forestillet mig, at flyveturen ville blive lidt af et spektakel. Gudskelov tog jeg fejl, for mod alle forventninger holdte folk stemmerne nede på et neutralt niveau, så jeg ikke behøvede at lade som om, at jeg ikke kendte dem. En anden ting, som også kom som lidt ud af det blå, var at Jonathan (Cummins) satte sig ved siden af Freja og jeg. Det havde jeg selvfølgelig ikke noget imod, Jonathan var jo sej og alt det der, men jeg havde nu alligevel regnet med at han skulle sidde sammen med Judith og Laila, fordi han jo var lærer. Men ak, det var nu ikke fordi vi fik snakket særlig meget, i stedet fik Freja og jeg taget en del billeder af ham i sovende tilstand.
Busturen fra Stansted lufthavn, og til Victoria Station var det værste. Fy for fanden hvor fik jeg det dårligt, og jeg havde allerede forudset dette inden vi tog af sted. Da jeg sidst fløj med Ryanair til London landede vi jo også i Stansted, men der tog vi toget indtil centrum i stedet, hvilket var meget mere behageligt. Heldigvis fik jeg ikke den plads, hvor der var bræk, det var Christine der fik æren af den.
Fordi jeg ikke rigtig havde set frem til turen det meste af året, så havde jeg heller ikke gjort de helt store forestillinger om hvordan vores hostel mon så ud. Det var vel en normal bygning, tæt på en park, med en masse østeuropæiske arbejdere og et snusket køkken i kælderen. Faktisk, så var det endnu bedre end det. Den ene side af stedet konkluderede Laila og jeg hurtigt, lignede Hogwarts. Desværre var det ikke der hvor pigerne skulle sove. Fandens. Men ellers lå dette hostel for enden af en park, og det var helt fantastisk hvor stille det blev, så snart man satte sin fod inde for parkens grænser. Generelt så var stedet langt over mine forventninger, mest fordi jeg ikke rigtig havde haft nogle, da det jo var London, og at man derfor tit kunne ende ud med noget virkelig elendigt.
Ifølge planen så var det meningen, at vi skulle gå en tur i området, men i stedet gav lærerne os lov til at holde fri, hvor nogle smuttede i parken for at spille fodbold, og andre (deriblandt jeg selv) blev siddende oppe på værelserne og diskuterede badeplaner.
Da vi blev samlet igen var det for at spise aftensmad, og den var tilstrækkelig. Jeg havde smagt det, der var bedre (også det der var værre), men for fanden, det var jo ikke en fem stjerners restaurant, og det kunne jo spises. Bagefter tog vi til West End i samlet flok, et sted som jeg allerede havde set før, og jeg valgte derfor bare at kapre Rebecca, hvor vi sammen gik rundt og kiggede på gademusikere.
Dag 2 – Hyde Park og den sandfarvede jakke
God-fucking-morgen London. Jeg kunne godt have sovet nogle timer ekstra, for selvfølgelig mente folk på værelset at vi ikke havde ret til at bede dem om at tie stille indtil klokken 23, fordi det først var der at stedet ville have, at der skulle være fuldkommen ro. Man kunne ikke ligefrem sige at de udviste den form for respekt for hinanden, som jeg havde håbet på – men jeg havde nu ikke forventet andet.
Efter at have været på science museum for andet gang i mit liv, var dagens højdepunkt var ifølge planen Regent Park. Der havde jeg aldrig været, så jeg gik egentlig ud fra at det bare var en park som enhver anden. Vi endte i stedet op ved Hyde Park, hvor vi så et kæmpemæssigt monument, tilegnet Prins Albert. Han havde været gift med Dronning Victoria, den kvinde som havde siddet på tronen i længst tid i hele Englands historie. Det var ufattelig smukt, og på den anden side af gaden lå Royal Albert Hall, hvor der måske ville være mulighed for at vi kunne komme ind, hvis der var en klassisk koncert.
Jeg havde ikke regnet med at tage med op i London Eye. Det var jo bare en udsigt, og jeg havde jo set den før. Men jeg blev dog alligevel fristet, og hvilket held jeg tog med derop! For fanden hvor var det morsomt at være samlet hele klassen (med få undtagelser) inde i en lille boble. Astrid og jeg fandt det også ganske morsomt at stå og vinke til dem i de andre bobler, og for sjov kom vi med kommentaren om hvor morsomt det ville være at hive op i trøjerne – for at demonstrere hev jeg min top op til navlen, hvilket der var ingen, der bemærkede i den anden boble – selvfølgelig med undtagelse af en ung fyr med mørkt hår og sandfarvede jakke. Hold kæft hvor var det pinligt, men både ham og jeg (og Astrid) grinte bare, hvorefter vi tog billeder af hinanden. John Doe, dig glemmer jeg aldrig.
Dag 3 – ”Camden Market”
Det var ikke lige frem fordi at jeg havde fået mere søvn denne nat. Generelt lignede jeg en hvis liv var en ordentlig omgang pærevælling – hvilket det vel også var. Ifølge planen skulle vi lave alt det som jeg allerede havde lavet før. Vi havde erstattet The Dungeons med Camden, så drengene kunne tonse ud på Chelsea Football Club, mens vi andre kunne vimse rundt og gøre Camdens gader utrygge, med vores gebrokne engelsk og vikingehjelme.
Men allerførst skulle vi selvfølgelig på museum, hvilket var et sølle forsøg på at banke noget lærdom ind i knolden på os. Ej, jeg havde været der før, og der var kun sket få ændringer. Fandens.
Jeg havde som den eneste blandt de glade børn, valgt at sætte mig ind i hvor vi egentlig skulle hen når vi kørte med undergrunden. Fordi at jeg oven i købet kunne finde ud af det, blev jeg selvfølgelig sat til at passe hønseflokken af Judith og Laila. Tak, de skal sgu nok opnå nirvana på et eller andet tidspunkt.
Min moustache voksede i takt med at mine skridt blev hurtigere og hurtigere. Resten af klassen syntes pludselig ikke at det var særlig fair at jeg bare gik, men de kunne for helvede bare lærer at gå ordentligt. Hvis der nu bare havde været en lærer ved min side, så var der ingen, der havde brokket sig. Bevares. Jeg følte mig dog alligevel en smule stolt da vi nåede frem til Camden uden nogle problemer, men denne stolthed bundede nok mest i at være lettet over at slippe for ansvaret. Jeg kunne nu ellers godt lide at tage ansvar, men når folket ikke ligefrem værdsatte det, så ville jeg hellere slippe.
Camden var ligesom Camden altid havde været. Fyldt med indiske sælgere og en masse grimme ting og sager, som man ville ønske at man ejede. Vi måtte holde Freja i snor for at hun ikke købte alverdens tyl skørter og andet hurlumhej til sættet. Hvilket held at jeg ligesom var vokset fra den ’periode’.
Dag 4 – Musical og Prins Albert
Morgenmaden var altså fantastisk. Bare det at skulle sige disse ord:
”Ohm, I would like some scrambled eggs, fry bread, bacon, a few mushrooms and half a tomato please.” Var jo en glæde i sig selv! Derefter kunne man tage sin bakke, tage en lille tallerken med et flute og en pakke marmelade, for derefter at skænke te op og sætte sig på sin plads, hvor man for sig selv kunne nyde sin morgenmad. Jeg havde ellers regnet med at det var nogle sørgelige, tynde skiver toastbrød som vi måtte tage to skiver af, men sådan var det jo slet ikke.
Efter morgenmaden gik vi op på værelset, og der besluttede Astrid og jeg os for at vi da selvfølgelig skulle bytte tøj. Resten af dagen rendte jeg derfor rundt med regnbuefarvede ben, mens Astrid lignede en flipper taget ud fra 90’erne på grund af mit genbrugstøj. Det var blevet besluttet at i stedet for at tage på ”The National Gallery”, så ville vi tage et smut forbi The Dungeons. Der havde jeg aldrig været før, og jeg glædede mig helt ekstremt til at komme derhen. Jeg havde godt hørt meget om det fra Johanne, min søster, men aldrig rigtig dannet mig et billede af selve stedet. Jeg gik ud fra, at det nok havde noget at gøre med at hun var lidt af en dårlig fortæller, eftersom at scenarierne forblev helt blanke.
Men stedet var virkelig fantastisk! Det var helt over mine forventninger, og jeg elskede den måde de ansatte levede sig ind i deres roller. Min yndlings var klart en lille kvinde i torturafdelingen, der viste os nogle forskellige redskaber, som man brugte. Det mest uhyggeligt var nok inde hos Sweeney Todd. Jeg kendte udmærket historien om ham, og jeg vidste jo godt at der ikke ville ske en noget derinde, men alligevel blev jeg virkelig bange da lyset blev slukket, og en mands stemme kørte rundt i lokalet.
Nu til klimaks – da vi trådte ud i den virkelige verden og gik få skridt op ad gaden, stødte vi på nogle ansatte fra The Dungeons, som stod og reklamerede. De var hvide i ansigterne, fyldt med teaterblod, havde kapper og høje hatte på. Jeg kategoriserede dem hurtigt som Jack the Ripper, og da jeg gik forbi dem, blev jeg puffet godt op ad en af dem hvor jeg brugte lejligheden til at komme med kommentaren:
”Oi, Jack the Flipper!” Hvorefter den unge fyr grinte, slog mig på skulderen og gentog mine ord for sin kammerat. Jeg svor, at jeg kunne spise ham med hud og hår og navlefnug i det øjeblik.
Jeg havde været på Oxford Street før, og jeg så det derfor ikke som noget særlig stort. Jeg købte nogle halskæder til Freja og jeg, nogle bøger og cd’er i HMV og en Superman kasket som jeg vil elske til døden os skiller. Jeg husker slet ikke noget fra Oxford Street da jeg syntes det var ufattelig kedeligt. Derfor, så vil jeg springe direkte over til aftenen, hvor vi skulle i musical.
We Will Rock You. Simpelthen det bedste der findes i denne fantastiske verden. Jeg havde godt nok set den før, men oplevelsen var helt anderledes fordi det for det første var et andet cast, men så også fordi jeg så den oppe fra balkonen, og med helt nye omgivelser.
Derudover forstod jeg jo også lidt mere af den anden gang, end jeg havde gjort første gang. Desværre måtte vi, Mille, Astrid, Rebecca, Freja, Emma og jeg, jo gå et kvarter inden slutningen for at kunne nå at komme til koncerten i Royal Albert Hall.
Vi fulgtes med Jonathan, og jeg er stadig meget taknemmelig over at han tog os med. Den koncert var en kæmpe oplevelse, det var så pokkers smukt at jeg var ved at græde. Jeg troede slet ikke at vi skulle med til den, så jeg havde slet ikke nået at danne de helt store forventninger, kun noget med at vi kom til at sidde ved siden af Brad Pitt – men ellers, så overgik det mine vildeste fantasier! Perfekt afslutning på en skole tur!
Dag 5 – Farvel og tobak, London.
Jeg ville ikke på Madam Tussauds. Jeg havde været der før, og jeg mente ikke at det var pengene værd. For det var det altså ikke. I hvert fald ikke at se det for anden gang. I stedet blev jeg tilbage sammen med Rebecca, som var ligeså fattig som jeg selv. I lobbyens sofa faldt jeg desværre i snak med Judith og Laila, der gennem hele turen havde haft noget intern mobning, og selvfølgelig fordi at jeg var til stede blev jeg deres nye offer. Ja ja, hvad kan man så lære af det? Lad for helvede være med at indlede nogle ufaglige samtaler med dine klasselærere.
På flyet hjem til stormagten Danmark havde jeg da selvfølgelig forventet at jeg kom til at sidde ved siden af nogen jeg kendte, men i stedet fik jeg sæde ved siden af et gammelt dansk ægtepar. Flyets steward, Christopher som han hed, solgte mig en avis. Den kostede £1 og jeg forventede derfor at få et pund tilbage, eftersom at jeg betalte med £2, men Christopher vimsede med sine flotte, homoseksuelle øjenbryn ned for at hente byttepenge og kom aldrig tilbage. Mon det var et slags ekstragebyr for at have lov til at bruge trappen, når man skulle ud af flyet? Næppe.
Fanden tage dig Ryanair! Du skylder mig stadig penge.
